mandag den 21. juli 2014

Det starter alt sammen med en krop

Essayistiske overvejelser over ”Frit flet (Fællesbogen)” af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Udgivet 28-05-2014, Gyldendal.
Skrevet af Anne Skov Thomsen


Den danske ligestillings- og kønsdebat er efterhånden kørt godt og grundigt fast i mudderet i en skyttegravskrig mellem ’ansvarsløse drengerøve’ og ’hysteriske mandehadere’. Tre danske, kvindelige forfattere giver nu et interessant nyt bidrag til kønsdiskussionen, der, som projektet skrider frem, desuden forgrener sig til spørgsmål om klasse, global ulighed og racediskrimination – den allestedsnærværende tendens til at anbringe mennesker i formløse frihedsfrarøvende grupper.


For at være helt ærlig (med ærlighed kommer man som bekendt længst) blev jeg allerede en smule træt, da jeg bladrede igennem de første af de 652 damebladsglitrende illustrerede sider i Frit flet. Jeg så med slet skjult fordomsfuldhed frem mod endnu et selvretfærdigt feministisk manifest, der måske nok havde noget på sig, men som blot ville cementere den forstenede krig, der skal forestille at være en køns-’debat’. Jeg sad klar med min spidsede anmelderblyant til at sætte fede streger og fælde æstetiske domme, men ved endt læsning var mit anmeldereksemplar af bogen stadig uden streger, udråbstegn, smileys eller stjerner. Frit flet var slet og ret et smukt lærestykke i demokratisk lytten.
I kraft af bogens formmæssige uformelighed (tekstspektret tæller bl.a. lister, interviews, mailkorrespondancer, dagbogsuddrag, digte, essays, erindringer, journalistiske artikler, festsange, kvad og lege, teatermanuskripter og metaforiske lignelser – for slet ikke at tale om hele den grafiske side; det kitschede layout og private fotoalbums) var det umuligt på forhånd at indtage en passende kritisk vinkel, der kunne vurdere arten af det skrevne. I stedet befandt man sig under læsningen i en tilstand af frivillig tvang: en fordring om for en gangs skyld at holde kæft – og bare lytte til, hvad en masse mennesker havde at fortælle.

Frihed er et nøgleord i det kunstneriske fletteri mellem Aidt, Knutzon og Moestrup, der i bogen optræder under pseudonymerne A, B og C. Man fornemmer en nysgerrig fandenivoldskhed – en drivkraft, der vokser ud af den frihed, det er at være (mere eller mindre) anonym, løsrevet fra de inde- og udefrakommende forestillinger og forventninger, der måtte begrænse en. Formen er vild og grænsesøgende, ligesom læseren i forordet stilles frit til at læse forfra og bagfra, springende og grundigt (undertegnede læste selvfølgelig slavisk og uopfindsomt fra højre mod venstre).
Hele værket bærer præg af en fin og beundringsværdig undersøgende tilgang, der også overlader et frit fortolkningsrum til læseren. Kreative, humoristiske billeder og absurde lignelser kalder på læserens genkendelse uden at plante sin fede moralske pegefinger i panden på én. Her drages få konklusioner og stilles mange spørgsmål: Hvad vil det sige at være mand/kvinde/sort/hvid/fri/slave, og hvordan manifesterer forestillinger om og traditioner for disse kategorier sig synligt og usynligt?

Gennem interviews med sønner og døtre, mødre og fædre, danske og udenlandske forfattere og kunstnere, race- og kønsforskere, antropologer, immigranter og mange andre høres hundrede stemmer tale. Men også i form af (ufatteligt lattervækkende!) logbøger over bogens tilblivelsesproces, private mailkorrespondancer, fotografier, dagbogsnotater, børnetegninger mv. undersøges med nysgerrighed og forløsende ironisk selvhøjtidelighed, hvordan forfatterne selv placeres som brikker i den store sammenhæng. Hvilke strukturer og ligheder kommer til syne? Og er der overhovedet en sammenhæng, andet end at sammenhængen tilsyneladende som regel regnes for naturlig/objektiv, men samtidig må tilskrives en vanemæssig blindhed for disse handlings- og tankemønstre? Vi vil så frygteligt gerne, bevidst eller ubevidst, placere folk i grupper og kategorier, men bogens mange stemmer vækker en dyb indsigt: ”dirren efter dirren, maskefald efter maskefald – at man altid må være indstillet på at indse endnu en blindvinkel.” (622).

Én af de blindvinkler, man kan iagttage i dagens samfund, er kønsdiskrimination. Det er en udbredt opfattelse, at eftersom vi i Danmark ved lov har vedtaget juridisk ligestilling, så er der vel også ligestilling. Men diverse tal og statistikker over løn og ansættelse i topposter viser gang på gang, at det altså ikke er tilfældet i praksis. Sådanne tal kan man dog forholde sig til og forsøge at regulere på forskellig vis, men hvad med den diskrimination, der foregår i det skjulte? Ikke forstået som den, der ikke når det offentliges blik (fx hustruvold bag hjemmets fire vægge), men den diskrimination, som vi alle sammen – mænd og kvinder, bevidst og ubevidst – er med til at bekræfte og praktisere hver eneste dag?

Det er samme tema, der behandles i et harmfuldt essay med titlen: ”Nej til erotisk kapital”, der problematiserer tendensen til gennemgående at iscenesætte og omtale kvindekroppen som en vare. Man kan bare iagttage frekvensen af tiltrækkende, mere eller mindre afklædte kvindekroppe inden for markedsførings- og underholdningsbranchen. Kvindekroppen er en plakatsøjle, der sælger. Ifølge den britiske sociolog Catherine Hakim besidder kvinden imidlertid en social magt i kraft af sin ’erotiske kapital’, altså sin seksuelle udstråling og mandens evige begær efter kvindens krop. Men på denne måde italesættes og opfattes kvindekroppen stadig som en vare, der taber sin værdi, hvis den sætter prisen for lavt (er ’billig’). Den værdisættes ud fra sit udseende og tab af samme, og essayet taler således også om forgudelsen af barnekvindekroppen over for den foruroligende afsky, der tilsyneladende ofte hersker om den forfaldne, aldrende kvindekrop. Er værdisættelsen af kvindekroppen forbundet med dens frugtbarhed? spørges der blandt andet.

Men diskussionen om køn og ulighed er mere kompleks end som så. I et interview med en søn af en af forfatterne svarer en 11-årig dreng således på spørgsmålet om, hvad folk forventer af drenge: ”(…) der bliver forventet mere ansvar. Jeg føler, at hvis man gør noget forkert, så bliver det taget lidt mere seriøst. Også, selvom sådan er det ikke, men det bliver på en måde forventet, altså du er en dreng, så skal du ikke græde. Det er ikke sådan, men det er alligevel sådan. (…) Men de siger det ikke, det er noget, man ligesom kan se.” (313).

En anden blindvinkel er den såkaldte ’blindhed for hvidhed’. I Skandinavien holder vi meget af at betragte os selv som tolerante og antiracistiske. Man kan skelne mellem to typer hvidhed; den etnisk rene eller ublandede hvidhed og så en særligt beundringsværdig hvidhed – vi er ikke bare hvide, men også bedre og mere velfungerende og civiliserede end andre hvide nationer. Men med hastigt voksende, radikalt nationalistiske partier i alle lande er virkeligheden imidlertid en anden. Det er en kendsgerning, at det er sværere at få job, hvis ens navn ikke er ’dansk-klingende’, og får man ikke et job, så nasser man på samfundet. Får man omvendt et job, stjæler man det potentielt set fra ’danskerne’. Samtidig hersker der i Danmark en modstand mod at være ’for politisk korrekte’, hvad der tilsyneladende retfærdiggør racetematiserede vittigheder, ligesom den evige diskussion om, hvad man skal kalde ’dem’ synes uden løsning, fordi den ene term virker mere fremmedgørende end den anden. Blindhed for hvidhed er kort sagt at nægte, at racismen finder sted – i det mindste fra ens egen hånd. Men faktum er, at den for ikke-hvide er en iøjnefaldende del af hverdagen. Erklæringen om at være antiracist er blevet en sovepude for passivitet over for den diskrimination, der faktisk finder sted: ”Hvidhedens overherredømme kommer af, at hvide kroppe bare ses som kroppe, ikke som hvide kroppe, dvs. som det første, det egentlige, det universelle, hvorimod alle ikke-hvide kroppe er det andet, det fremmede, specifikke.” (619).

Problemstillingen er langt mere kompleks, end jeg har plads til at redegøre for her, så jeg tillader mig at springe til det væsentlige, nemlig hvordan man kan komme ud over denne blindhed for hvidhed, men måske også diskrimination på alle menneskelige områder i det hele taget? Den engelske professor i race- og kulturstudier, Sara Ahmed, finder frem til ét eneste forslag; at subjektet må foretage en dobbeltvending. Man må på én gang forholde sig kritisk bevidst til sin egen rolle og sit ansvar i historien om den diskrimination, der også er historien om nuet, men samtidig vende sig bort fra sig selv og hen mod andre. Det er ikke tilstrækkeligt med selvindsigt, men kræver en aktiv bortvending fra sig selv og henvendelse til den anden for at sikre dennes frihed.

Frihed bliver derfor også et spørgsmål om retten til det forskellige og til ikke bare at være én ud af en uformelig gruppe. Udgangspunktet må altid være det enkelte individ, og den mest grundlæggende rettighed; retten til sin egen krop. Sidstnævnte påpeges af en tamilsk digterinde, hvis digtsamling ”Bryster” har affødt adskillige trusler mod hende – præmissen i et land, hvor retten til at skrive om kvindekroppen er forbeholdt mænd. Men den tamilske digterinde demonstrerer, hvordan litteraturen netop kan blive et sted og et redskab for så at sige at gen- eller om-tale kroppens frihed: ”I poesi får de ord, som beskriver kroppe hele tiden nye betydninger, samtidig med at de afspejler en social og politisk virkelighed.” (271).

Frit flet giver som værk et lødigt bud på spørgsmålet om, hvad litteraturen som form kan bidrage med i oplysningen og afviklingen af det moderne samfunds diskriminationsstrukturer. De tre anonymiserede forfattere beskriver en dyb glæde ved opgive den solistiske tilværelse som digter for i stedet at skrive sammen – at skabe sammen, at give plads til den andens stemme uden at miste (bevidstheden om) sin egen. I et større perspektiv kan man sige, at det store projekt bliver at af-tale de undertalende diskurser. At give kroppene et værd, ved at be-tale dem forstået som at påtale dem. At give mennesker en pris, et værd i sig selv, ved at give dem taletid: ”At lytte til andres erfaringer og stemmer uden at sætte sig selv i centrum.” (625).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar