mandag den 28. april 2014

Multifacetteret pragtværk


Den flammende verden af Siri Hustvedt, Lindhardt og Ringhof, udgivet d. 25. april 2014
Stine Liberty Svenningsen

Den flammende verden af Siri Hustvedt er intet mindre end den bedste bog, jeg har læst længe – og det siger ikke så lidt. Bogen er en fiktiv biografi om kunstneren Harriet Burden og indeholder bidrag fra hendes nærmeste, kunstskribenter, læger og perifere bekendte. Alle bidragene er med til at danne et virvar af indtryk om en overset kvinde, der først med denne biografi har fået sin historie fortalt. Men hvordan skriver man en biografi om en kvinde, der leger med identitet, køn og seksualitet, og som med sine forvirrende, men uhyre intellektuelle notesbøger med utallige litterære referencer langtfra giver de svar, de efterladte ønsker? Hvordan fortæller man livshistorien om en person, der er ”ambiseksuel”, og som nægter at lade sig indpasse i kategoriske kasser?



Den flammende verden er et værk, der fungerer utroligt godt på mange niveauer. For det første har vi selve historien om Harry (som hun blev kaldt) og den overvejende kronologiske opklaring af hendes voksenliv med flashbacks til barndommen og ungdommen samt historier om hendes afdøde mand, der var en berømt og rig New York-kurator, og frem til hendes død med en ny og elsket mand ved sin side.
Harry er en kvinde med ben i næsen og har en ulmende feminist i maven, og her indtræder niveau to: Harry står i stærk kontrast til den mandsdominerede og patriarkalske kunstverden, som hun allerede med sin berømte far, og senere sin første mand, oplevede at blive, eller rettere ikke blive, en del af. Som kvinde er hendes status som kunstner med det samme reduceret til at være enten sin fars datter, eller sin mands (lettere mærkværdige) kone. Harry selv glemmes hurtigt i disse ”store mænds” nærvær.
Udover at være kvindeforkæmper (og en kvinde, der simpelthen ikke kan lade være med at sige sin mening, og som derfor ikke er særligt velanset), er Harry også kunstkritiker – og tillige kritiker af litteratur, filosofi, religion, naturvidenskab og mange andre fagområder. Men altid må hun skjule sig bag alternative identiteter og egoer, for ”Folk elsker et stort, saftigt EGO”, som hun siger (s. 213).
Dette får Harry til at igangsætte et projekt: Hun vil, under dække af tre unge mænd, udgive og udstille sine kunstværker under deres navn. Projektet skal vise, at kunstverdenen er mandsdomineret, og at et navn og et EGO betyder mere end selve kunstværket. Og det viser sig hurtigt, at hendes tese holder stik. Hendes tre udstillinger får mere succes, end hun nogensinde havde turdet håbe, men problemerne ulmer også under overfladen; for er det så såre simpelt at overtage andres identitet, agere det modsatte køn for en dag og så glemme det den næste eller ”låne” sine kunstværker ud til andre, uden at det vil skabe forvirring, skænderier og direkte uvenskaber?

Af alle disse niveauer udspringer også et metaniveau, nemlig bogen i sig selv. Jeg kan kun beundre Hustvedts store bedrift med denne bog, hvis adskillige bidrag om Harrys liv taler med hver deres stemme. Harrys historie er altså langt fra den eneste, der fortælles, skønt bidragene omhandler hendes projekt og liv. Snarere udfolder der sig utallige mindre historier i rammefortællingen, der enten supplerer Harrys egne notesbøger, går imod hendes holdninger eller befinder sig midt imellem. Den flammende verden formår at forny sig selv konstant, og den bliver aldrig kedelig, idet de forskellige bidrag ikke bare har deres egne stemmer, men også består af et utal af forskellige genrer: digte, dagbøger, kortprosa, fiktion, interviews, tidsskrift- og avisartikler m.fl. Hustvedt viser her et enormt stort overblik og en faglig kunnen i kraft af, at bogen agerer på adskillige platforme og niveauer. Dette kræver dog også en del af læseren, der ligeledes forventes at kunne finde rundt i alle disse stemmer og genrer, men bogen fortaber sig heldigvis sjældent i det uoverskuelige.
Skønt Den flammende verden er en roman (som det står trykt udenpå), har dens indhold og opbygning som en biografi så heftig en kraft, at man som læser ofte bliver i tvivl om, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion. Skønt man ved, at der ikke eksisterer en kvindelig kunstner ved navn Harriet Burden, refereres der til et utal af historiske fakta og begivenheder – især angrebet på World Trade Center – samt til så brede emner som kunst, litteratur, filosofi, videnskab og religion. Sidstnævnte er endda forklaret med uddybende fodnoter, som er så elaborerede, at man er helt sikker på, at de er sande (selvom jeg stadig selv kan komme i tvivl – hvilket vel også er hele humlen).

Denne anmeldelse har kun nævnt et par af Den flammende verdens mange facetter, men jeg har alt for få sider til rådighed her til at beskrive dem alle. I stedet vil jeg invitere læseren til selv at dykke ned i denne pragtfulde bog, der vil udfordre, ikke blot gængse genre- og litteraturopfattelser, men også syn på køn, seksualitet og identitet, og forhåbentlig give læseren en af 2014’s bedste læseoplevelser hidtil. God fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar