mandag den 26. maj 2014

I bagklogskabens klare lys

Signe Langtved Pallisgaard "Et andet sted", Lindhardt & Ringhof 2014
Anmeldt af Vicki Kragh Pedersen


Utroskab, nyt liv, rejse til Norge, fortrydelse. Disse er blot nogle af temaerne i Signe Langtved Pallisgaards debutroman. Det er er en hverdagshistorie, som berører mange af de følelser, som almindelige mennesker oplever i et fast parforhold, men også i livet generelt. 


Anna er gift med Mattis, og sammen har de datteren Selma. Umiddelbart virker de lykkelige og synes udadtil ikke at mangle noget. Men Anna er ikke lykkelig længere. En dag, da hun skal til Norge for at prøve at redde sin storebrors ægteskab, tager hun samtidig turen som en pause fra sit eget ægteskab. Og da hun på vej til Norge møder sin gamle flamme Alexander, bliver hun for alvorlig i tvivl om sin fremtid, sit ægteskab og sin egen lykke.

Et andet sted foregår på to forskellige tidspunkter. Vi følger Anna, både mens hendes tvivl opstår og et år senere, hvor hendes liv er på katastrofekurs, og hendes mormor ligger for døden på hospitalet. Der skiftes meget imellem de to forløb, men de er samtidigt kædet sammen, så det giver mening for historien. Oftest sker skiftet i forbindelse med et nyt kapitel. Ind imellem disse to forløb bliver Annas familieforhold også uddybet – hvordan hendes opvækst var, hvilket forhold, hun har til sin storebror Anders, samt hvordan hun følte det tragiske tab af sin lillebror.

”Engang havde jeg en lillebror. Johan hed han. Min mormor, som vi alle kaldte Oldingen, udtalte det Johan med tryk på første stavelse. Det lød meget smukkere i hendes mund. Så smukt, at alle forsøgte at efterligne hendes måde at sige det på. Johan døde inden sin etårs fødselsdag. Han udåndede fredeligt i sin kravlegård, siger alle, men jeg var kun seks år og for ung til at forstå, hvad der skete, som min mor altid siger, mens hun blinker så hurtigt med øjnene, at de hakker hendes blik i småstykker. ”Ja,” tilføjer min far så: ”lille Anna gled heldigvis hen over Johans død, som et øje glider hen over ordene på et sprog, man ikke forstår.” Men jeg forstod godt sorgens sprog. Jeg forstod, at det forandrer alt. At sorgen sænker alt det gode ned i et usynligt mørke. Hans død blev min tidsregning, mit dengang og nu.” (34-35)

Et andet sted er en simpel historie. Den tager fat i meget almindelige hverdagsproblemer, som kan overgå os alle. Anna bliver først i tvivl om sine valg, da fortiden kommer tilbage i hendes liv i form af hendes gamle flamme, og det er først, da hun sidder alene i en lejlighed og føler sig ensom, at hun indser, at alt kun er gået galt, siden hun valgte at være Mattis utro med Alexander. Tingene bliver ikke bedre af, at Alexander på ingen måde ønsker at være en fast del af Annas fremtid. Hun står derfor i en situation, hvor hun fortryder sine handlinger, samtidig med at hun indser, at hun har splittet sin familie ad af de forkerte årsager.

Et andet sted er velskrevet og har et let fremkommeligt sprog, som gør bogen nem at læse. Desværre er det ikke en historie, der bliver hos mig som læser. Det er nemt at identificere sig med personerne og deres følelser, men der er ikke noget, der gør historien unik. Det skulle lige være de steder, hvor Oldingen er i centrum – hun er et menneske, jeg gerne ville møde i virkeligheden, men alt i alt er historien for almindelig. God læseoplevelse, men mindre god historie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar