mandag den 12. maj 2014

At være ødsel med sig selv

Litterær artikel om Tove Ditlevsens selvudleverende sene forfatterskab.
Skrevet af Lisa Emilie Jørgensen

Tove Ditlevsen er en af Danmarks betydeligste forfattere. Da hun begik selvmord i 1976, mødte mellem 800 og 1000 mennesker op til hendes begravelse, hvilket vidner om hendes popularitet i samtiden. I begyndelsen opfattede jeg ikke hendes forfatterskab som noget specielt, men efter at have læst hendes sene udgivelser er hun blevet én af mine yndlingsforfattere.



Mine første møder med Tove Ditlevsens forfatterskab tiltalte mig ærligt talt overhovedet ikke. Efter at have læst ”Ditlevsen-klassikerne”, Barndommens gade og Pigesind, gav jeg op – det fangede mig bare ikke, og jeg fik vist slet ikke læst Barndommens gade færdig på daværende tidspunkt. Men da jeg i en eksamensopgave skulle foretage en komparativ analyse af Pigesind og Olga Ravns digtsamling Jeg æder mig selv som lyng (2012), blev jeg nødt til at give Ditlevsen en ny chance. Jeg skrev min opgave med klart størst fokus på Olga Ravns digtsamling, men jeg blev samtidig fascineret af, hvad Olga Ravn mon så i Tove Ditlevsen, siden Jeg æder mig selv som lyng fik undertitlen Pigesind – altså opkaldt efter Ditlevsens debut. Omtrent på samme tid stiftede jeg bekendtskab med Josefine Klougarts romaner, der også fangede mig, og jeg læste mig frem til, at også hun spejler sig i Tove Ditlevsen. Det fik mig til at stille spørgsmålet: Hvad ser de i Tove Ditlevsen, som jeg ikke kan se?

Jeg begyndte igen, meget skeptisk, at læse Tove Ditlevsen. Denne gang valgte jeg hendes erindringsromaner, hvor specielt Gift (1971) fangede min opmærksomhed. I 2012 genudgav Gyldendal Gift med et forord skrevet af Dy Plambeck. Og lige dér i forordet stod det hele jo forklaret for mig! Gift er en af Ditlevsens erindringsromaner, og den handler således om hendes eget liv, selvom også dele af den er fiktion. Blandingen af fiktion og virkelighed i Ditlevsens erindringer skabte forargelse i Ditlevsens samtid, fordi hendes ægtemænd (hun var gift i alt fire gange) og andre pårørende følte sig udstillede. Som titlen angiver, handler Gift om Tove Ditlevsens fire ægteskaber, men den handler også om den gift, narkotikaene, som Ditlevsen blev afhængig af. Derudover handler Gift også om at være gift med skriften. Gift er en hudløst ærlig beretning om Tove Ditlevsens liv, der mest af alt udleverer hende selv. Hun beskriver f.eks. flere gange, hvordan intet betyder ligeså meget for hende som skriften – end ikke hendes mænd eller børn:

”[…] og nu hvor jeg ikke mere skriver, føler jeg en stor tomhed i mit indre, som intet kan udfylde. Jeg synes, at alt går ind i mig, uden at der kommer noget ud igen. […] for mig er livet kun en nydelse, når jeg skriver.” (Ditlevsen 1971:53) 

Jeg valgte at fortsætte min læsning med Vilhelms værelse, der er lige så selvudleverende som Gift, og som faktisk er blevet ét af mine yndlingsværker.

Vilhelms værelse blev udgivet i 1976 og er den sidste roman, som Tove Ditlevsen skrev, inden hun begik selvmord. Selvom Vilhelms værelse er udgivet under genrebetegnelsen roman, er den ofte blevet læst selvbiografisk, hvilket er meget forståeligt. Romanen handler om forfatterinden Lise Mundus og hendes ægtemand Vilhelm Mogensen, der har forladt hende til fordel for sin elskerinde. Lighederne mellem Tove Ditlevsen og Lise Mundus er mange: De er begge succesfulde forfatterinder, har begge været gift fire gange, har fire børn, er blevet forladt af deres mænd (Ditlevsen blev forladt af sin sidste mand Victor Andreassen), der desuden begge er chefredaktører – og, nå ja, så har de begge været indlagt på psykiatriske afdelinger, kæmper med narkotikamisbrug og er selvmordstruede. Sammenfaldet mellem Ditlevsen og romanens Lise Mundus tydeliggøres af romanens form. Det fortællende jeg og hovedpersonen Lise smeltes flere gange (nærmest ukontrolleret) sammen til et ”vi”, hvilket ses allerede på en af romanens første sider:

”Selv alle billederne har jeg smidt væk for bedre at kunne samle mig om billederne på mit hjertes væg. Kun et har jeg beholdt: kanonfotografiet af Vilhelm og Lise på Himmelbjerget. Vi er unge og lykkelige, og der er sådan et strål af forelskelse om os, at det endog må have vakt fotografens misundelse.” (Ditlevsen 1976:7)

Lise Mundus præsenteres desuden også som forfatter til et af Tove Ditlevsens mest kendte digte, ”De evige tre”. Spillet mellem Tove Ditlevsen, jeget og Lise Mundus bliver altså så tydeligt, at læseren ikke kan undgå at gennemskue det – men mon ikke, det også er meningen? Selvfremstillingen er simpelthen så tydelig, at den ikke kan ignoreres, og den kan derfor ses som en læserprovokation, der måske sætter spørgsmålstegn ved og kritiserer det at læse for selvbiografisk.

Der er uden tvivl en ødselhed i Ditlevsens forfatterskab, som Klougart bemærker. Ditlevsen provokerer og leger tydeligt med sin egen identitet på en selvudleverende og selviscenesættende måde. Helt til hendes død herskede der f.eks. tvivl om, hvornår hun var født: I erindringsromanen Barndom beskrives det, at hun er født i år 1918, men den virkelige Ditlevsen blev født året før, altså 1917. Dette viser, hvordan Tove Ditlevsen bevidst legede med sandt og falsk i sine udgivelser. Men ligesom det i vores samtid ikke altid giver mening at spørge til, hvor meget stof, der er sandt eller falsk i en roman, gør dét det heller ikke i Tove Ditlevsens forfatterskab – og måske er det netop dette, som inspirerer til den markante selvfremstilling hos vores tids unge forfatterinder, og som gør, at Tove Ditlevsen fortsat er aktuel. Efter at have læst hendes ældre udgivelser forstod jeg i hvert fald pludselig, hvorfor hun i Dansk Litteraturs Historie bliver omtalt som en af 1900-tallets betydeligste forfattere både som lyriker og prosaist.


Litteratur:

Ditlevsen, Tove. Erindringer. Gift. Haslev: Gyldendals Bogklub, 1971.

Klougart, Josefine. ”Fem fra Klougart”. Den sproglige flåde. 2012. <http://flaaden.blogspot.dk/2012/06/fem-fra-klougart.html>

Schou, Søren. ”Barndommens stenede, undrende land – Tove Ditlevsen”. Dansk litteraturs historie. Bind 4. 1920-1960. Red. Klaus P. Mortensen & May Schack. København: Gyldendal, 2006. S. 430-437.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar