mandag den 6. oktober 2014

Lea Løppenthin byder læseren at digte videre


Om Lea Løppenthin: ”digt om territorier” i Forfatterskolens Afgangsantologi. Basilisk 2013
Af Maja Pedersen

Lea Løppenthin er en af de mest markante forfatterdebutanter det sidste år, og hun var for nylig indstillet til Litteratursidens debutantpris. I den forbindelse har jeg rettet blikket mod en af hendes tidligere udgivelser. Med ”digt om territorier” har Lea Løppenthin bidraget til Forfatterskolens Afgangsantologi med et spændende, nyt bud på, hvordan samtidslitteraturen skriver om sted. Her er årstid en faktor, der på den ene side kan udviske stedligheden, og på den anden side være et sted i så høj grad, at kroppen ikke kan gå umærket igennem de rum, årstiden skaber. Lea Løppenthin er optaget af beboelse, steder og territorier. Det smitter.



Lea Løppenthin er en af de mest markante forfatterdebutanter det sidste år, og hun var for nylig indstillet til Litteratursidens debutantpris. I den forbindelse har jeg rettet blikket mod en af hendes tidligere udgivelser. Med ”digt om territorier” har Lea Løppenthin bidraget til Forfatterskolens Afgangsantologi med et spændende, nyt bud på, hvordan samtidslitteraturen skriver om sted. Her er årstid en faktor, der på den ene side kan udviske stedligheden, og på den anden side være et sted i så høj grad, at kroppen ikke kan gå umærket igennem de rum, årstiden skaber. Lea Løppenthin er optaget af beboelse, steder og territorier. Det smitter.


”Megabesværlig” beboelse
Tilbage i 2010 udtalte Lea Løppenthin sig om sine digte og om temaer, der interesserer hende, til dr.dks ’LÆSEKLUBBER’. Her sagde hun, at hun er ”interesseret i beboelse”, at ”det vigtigste er at overveje, hvordan man kan bebo verden på en måde, hvor man hverken lukker den ude eller lader sig opsluge af den”, og at det med beboelse er ”megabesværligt”.
        Det er egentlig strengt at citere Lea for noget, hun har sagt flere år tilbage. Men hvad kan man gøre, når den yngre Lea så fint formulerer, hvad ”digt om territorier” kredser om?
        Lea Løppenthins interesse i beboelse er nemlig ikke én, der synes at have ændret sig i mellemtiden. Eksempelvis nøjes jeget i digtet ikke med at undre sig over dét at bebo verden. Blikket på steder, man bebor, er også rettet mod kroppen. Sådan beskrives kroppen flere steder som noget stedsligt; eksempelvis gælder det for benene, at de ”rummer deres tidligere længder”, ligesom ”alle månederne har aflejret sig i mig”. Kroppen som noget rumligt, der ligesom stedet bærer præg af en historie, noget foregående, som eksempelvis erindringen om, at benene har været kortere. Eller det, at mødet mellem krop og tid ikke lader kroppen være urørt.

Årstid som sted
Også årstiderne beskrives som noget (mere eller mindre) stedsligt. Som territorium er sommeren for eksempel mere et sted, man kan bebo, end vinteren er det: Tid er ikke bare noget, der præger fornemmelsen af at bebo kroppen, men også et element, der gør naturen mere eller mindre beboelig. Mere eller mindre stedslig.
        I digtet er jeget eksempelvis del af en gruppe, der tager ud på Fælleden for at ”bosætte sig tydeligt i sommeren”.  Sommeren muliggør på samme måde, at biografen kan rykke udenfor: ”om sommeren er der udendørsbiograf i parken, så er natten selv vores afgrænsende mørke”. Om sommeren kan natten erstatte biografvægge og blive det rum, biografen plejer at være.
        Anderledes er det med vinteren, der kædes sammen med lufthavnens mangel på stedslighed: ”jeg er så bange for transportmidler // jeg tænker på en lufthavn som en rengørings vinter // en vinters hvide hukommelsestab, nej, en vinterhed værre end vinter”.

Månederne sætter deres præg på kroppen, men nogle bestemte måneder præger kroppen mere end andre i ”digt om territorier”. Sommermånederne præger kroppen med ”varme i huden, en tørke i håret”, og ”sommeren tillader en anelse bedre at tingene tager der hvor de kommer fra med sig // i sig”.
       Sådan kan Lea skrive en stedslighed frem i sommeren og omvendt skrive vinteren som lufthavnens ikkestedslige pendant. Lea formulerer en anderledes måde at tænke sted på, og hun gør det i et sprog, der veksler mellem at være poetisk, talesprogligt og konkret. Stedstænkningen videregives til læseren. ”digt om territorier” er et frisk pust, en sproglig omrokering af mit syn på beboelse.

Det er skægt at sidde og skrive om Lea Løppenthins bidrag til Forfatterskolens Afgangsantologi anno 2013 i mine forældres have. Skægt, fordi Lea Løppenthin på få sider, gennem korte sætninger og i ét enkelt digt – ”digt om territorier” – smitter med sin stedsbevidsthed.
For territorier er et gennemgående tema i teksten, og Lea Løppenthins territorier udgraves i digtet. Så meget at jeg også føler, at det sted, jeg befinder mig, bliver udgravet – i tanken og gennem teksten, i hvert fald.
Her i haven får jeg følelsen af, at digtets titel også kan læses, som om ’digt’ står i bydeform: at man som læser befales til at digte videre på territorier og deres betydning. De sidste måneder har sat et par ekstra modermærker på min underarm, og jeg kan se for mig, hvordan sneen snart vasker alt det grønne hvidt.
”Digt om territorier”, siger Lea Løppenthin til mig.
Det gør jeg. Det er svært andet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar