mandag den 28. april 2014

Om selvironi og menneskelighed


Essayistisk reportage fra foredrag med Hassan Preisler i Kakofoni, Aarhus Universitet, 22.04.2014
Af Anne Skov Thomsen

”Jeg vil bare gerne være et menneske,” siger Hassan Preisler og slår ud med armene i en mild, appellerende gestus. Jeg nikker sympatiserende med et plastickrus med lunken kaffe mellem hænderne, mens jeg tænker, at dét lyder som en kæmpe kliché.
Men efter at have ligget en rum tid i sengen samme aften og spekuleret over sådan noget som menneskelighed, sociale facader og parader, er jeg overvundet til min artsfælles nok mest uskyldigt tænkelige bøn.

Billede lånt fra www.b.dk. Foto: Christian Liliendahl 


Det hele starter med en musikalsk rockende oplæsning fra Preislers debutroman Brun mands byrde akkompagneret af lækre beats fra back up-dj Caspar Nørgaard:

Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket joggingtøj, men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæder jeg mig i krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og jeg ville foretrække Mr. Jardex, men jeg tør ikke, og når jeg tager på Lousiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være…”

Ordene strømmer som en byrde fra en brun mands skuldre, og ligesom ”Lille sorte Sambo”-udklædningen fra bogens forsideillustration ligger smidt på jorden på omslagets bagside, synes denne ordspyende selvironiker og samfundskritiker gennem foredraget langsomt at klæde sig af for at stå tilbage som en nøgen og sårbar Hassan (der ganske vist som virkelig, levende person erklærer sig for værende midt i denne identitetssøgende proces).
Med slet skjult selvironi skildres i uddrag fra bogen en langhåret, selvglad gymnasie-Hassan, en blondine-glad og for alt i verden ikke karrystinkende ungdoms-Hassan, og en vred Hassan, der taler på store integrationskonferencer mod strukturel racisme med samme fordømmende retorik som den, han gør oprør imod. Men man kan ikke leve et menneskeliv gennemsyret af vrede mod verden eller i fuldkommen fortvivlelse over en identitet, som denne verden synes at have forpestet en med  – i hvert fald ikke, hvis der samtidig skal være rum til et kærligt familieliv, som Hassan beretter.

Aftenens akademisk litterære publikum forpasser naturligvis ikke chancen for et spørge ind til Hassan Preislers forhold til den selvbiografisme, han med Brun mands byrde må siges bogstavelig talt at indskrive sig i. Han svarer, at han umiddelbart godt kan lide at se sig selv som en del af denne tendens i tidens litteratur, ligesom han også på spørgsmålet om forholdet eller dikotomien mellem selvironi og autentisk selv svarer, at det meget ligger i tiden. Og måske sker der virkelig noget for tiden i litteraturens forhold til selvironien som virkemiddel?

Det kan forekomme paradoksalt, at vejen til eksistentiel selvgenkendelse kan gå gennem selvironien. At ironien, der ellers, og i særdeleshed i litteraturen, er berygtet for sin tendens til ikke at ville vedkende sig noget som helst oprigtigt og sårbart, skulle kunne virke modsat.
Men selvironien, der på én måde etablerer en afstand til ens eget selv, bliver samtidig den sten, der knuser det reducerende stereotype spejl, vi sætter i stedet for det andet menneskes ansigt. Selvironien er selvafvæbnende – den nedbryder facader og barrikader i vores selvfremstilling – men den virker samtidig reflekterende på modtagerens eget stereotypiserende blik. Det selvironiske er at påpege det uperfekte ved sig selv – det der gør mennesket til menneske: det fejlbarlige, i moralsk såvel som identitetsmæssig forstand. Selvironien tvinger det betragtende blik til at genoverveje sin opfattelse og spørge: ”Jamen, hvem er du så?”

”Jeg er Hassan.”,  læser den brune mand fra sin byrdes bog – simpelt og alligevel uoverskueligt komplekst. ”Jeg har det egentlig bedst, når folk er imod mig,” siger han åbent til det publikum, som denne aften tydeligvis er mærkbart med ham. I den binære tænkning, som Foucault så venligt har mejslet ud for os, er det altid lettere at definere noget, her individet, i forhold til dets modsætning, og som sådan var det enklere at være den Hassan, der bare var vred på dem alle sammen. Men idet folk er med en – hvad er man så? Der er man en vel et medmenneske og i sin reneste form vel ’bare et menneske’. Så tillykke Hassan: Du håbede, at du med din bog kunne inspirere nogen, og det må på mange måder siges at være lykkedes. For at citere opslaget om ordet ’inspiration’ i denstoredanske.dk:

Det danske ord kommer af det latinske substantiv inspiratio, som er afledt af verbet inspirare. I moderne sprogbrug skelner vi mellem at være eller blive inspireret og at være inspirerende, altså mellem en passiv og en aktiv holdning. Den samme dobbelthed præger ordets latinske grundbetydning: at indblæse (Gud indblæser livsånde i mennesket) og at indånde (mennesket trækker vejret). I den første betydning er mennesket genstand for en handling, i den anden selv aktivt.

Arbejdet med denne din første bog, Hassan, synes at have indblæst livsmod og menneske-mod i dig, ligesom du med din afvæbnende selvironi puster verden i nakken med dit smittende budskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar