mandag den 2. juni 2014

Filtreret kærlighed i en sprogperle af en roman

Stine Pilgaard: Min mor siger, Samleren/Rosinante&CO, København 2012, 168 sider.
Anmeldt af Line Andersen

”[…] du er det hæsblæsende stabiliserede vanvid der snor sig rundt i min krop og langsomt, ganske langsomt, antager form som en tilværelse.”


Kærlighed er i et litteraturhistorisk perspektiv efterhånden blevet beskrevet til hudløshed. Det omsværmede tema er blevet klistret til i kvalmende klichéer og bliver oftest en parodi på de store klassikere på den ene eller anden måde. Der er dog heldigvis få talentfulde forfattere og forfatterinder, som forstår at twiste kærlighedstemaet, så det kommer til at fremstå nyt og skinnende i den ellers irrede skønlitterære jungle. Stine Pilgaard er et sådan eksemplar, da hun i sin sprogperle af en debutroman fra 2012 har formået at filtrere de kiksede klichéer fra og i stedet skabt et humoristisk-ironisk indhold med mange finurlige krøller på blandt andet den gennemgående monolog, der åbner hvert kapitel.

Romanen, der er inddelt i tre dele, handler om en navnløs kvindelig jeg-fortæller, hvis kvindelige kæreste har slået op. Dette tvinger jeg-fortælleren til at skulle starte forfra på sit liv, og vi bliver som læsere ført igennem en eksistentialistisk-, men samtidig nede-på-jorden-rejse gennem hovedpersonens liv fra bruddet og ca. et år frem, hvor jeg-fortælleren forsøger at tackle en mor, der har en mening om alting, en ekskæreste som hun stadig er forelsket i og et speciale, som ikke skriver sig selv. Hver del beskriver en udvikling, hvor første del bliver brugt til rekreation på præstefaderens sofa, anden del på at finde fodfæste og lære at stå på egne ben og tredje del til en ny og spændende forelskelse.

Romanen hedder Min mor siger og er også dedikeret til forfatterindens egen mor, som man kunne forestille sig, bogen er inspireret af. Som titlen klart beskriver, er jeg-fortællerens mor en af de mødre, der har sidste ord – HVER GANG. ”Min datter skal ikke være en af de der evighedsstuderende […] Jeg har fundet en lejlighed, siger min mor, det er en af mine kollegaer der skal have lejet den ud, det er lige dig, skat”, skriver Pilgaard på s. 98. Dette viser også, at sætningen ”siger min mor” er gennemgående for hele bogen: ”Gud, hvor du klynker, siger min mor, bliver du aldrig træt af at høre på dig selv?”

I løbet af bogen forekommer der tolv korte afsnit, som Pilgaard har navngivet: ”Monologer fra en søhest”. Her beskrives hendes kontrastfulde følelser og tanker omkring tidligere forhold, familie og lignende graciøst fra hendes såkaldte ”søheste-perspektiv” – hun sammenligner sin hukommelse med en søhest, eftersom den del af hjernen, hvor disse minder bliver lagret, har form som en sådan. Det ses, da jeg-fortælleren forsøger at få sagt de tre gyldne ord til sin nye kæreste. Hun får først sagt: ”Stativ, Stakit, Kasket”, som bliver et gyldigt synonym i deres parforhold, men får senere lavet det til ”Negligevapse”, som betyder: ”Jeg elsker dig” på inuitsprog. Ydermere har jeg-fortælleren samtaler med sin læge, hvor kærligheden bliver gjort til en biokemisk reaktion i kroppen, hvor Pilgaard altså yderligere viser sit talent for filtrering af den traditionelle måde at beskrive kærlighed på.

Gennem Pilgaards kontrastfyldte skriftsprog formår hun at skabe et helt specielt univers, som fanger læseren fra start. Hun får beskrevet følelsen af kærlighed, så man selv sidder med bankende hjerte og høj navle, når jeg-fortælleren forsøger at stykke sig selv sammen efter bruddet, men også, og måske især, da hun oplever den nye forelskelse. Hvad indholdet ikke altid helt lever op til, gør sprogperlerne op for, og det er en sand fornøjelse at læse den unge forfatters første udgivelse. Jeg glæder mig personligt til at høre mere fra hende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar