mandag den 29. september 2014

Madame Nielsens højloftede værelse i nostalgiens kvarter

Anmeldelse: Den endeløse sommer af Madame Nielsen, Gyldendal, udgivet 21.08.2014
Anmeldt af Rasmus Lund Nielsen


Den ukendte Madame Nielsen (alias den velkendte Claus Beck-Nielsen, og hér bliver navnet liggende lidt) har bedrevet en læseværdig og på mange måder fascinerende roman. Det er velkendte temaer, romanen undersøger: livet, døden – og særligt den tid, det tager at komme fra det ene til det andet.


Sproget er drømmende, og indskudte sætninger fletter sig ind og ud af hinanden i noget, der minder om endeløse (som sommeren!) guirlander. Det kan minde om en anden Proust – hvis ikke det var fordi, at den slags sammenligninger med tunge litteraturhistoriske klassikere kan synes tarvelige. Omvendt deler de to bøger både sproglige og tematiske fællestræk, for eksempel fortællerens distancerede, men meget sanselige begær.


Ind og ud af verden og tiden

Det starter med en dreng, der måske er en pige, og som senere bliver den gamle dame, der fortæller historien. Han møder den mørke, runde og bløde pige til en gymnasiefest, hvor han spiller spade. Det er hende, der kysser ham, og historien begynder (66). Med et kys bliver han kastet ”ud af verden, … og ind i denne anden verden, som er en verden i sig selv, hvor tiden og lyset står stille” (9). Denne verden etableres omkring en gruppe mennesker, som lever en slags boheme-tilværelse i en drømmeverden, hvor tiden flyder så meget, at den ikke findes. Der er enkelte ekskurser ind i tiden; disse som en påmindelse om, at også øjeblikket – den endeløse sommer – på et tidspunkt vil finde sin afslutning. Det gør den netop, da et af gruppens medlemmer får konstateret HIV. Øjeblikket afbrydes af tiden, der er gået – drengen kastes tilbage ind i den ”almindelige verden” (58).

Det er altså en roman, der blandt meget andet undersøger bevægelsen ind og ud af verden og derfor også ind og ud af tiden. Bevægelsen ud er en kærlighedsgerning – det sker med pigens kys til drengen. Den samme kærlighedsgerning er måske fortællingen om den døde? Der står: ”af jord er du kommet, til jord skal du blive, af ord skal du igen opstå.” (185) Det er ordene, altså fortællingen, der holder den døde i verden, og med et kys kastes man ud af tiden. Måske er ordene om den døde (altså romanen) Madame Nielsens kys til læseren. Et kys, der i et øjeblik skal kaste os ud af verden og langt ud af tiden – måske helt derud, hvor hun selv er?


Tilbage til navnet

Selvom det er fristende, vil det være forkert og imod værkets præmisser at diskutere forholdet mellem forfatter og fortæller. Det skyldes, at dette forhold ikke findes – og slet ikke kan findes. Fortælleren er ”bare en stemme nu, et væsen hinsides alder, der har trukket sig tilbage fra sin tid, og lever som en skygge blandt fremmede” (184). Stemmen er altså et ekko af noget, der fandtes i en fjern fortid, og som nu er afsluttet. Der er blevet taget en bid af det æble, som i romanen ikke symboliserer syndefaldet, men ”forestillingen om et liv efter dette ene nu” (141); det er herfra, stemmen fortæller, og den er derfor både lig og ulig sin forfatter.

Personligt synes jeg, at Nielsen (kald ham, hvad du vil) er langt mere interessant nu, hvor vi er hinsides performance og lige i midten af det, der vel i mangel på bedre kan beskrives som en kunstens utopi – biografiens lejlighed er byttet ud med et højloftet værelse ”i et af nostalgiens kvarterer” (185). Romanen er derfor først og fremmest, som det fremgår af titelbladet, et requiem. Omvendt er romanen ikke uden humor. Det er kort sagt en virkelig god roman, én af kunstnerens bedste, der med stort udbytte kan læses, bestemt også for sin egen skyld – og heldigvis for dét.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar