mandag den 12. maj 2014

Litteraturen som socialt fænomen

Anmeldelse af antologien Refugium,  skrevet af skrivegrupperne hos Aarhus Litteraturcenter
Anmeldt af Katrine Lund


”Den selvfølgelighed, at litteraturen ikke kun er noget, der findes i bøgerne. Den er også et socialt mellemværende, der binder os sammen” Sådan skriver Christian Djurhuus, daglig leder af Litteraturen på scenen, i forordet til antologien Refugium. At litteraturen er et socialt fænomen er netop noget, bogen særligt afspejler, da den er blevet til i et litterært fællesskab med basis i Aarhus Litteraturcenter på Godsbanen. Bidragyderne er skrivelystne århusianere fra centerets skrivegrupper, der internt får og giver feedback på hinandens tekster. Denne inkluderende forsamling markeres med titlen på bogen: Refugium. Et fristed hvor man får lov til at være den, man er. 




Refugium: Prosa og lyrik i en skøn blanding

Antologien er delt i to halvdele; en del med lyrik og en del med prosa. Når man vender bogen den ene vej, kan man dermed læse lyrik, og når man vender den om, kan man læse prosa. Hele projektet er interessant, især med tanken på at vise, hvad potentielt spirende forfattere skriver, men også helt almindelige mennesker, der ikke nødvendigvis har et ønske om at blive udgivet. Der er alverdens kreative bidrag i prosadelen: et uddrag fra en bedemandsroman; en familiefar, der vil begå selvmord og tage resten af familien med sig; en kvinde, der skyder en mand, i frustration over, at hendes egen mand ikke kan få erektion; en ældre kvinde der oplever det at blive en byrde for andre, når man bliver ældre. Lyrikdelen rummer også et bredt spektrum, som starter ud med Jan Rüsz’ digte, der er enkle og rummer en mytisk stilhed og melankoli i sig. Bidraget efterfølgende er Louise Nordvigs, som er ekspressionistiske digte, der rammer taktilt, og kan minde om prosaisk lyrik. Derefter følger alt fra kærlighedsdigte til et haikudigt til digte om læder, cirkus, porno og savn. En personlig favorit er Nadia Donnerborgs ”når døden kigger forbi / får man mulighed for at snakke om / det meningsløse / eller hvorfor vi aldrig skiftede / lyset / på badeværelset” og ”tid er ikke et relativt fænomen. / det er en måleenhed for afstanden mellem os”.

Der er på ingen måde kohærens i bogens forløb, men det er også det, der gør den skøn at læse, da man det ene øjeblik er i Hollywood og det andet i et krematorium. Antologien rummer en alsidighed, da teksterne er så forskellige, som forfatterne bag er det.

Et pumpende hjerte

Der er flere tekster, der er værd at fremhæve, og jeg vil her hive fat i et par fra prosadelen:

Teksten ”Langt ude” handler om en mand, som angiveligt har haft en form for brud med en kvinde. Han reflekterer over sin egen form og krop, og over, hvordan han må se ud i andre menneskers øjne, mens han vandrer rundt i byrummet, i skoven, længere og længere væk. Hans sindstilstand og identitetskrise bliver beskrevet med god indsigt, i smukke metaforiske billeder men stadig i et realistisk setting. En sætning sidst i historien er særligt bemærkelsesværdig: ”Mente du alle de hårde ord, eller mente du kun dem, der manglede?” Her henvender forfatteren sig pludselig direkte til et ”du”, hvilket skaber en nærhed mellem læser og fortæller.

Kasper Lapp har skrevet nogle små tekster, der fungerer som en slags referater. De er humoristiske og unikke, og viser at vi nogle gange kan få mere ud af de små, intense stykker litteratur, end vi kan få af en overfyldt roman. Et eksempel på én af historierne følger her:

”En kvinde går hver dag på biblioteket og låner den samme bog. Lige før lukketid vender hun tilbage og afleverer den igen. Hver gang har hun skrevet endnu et par ord over i sin notesbog, og snart vil hun have kopieret hele bogen”

Karakteren er her anonym og går under benævnelsen ”en kvinde”. Hun foretager sig ikke noget egentligt, og der er ikke noget klimaks eller plot. Alligevel betager historien mig. De få linjer fortæller os, at kvinden kopierer en bog. Måske fordi hun ikke kan skrive sin egen bog, sin egen historie, og derfor kopierer hun ’en andens liv’? Igennem de små historier ser vi, at litteratur ikke behøver at have en bestemt størrelse eller et længevarende handlingsforløb for at kunne blive analyseret og fortælle os noget om verdenen.

I ”Hittegods” finder hovedpersonen et pumpende hjerte liggende på midten af gågaden. Ingen synes at tage notits af det, så jeget tager hjertet med i en taxa for at bringe det til sygehuset. Her følger der en fin beskrivelse af et bureaukrati, hvor ingen er egentlig interesserede i éns sag, og hvor man altid bliver sendt videre i systemet. Efter receptionistens telefonsamtale med politiet der lyder: ”Ja… Nej… Hm… Nå… Okay… Farvel”, får jeget at vide, at de ikke kan tage imod hjertet. På hittegodskontoret kan hjertet endelig blive afleveret, men idet det sker, forlader alt liv jeget. Dette er en interessant historie, der blander beskrivelser af et både realistisk miljø, der meget vel kunne være Aarhus, med noget fantastisk i kraft af hjertets konkrete og symbolske værdi.

Fællesskabet forbedrer individet

Meget tyder på at Refugium er et velfungerede koncept. Skrivegrupperne er eksempler på en stigende tendens i litteraturskrivning i dag; man skal ikke mere være den dostojevskijske forfattertype, der tilbagetrukket sidder alene om natten i skæret af en lysstump og skriver. Man skal være forfatter i et fællesskab. Denne tendens står i kontrast til det individualistiske samfund, hvor det gælder om at realisere sin egen drøm. Måske er vi ved at indse, at vi har brug for andre mennesker? Der er stadig et ønske om at være det højttænkende geni, der solitært kæmper sig til succes, men i realiteten ser det anderledes ud. Skrivekurser, skrivegrupper, højskoler, forfatterskoler, feedback og bogklubber er alle eksempler på litterære fællesskaber. Vi danner sociale grupper som aldrig før, så det undrer ikke, at også litteraturen og dét at skrive vil blive påvirket af denne udvikling mod at passe ind. Fællesskabet er også en styrke, og det er skrivegrupperne på Godsbanen et udtryk for. Grupperne har formeret sig til 10 grupper siden 2012 og er efterhånden meget efterspurgte. Det forlyder, at der er en interesse for hvert år at udgive en antologi, så Refugium blot er begyndelsen på et længevarende projekt.

Alt i alt er bogen klart anbefalelsesværdig, for projektets men også for indholdets skyld. Den har været en fornøjelse at læse, og giver et godt indblik i det litterære vækstmiljø i Aarhus.

Bogen kan købes på Litteraturcentret eller ved henvendelse hos Jette Sunesen: jette@litteraturen.nu

Ingen kommentarer:

Send en kommentar