mandag den 22. september 2014

Overskudsagtigt boghåndværk

Kristina Nya Glaffey. Mor og Busser. Forlaget Gladiator. Maj 2014.
Anmeldt af Kristin Vego


Kristina Nya Glaffeys tredje udgivelse, Mor og Busser, er ganske rigtigt en romantisk komedie, som der står på bogens omslag. Ikke forstået som sukkersød mon-de-får-hinanden-til-sidst-fortælling, men som lige netop dette: et på én gang hjerteskærende og humoristisk indblik i kernefamilien anno 2014.


Når man leger voksen

Mor og Busser er et lesbisk kunstnerpar, henholdsvis skuespiller og forfatter, som bor med deres tvillingedøtre i en lejlighed på Nørrebro. Bogens jeg-fortæller, eller snarere mig-fortæller, er parrets ene datter, som med evig undren og enorm indsigt fortæller om sin familie. Teksten er drevet af barnets strømmende snakkesalighed og er en herlig blanding af alt det, datteren pædagogisk bliver forklaret (eller kærligt indbildt), og brudstykker af de voksnes samtaler, som opsnappes over opvasken. Fortalt fra denne private sfære er teksten først og fremmest et portræt af de to forældre, som man ikke kan andet end holde af. Mor og Busser improviserer dét at være voksne, så godt de kan (hvilket blandt andet indebærer den luksus, at ”der er ingen, der siger til en, at man skal smage på maden, selvom man kan se på en kilometers afstand, at man ikke kan lide den”), mens de forsøger at mødes et sted midt imellem deres ulige sociale baggrunde.

Ligesom i hendes forrige ’snakkeroman’, den vrede og satiriske Padder og Krybdyr fra 2012, har Kristina Nya Glaffey et skarpt øje for samfundet omkring sig – ikke mindst sin egen generation. Fortællingen om Mor og Busser byder på både parcelhuskvarterer og Rød Ungdom, københavnere og jyder, økologi og fredagsslik. Det er karikeret, men det fungerer, fordi det stereotype hele tiden præsenteres med et glimt i øjet:

”Mændene og damerne har lavet en aftale om, at mændene ikke er særlig gode til at vaske op og gøre rent og bestemme, hvad for noget tøj børnene skal have på om morgenen, siger Busser, og at damerne er dårlige til at parkere biler og spille computerspil og bore huller i væggen, og mor siger, at hende og Busser har lavet en aftale om, at det er mor, der er bedst til alting, undtagen at stå tidligt op om morgenen.”

Bogen er fuld af små kærlighedserklæringer som denne! Mor og Busser er en varm skildring af parforholdets dynamik og ikke mindst udfordringen i at opdrage børn, når man selv ikke er rigtig voksen.

Uskyldig poesi

Børn har som bekendt en charmerende evne til sproglige nyskabelser. Glaffeys tekst er skrevet med barnets fantastiske ordforråd (’stikkerjavertus’, ’stangbacardi’) og godtroenhed – som når vi gravalvorligt får forklaret, at der i halvfjerdserne var mange, som troede, ”at man skulle snakke om alle sine problemer i noget, der hedder plenum, som er et svært ord, der betyder parmiddag.” Det er en satsning at vælge at skrive med barnets stemme, men Kristina Nya Glaffey rammer en perfekt balance, som hverken er for naivistisk eller for gammelklog, og som blandt andet minder mig om stemningen i Rikke Bakmans grafiske roman Glimt fra 2011.

Sproget i Mor og Busser er kompakt og samtidig letlæst. Hver side byder på guldkorn, enten subtilt gennem sproglige forskydninger eller i form af skarpe menneskelige iagttagelser. Det er, som der står på Forlaget Gladiators hjemmeside om bogen, ”følsomt og intelligent” – jeg kan kun erklære mig enig. Bogens unge fortæller er ufrivilligt komisk, men til læserens begejstring også uskyldigt poetisk, som her:

”Før Busser mødte mor, levede Busser i noget, der hedder nuet, som er et fint ord for, at man ikke kan se en hånd for sig, når man kigger ud i fremtiden.”

Mor og Busser er et stykke gennemarbejdet teksthåndværk, og som det hører sig til i en rigtig ’børnebog’, er værket oven i købet rigt illustreret. Billedkunstner Pernille Kløvedal Helwegs grafiske billeder er flotte, og den ofte lidt groteske streg er et glimrende modstykke til Glaffeys tekst.

Jeg er meget begejstret for denne bog, som er forfriskende uhøjtidelig, oprigtigt morsom og samtidig rammende og præcis i sine hverdagsiagttagelser. Som læser har jeg hele vejen følt mig i godt selskab, og både tekstens litterære force og bogens fysiske kvaliteter inviterer til mange genlæsninger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar