mandag den 15. september 2014

Lad tavsheden tale

Anmeldelse af Athena Farrokhzad: VITSVIT, Gyldendal d. 19/8 2014
Anmeldt af Nicoline Thoning 


VITSVIT er en forrygende digtsamling, der nådesløst og poetisk sprogliggør alt det, som ikke kan siges, men som bør fortælles. Her runger tavsheden og flerstemmigheden i munden på hinanden i forsøget på at fortælle historien om en datter, en familie, vold, migration, stedsfølelse, familiære relationer – og eftervirkningerne. En fortælling som dog aldrig vil kunne fortælles fyldestgørende. 


Det første, der springer én i øjnene ved VITSVIT, Athena Farrokhzads debut, er bogens æstetik og struktur. Omslaget er et glinsende sølvspejl, hvori et ansigts utydelige konturer reflekteres, og poesien optræder i sorte bjælker med hvid skrift, hvilket tilfører noget hårdt og dunkelt i kontrast til de hvide siders bleghed. Tankerne ledes hen på dokumenter, hvori informationer er mørklagte med sort overstregning – men i VITSVIT er det kun det, som burde være skjult af den sorte streg, der vises midt i alt det hvide. VITSVIT er et polyfonisk værk af citater, der alle indledes med ”Min mor sagde”, ”Min bror sagde”, og som udsiges af forskellige familiemedlemmer. Disse citater bliver videregivet af et skrivende jeg, en datter, der kun træder frem en enkelt gang i samlingen, og dermed forbliver fraværende og stum i sin sprogliggørelse af alt det, som ikke kan siges, men må og skal fortælles. 

Hvidhed og stedsfølelse

Betragter man digtsamlingens titel VITSVIT, kan den anskues både som lyd og som et nyt ord, der er opstået i sammensætningen af ”vit”, der på svensk betyder ’hvid’, og ”svit”, som både kan betyde: ’suite’, ’følgesygdom’, ’mén’ eller ’eftervirkning’. En titel, der efter endt læsning viser sig at være utroligt rammende og slående for værkets indhold. Hvidhed er en tematik, som fylder meget gennem bogen, og det gælder i særdeleshed, hvordan det skrivende jeg anklager sin moder for hvidvaskning af sig selv og det hjem, hun forsøger at skabe: ”Min mor lod blegemidlet løbe gennem syntaksen/På den anden side af skilletegnet blev hendes stavelser hvidere/end en nordatlantisk vinter”.(8). Og ved sidens slutning: ”Tænk at jeg sugede på de bryster/Tænk at hun stoppede sit barbari i min mund”. Citaterne illustrerer, hvordan der helt tydeligt hersker en konflikt mellem moder og datter, og det indikeres, at datteren foragter moderens vedblivende trang til at tillægge sig en historie og en kultur, som ikke er hendes egen: ”som om det var hendes historie der lå chiffreret/ i Janssons fristelser”(8). Således åbnes der også for spørgsmålet om sted og tilhørsforhold, der i digtsamlingen vakler mellem det forladte sted, og det sted, som hver enkelt og familien som helhed nu forsøger at tilpasse sig. Og den svære linedans tydeliggøres – at balancere imellem to kulturer uden at glemme den ene i håbet om at tilegne sig den anden. Dette kommer til syne i værket ved, at alle de citater, som omhandler migration, er ambivalente og rummer en enorm paradoksalitet, hvori der gemmer sig en kamp for både at glemme og huske ikke at glemme fortiden og dens sår: ”Min far sagde: Vi er der stadig, selv om tiden har adskilt os fra stedet”(50).

Problematiske relationer

Skildringen af det problematiske forhold mellem moder og datter skinner intenst igennem en del af citaterne tilhørende moderen: ”Min mor sagde: Jeg vil tage det tilbage som tilhører mig/Du skal møde døden berøvet for sprog/Målløs er du kommet, målløs skal du gå”(33). Eller: ”Du forvansker skaden med din ulykkelige løgn/Der findes en stumhed som ikke kan oversættes”(30). Dette illustrerer, hvorledes kollisionen sker i sproget mellem moder og datter, idet datteren som værkets egentlige udsiger tildeler moderen en stemme gennem de valgte citater. Hermed fornemmer man ønsket om at fortælle en historie, som ikke kun er udsigerens egen men også med stemmer, der tilhører andre. Moderen citeres: ”Kun linjer som udløser mine tårer/anser du for værdige at nedfælde” og: ”Du bygger digtet af mine utilstrækkeligheder/ Bagefter siger du at digtet ikke er mit at begræde”(56). Således italesættes sproget og skriften ustandseligt på ny og indrammer, hvordan personerne i digtene skabes i det sprog, de bliver givet, samtidig med at det skrivende jeg beskrives gennem en talende tavshed.

VITSVIT svæver i spændingsfeltet mellem det smukke og det barske, hvor der imellem alt det voldsomme udfoldes nogle enormt smukke linjer, der af og til indtager form som bibelske lignelser og på en umiddelbar måde fremtræder universelle og livsbekræftende. Til eksempel: ”Min mor sagde: Hjertet er ikke som knæet der kan bøjes af fri vilje”(18). Det er en interessant og tankevækkende digtsamling, som på trods af sit lille format bærer en enorm dybde. Den er skrevet både med en nådesløs brutal hånd og en let poetisk ynde i sprogliggørelsen af de eftervirkninger, som en virkelighed fyldt med vold, kultursammenstød og svigtende tilhørsforhold uundgåeligt må påføre. Og uanset om citaternes indhold er barskt eller af mere livsfilosofisk karakter, overvældes jeg af en lyst til at stanse op i læsningen, blot for at dvæle ved ordene et øjeblik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar