mandag den 29. september 2014

Susan og verdens undergang – måske

Anmeldelse af Effekten af Susan af Peter Høeg. Forlaget Rosinante. Udgivet 23.5.2014.
Anmeldt af Stine Liberty Svenningsen.


Med Effekten af Susan har Peter Høeg atter bedrevet intelligent, inddragende og fantasifuld litteratur, der ikke undrende har givet bogen en del roser med på vejen. Med tråde tilbage til hovedpersonen i Høegs klassiker Frøken Smillas fornemmelse for sne følger vi Susan Svendsen, der har den særlige effekt, at hun fremkalder oprigtighed i folk. En evne, hun har brugt og misbrugt, og som nu vikler hende og hendes familie ind i et internationalt, politisk spil om verdens potentielle undergang.


Dommedagsfornemmelse

Katastrofefilm og undergangslitteratur er snart ved at være hverdagskost for det moderne menneske. Ikke nok med, at vi med sikkerhed ved, at menneskehedens liv på denne jord en dag vil ende; vi afventer blot signalet til dommedag. Og hvad vil der så ske? I Effekten af Susan forudsiger en stærkt hemmeligholdt kommission i 1950’ernes Danmark en lang række begivenheder i verdenshistorien, der viser sig at holde stik – med en skræmmende nøjagtighed. Og i den nære, men ubestemte fremtid vender fysiker Susan Svendsen tilbage fra en rejse rundt i Indien med sin familie og vikles ind i mord og korruption på en global skala, der også medfører trusler på livet mod hendes egen familie. Susan har nemlig misbrugt sin særlige evne, og for at undgå fængselsstraf skal effekten nu bruges til at opspore de ellers hemmeligholdte medlemmer af kommissionen. Men nogen kommer Susan i forkøbet, og således starter lavinen…



En krimi – og så slet ikke

Ovenstående handlingsreferat vækker klare associationer til kriminalromanen, og Effekten af Susan rummer absolut også en del krimitræk, heriblandt mord (både forsøgte og reelle) og de gådefulde spørgsmål omkring hvem, hvad og hvorfor. Bogen anvender dog langt fra de stilistiske og sproglige greb, som en konventionel krimi trækker på, når der skal bygges en stemning op. I stedet skriver Høeg med en næsten skræmmende ro, og begivenhederne – selv dem af voldsom karakter og med et potentielt dødeligt udfald – beskrives nøgternt og med en slags nødvendighed. Der dvæles ikke ved de farlige episoder, men handlingen drives stille og roligt fremad. Dette kan til tider under læsningen skabe en vis træghed, hvor handlingen kan virke næsten stillestående, hvilket også har været en del af de negative kritikeres holdning.[1]

Effekten af Susan er i det hele taget svær at genreplacere helt specifikt. Krimielementerne suppleres nemlig af spændingselementer, der selvsagt bevæger sig inden for samme boldgade, men bogen kaster også tråde ud mod en lang række andre områder og discipliner, bl.a. fysikken, musikken, filosofien og biologien. Alt i alt fremstår bogen pakket med encyklopædisk viden, hvilket kun understreges af de mange intertekstuelle referencer til alskens kulturelle, naturvidenskabelige og kunstneriske værker og personligheder.


I samme stil – og alligevel særegen

Effekten af Susan har en klar kobling til Høegs tidligere udgivelser, både Elefantpassernes børn (2010) og hans klassiker Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992). Især sidstnævntes hovedperson, frøken Smilla, har store lighedstræk med hovedpersonen i Effekten af Susan. Begge er kvinder med ben i næsen. De er selvstændige og afvisende, men samtidig yderst tiltrækkende; lokkende, men også, på hver deres måde, underligt frastødende og potentielt farlige. Begge er de fyldt med kontraster og har øjensynligt uudtømmelige dybder, man kan udforske og undres over. I Elefantpassernes børn finder vi det samme, næsten magisk realistiske univers, hvor handlingen ligeledes er fyldt med spænding, samtidig med at den behandler aktuelle problemstillinger, der kalder på refleksion.

Med Effekten af Susan er Høeg dog ikke fortsat i helt samme spor, skønt der er noget særligt universelt ”Høegsk” over koblingen mellem krimigenren, som dog aldrig indfrier sine genreforventninger, og så de dybsindige, intellektuelle elementer. I stedet forgrener bogen sig ud i de mange implikationer, som selve verdens potentielle undergang ville kunne bringe med sig. Et scenarie, der burde få læseren til at tænke: Hvis verden gik under i morgen, har jeg så levet mit liv? Men Høeg er listig og får i stedet læseren til at tænke: Hvis verden gik under i morgen, ville jeg så være én blandt de få overlevende?

Effekten af Susan bør absolut betragtes som et stykke litteratur for sig og som et nyt og frisk skud på stammen i Høegs forfatterskab. Bogen er et meget velskrevet og intelligent værk – det er Høeg, når han er bedst.

[1] dr.dk/kultur, d. 23. maj 2014, http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Boeger/2014/05/23/094403.htm

Ingen kommentarer:

Send en kommentar