mandag den 30. juni 2014

Et festmåltid af et teoretisk værk

Anmeldelse af Jon Helt Haarder ”Performativ biografisme”, d. 13. maj 2014, Gyldendal.
Anmeldt af Nicoline Thoning


Performativ biografisme er et overordentligt velstruktureret teoretisk værk. Fra første side klarlægges strategi og hensigt gennem reflekterende forfatterkommentarer, sådan at der hele tiden holdes en hånd under læseren. For selvom værket har en akademisk retorik og der ikke hersker tvivl om, at det primært henvender sig til velbelæste litterater, så forbliver det stadig spiseligt. Dette skyldes hovedsagligt Jon Helt Haarders brillante evne til aldrig at tabe sin læser af syne og den fine balance mellem et akademisk sprog og en humoristisk nede-på-jorden tone.


Et værk med mange indgange

I sin introduktion proklamerer Haarder, at værket med fordel kan læses sammenhængende, men at de enkelte afsnit ligeledes kan læses hver for sig. Dette, mener jeg, er et af værket store styrker, da det bevæger sig mellem en teoretisk diskussion om, hvad performativ biografisme er, samtidig med at der laves interessante læsninger af eksempelvis Strunge, Knausgaard og Beck Nielsen, som sagtens kan plukkes ud og læses på baggrund af en interesse for det enkelte forfatterskab. Værket er meget pædagogisk og bevæger sig et skridt af gangen med en indledende diskussion af forfatterfunktionens udvikling, og hvordan denne kan ses i relation til samfundsudviklingen. Denne diskussion kan føles en lille smule langhåret, hvis man allerede har stiftet bekendtskab med den, samt de modeller som er gængse inden for feltet, såsom Habermas’ model over den borgerlige offentlighed og Goffmans inddeling af samfundet i sfærer, der i sammenspil viser, hvordan vi i vores samfund får en større midtregion, hvor grænsen mellem det offentlig og private rum er flydende. En region de performative forfattere bevæger sig i, hvilket gør afgrænsningen mellem fiktion og virkelighed svær – ja nærmest umulig. Dog synes jeg, at netop de teoretiske afsnit er gode til at oplyse den læser, som stifter bekendtskab med performativ biografisme og den hertil knyttede forfatterdiskussion for første gang. Således formår værket både at være introducerende og udvidende, idet den læser, der allerede har en referenceramme inden for emnet, nemt kan lokalisere de afsnit i bogen, der kan biddrage til ny viden.

Spændende læsning

Særligt i de forskellige læsninger af performative forfattere bliver man fanget og drives frem af nysgerrighed og iver. Her formår Haarder at holde det på et højt akademisk analytisk niveau, uden at det bliver tungt og trægt, mens han demonstrerer, hvordan de begreber, han har introduceret, kan anvendes og optræder i litteraturen. Eksempelvis forklarer han, hvordan et værk som Min Kamp skaber såkaldte medialiserede energikredsløb, hvilket viser den gennemgående spænding mellem kontrol og kontroltab i den performative biografisme. Således fremlægger Haarder, hvordan performative forfatterskaber har et processuelt aspekt, idet værket sættes i gang af et selvbiografisk koncept. I kraft af, at værket også er det der sker omkring det, er det ikke nødvendigvis klart, hvornår det er forbi – hvis det overhovedet kan sige at være forbi, idet læserreaktionerne vedblivende vil medvirke til at manifestere værket. I sin indkredsning og analyse af fænomenet performativ biografisme står Haarder på et velfunderet teoretisk fundament. Alle pointer underbygges med største omhyggelighed – her påstås aldrig, men illustreres og undersøges. På den måde udstyrer Haarder efter min mening sin læser med et stærkt sprog, et begrebsapparat, som muliggør at tale om og arbejde med performative værker og forfatterskaber på en nuanceret måde.

Performativ biografisme er godt skrevet, og bogen kan varmt anbefales både i forbindelse med et litterært studium såvel som fornøjelseslæsning. Uden tvivl vil udbyttet være forskelligartet, men jeg synes, værket formår at tage hånd om forskellige læsere, i kraft af den velstrukturerede tilgang til stoffet, der fremlægges på akademisk vis, men uden at gøre det utilgængelig for andre litteraturinteresserede. Det er et spændende værk, som den enkelte læser kan træde ind i, der hvor deres behov eller interesse ligger, hvilket jeg synes er en fantastisk kvalitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar