mandag den 7. juli 2014

For frihed! For lighed! For broderskabet!

Skrevet af Katrine Lund

I de sidste par år har Victor Hugos Les Misérables haft en renæssance. Musicalen over værket har levet i bedste velgående i de sidste 30 år, og den blev i 2012 igen populær i form af en musicalfilm, der indeholdt stjerner som Hugh Jackman og Anne Hathaway. I Danmark blev musicalen spillet på Aarhus teater i dette forår, og i dét følge udkom den første korrekte oversættelse af værket på dansk. Men hvorfor oplever Les Misérables denne genopblomstring, og hvad kan en bog fra 1862 overhovedet sige os i dag?


”He was no longer Jean Valjean, but No. 24601.” Les Misérables er historien om Jean Valjean, en galejslave, der flygter fra sin kriminelle baggrund og bliver købt fri af en biskops barmhjertige gerning. Efter denne oplevelse bliver Jean Valjeans liv forvandlet, men han bliver fortsat mindet om sin traumatiske fortid – specielt med ”hjælp” fra den afmålte og vedholdende politimand Javert, der jagter ham. Derudover aflægger Jean Valjean løfte om at tage sig af den unge Cosette, der efterlades af sin mor Fantine, da denne af fattigdom drives ud i prostitution. Det er de stakkels eksistensers historie, som Hugo sætter fokus på. Men fortællingen skildrer ikke bare de fiktive karakterer; den beskriver også store historiske begivenheder som slaget ved Waterloo og Junioprøret i 1832. Værket indeholder forventeligt også en kærlighedsseance og hæderlige kampscener. Persongalleriet byder på alverdens karakterer, som indgår i indbyrdes relationer på kryds og tværs, og spiller en rolle på enten den ene, den anden eller overhovedet ingen måde.

Folkets historie

Allerede ved Les Misérables’ udgivelse var værket længe ventet, og sidenhen er det blevet genudgivet utallige gange. Dette på trods af at den i sin samtid fik megen negativ kritik, der særlig blev udøvet af franske forfattere som Gustave Flaubert og Charles Baudelaire. De var bl.a. utilfredse med værkets sentimentalitet, og Flaubert fandt ”hverken sandhed eller storhed” – han mente tværtimod, at Hugo havde ramt bunden. Flere kritiserede Hugos fokus på socialt udsatte som en romantisk fetich, og nogen mente han opfordrede til revolutionære optøjer. Men folket tog fortællingen til sig, og på trods af kritikken blev værket berømt og elsket verden over af sine læsere.

Les Misérables opbygger en episk fortælling og trækker de store linjer mellem individet og folket, fra Jean Valjeans forandring til nationens forandring. Et værk, der emmer af romantikkens nationsfølelse, men samtidig rummer en form for socialrealisme, der rækker ud til de laveste i hierarkiet. Eksempelvis skriver Hugo: ”We say that slavery has vanished from European civilization, but this is not true. Slavery still exists, but now it applies only to women and its name is prostitution.” Det kollektive perspektiv kombineret med det individuelle fungerer ved, at Hugo etablerer to sideløbende forløb i værket. På den ene side har vi den fiktive handling, som tager udgangspunkt i de enkelte karakterer, hvis udvikling beskrives med nærhed og dybde. På den anden side placerer Hugo indimellem de fiktive handlingsforløb – og muligvis til læserens irritation – passager, der beskriver de store linjer; de historiske begivenheder, Paris, det daværende samfund og det franske folk i dets facetter. Det kan umiddelbart synes forstyrrende, da læseren gang på gang trækkes ud af spændingsforløbet, men i disse passager opnår man samtidig en utrolig viden og får en helt anden føling med de historiske omgivelser. Et eksempel er afsnittet, hvor Valjean har taget Cosette med sig og, flygtende fra Javert, ender ved et kloster. Her bliver spændingen afbrudt af: ”This convent, which in 1824 had already existed for many a long year in the Rue Petit-Picpus, was a community of Bernardines of the obedience of Martin Verga.” hvorefter der følger ti kapitler om nonneordenen samt en 32 siders parentes i en videre udfoldelse af tanker om klostre.

Bogen kan være en udfordring for det 21. århundredes utålmodige læser, der er vant til at få romancer og action serveret på et sølvfad, men en udfordring der er værd at overkomme. Ved at beskrive det franske folk i de individuelle karakterer; ikke blot den højere sociale klasse, men også gadedrengene, de prostituerede, forbryderne og de unge revolutionerende, inkluderes disse atypiske outsidere og socialt udsatte. Hugo giver dem en historie og en identitet i det franske folk. En af bevæggrundene for, at Les Misérables har overlevet medgang og modgang i løbet af sin lange receptionshistorie, kan dermed tilskrives, at Hugo beskrev folkets historie – og at folket har været den tro lige siden. Værket afspejler, på tværs af århundreder, genkendelige problematikker, karaktertræk og en kamp for mennesker, der stadig gør sig gældende.

Det ligger i detaljen

Hugos værker indeholder en utrolig detaljerigdom. Hver gang, der introduceres en ny karakter, en begivenhed eller et fænomen, benytter han sig af lange beskrivelser for at komme i dybden med det pågældende stof. Han er konkret i sine tids- og stedsangivelser, hvilket bygger en troværdighed op omkring fortællingen. Et eksempel er beskrivelsen af slaget ved Waterloo (som i øvrigt står mere eller mindre uden for handlingen), hvor Hugo starter: ”On a fine May morning last year (that is to say, in the year 1861) a traveller, the author of this tale, walked from Nivelles in the direction of La Hulpe.” Hugo besøgte selv Waterloo, og inden han redegør for slagets gang og de historiske kendsgerninger, beskriver han stedets landskab for læseren i et billedrigt, metaforisk sprog.

Hele første bogs del 1 går med at beskrive biskoppen, som spiller en stor rolle i Jean Valjeans liv, men ellers har en minimal rolle i fortællingen. Læserens oplyses om alt fra biskoppens værdier, hans forhold til søsteren, hans personlighed og en samtale mellem ham og en ateist, som er døende (ateisten har ingen betydning for handlingen). Mens man kan undre sig og måske køre død i disse passager, der kan synes ligegyldige, så lærte jeg personligt selv at elske dette karakteristiske træk ved bogen. Da jeg først havde vænnet mig til stilen og det rolige fortælletempo, fandt jeg frem til, hvad der virkelig er skatten ved denne bog: dét, at den netop er forskellig fra de historier, vi er vant til, som er spækket med fortættet action, drama og romance. Hugo tager sig tid til at fortælle, og som læser bliver man også nødt til at tage sig tid til at læse. Det er ikke fordi, at bogen mangler en dramatisk handling – tværtimod. Men Hugo er ikke bange for, at dvæle ved det minutiøse og gå i dybden med det, der kan synes ligegyldigt, men som netop får en signifikans ved at blive dvælet ved.

Et clash mellem romantik og realisme

Skønt værket præges af en romantisk, melodramatisk tilgang, efterstræber det også en realisme. Denne karambolage mellem romantik og realisme har givet litteraturhistorikere hovedpine, da det synes umuligt at afgøre, hvilken periode værket skal placeres i. Dette træk er en ambivalens, der også kan findes i det nutidige; eksempelvis spiller film i dag på patos, romantiske og idealistiske drømmebilleder, samtidig med at det er mest ideelt, hvis filmen er baseret på en form for virkelig historie. Vi ønsker virkeligheden, men vil alligevel hellere se den idealiseret. På samme måde er Hugos beskrivelse af Cosette og Marius’ forelskelse håbløs sentimental, samtidig med at Marius’ ligegyldighed over for Éponines kærlighed er skærende illusionsløs. Da Éponine har udtrykt sit sidste ønske om et kys fra ham, dør hun, og han kysser hendes pande, men ikke så snart er hun død, før han har glemt hende og læser det brev, hun bragte med fra Cosette. Hugo skriver herom: ”that is the way of man.” Her får man ondt af Éponine, hvor man tidligere har haft ondt af Cosette. I den sammenhæng fremgår desuden mit personlige favoritcitat fra bogen: ”… do you know, Monsieur Marius, I believe I was a little in love with you.” Hugo beskæftiger sig med mennesker, hvis skæbner er tragiske, som Fantine, der får sine tænder slået ud, så hun kan betale den bedrageriske Thénardier for at passe Cosette, mens alle pengene går til Thénardier selv. Men midt i den realisme bogen er anbragt i, samt den troværdighed Hugo forsøger at opbygge gennem sine virkelighedsbeskrivelser, er bogen stadig indhyllet i en hang til melodramatisk romantik. Hugo var den franske romantiks forsinkede forkæmper, og dette er bare endnu ét af de aspekter, der gør bogen interessant.

Hvis man allerede har set én af de talrige filmatiseringer af bogen, læst den forkortede forrige danske oversættelse, set musicalen eller på anden måde stiftet bekendtskab med historien, så vil man stadig ikke snyde sig selv for en vital oplevelse ved at læse bogen! I remedieringerne når man aldrig til den dybe karakteristik af Jean Valjeans kærlighed til Cosette, den kedelige beskrivelse af Paris’ kloaksystem eller en indføling med Frankrigs historie og samfund på daværende tidspunkt. Der skal hermed gives en stor opfordring til at læse den fulde episke historie om det franske folks kamp for demokrati.

2 kommentarer:

  1. En fin lille artikel, men idet du inkluderer den samtidige kritik, savner man efterfølgende et receptionshistorisk perspektiv. Hvorfor er det primært "Notre-Dame de Paris" og "Les Misérables", der har opnået popularitet? Fra hans famøse gotiske historie gik der over 30 år, før Hugo vendte tilbage til romangenren, men alligevel er det kun i Frankrig, man opfatter ham som poet frem for prosaist. I Frankrig lærer de, at mesterværkerne er "Les Contemplations" og "La Légende des siècles". I Hollywood nøjes man med at tilpasse hans romaner et melodramatisk kodeks, mest notorisk i Disneys absurde tegnefilm fra 1996. Endog er det svært at svare på, hvad der er mest reduktivt. Måske bekræfter stereotypificeringen af Hugo netop hans universelle kompleksitet?

    SvarSlet
  2. Bemærk desuden, at Flaubert snarere havde en ambivalent attitude over for Hugo. Efter de to forfattere mødtes i Pradiers studie i 1843, blev Flauberts indtryk i høj grad farvet af Louise Colets, hvilket resulterede i ikke blot en gensidig respekt, men en ophævelse af Hugo som den vigtigste forfatter i det 19. århundrede.

    Baudelaire var ligeledes begejstret for den gamle romantiker. I hans essay om "Les Misérables" diskuterer han også "Les Contemplations". Formen i "Les Cygne" og "Les Sept viellards" er sågar indbegrebet af Hugosk metaforisering. Eller bare tænk på vandringssegmenterne i "L'Art romantique". De to forfattere udvekslede endvidere breve vedrørende dyrevelfærd. Man kan med rimelighed sige, at Baudelaires svane blev Hugos idé, som siden skulle sammensmelte den romantiske bevægelse med den symbolistiske (jf. Mallarmé sonnet "Le vierge").

    SvarSlet