mandag den 14. april 2014

En kærligshedskarikatur

Anmeldelse af Christina Hagen ”Boyfrind”, udgivet på forlaget Basilisk den 17. marts 2014.  
Anmeldt af Nicoline Thoning






”I både litteraturen og kærligheden er kunsten at undgå, at det seende blik i sin fremstilling bliver ødelæggende og reducerende.”[1]   

Det er med ovenstående citat in mente, at jeg vil begynde min anmeldelse af Christina Hagens Boyfrind, hvori der udspilles en kærlighedshistorie om et skrivende jeg, som er underlagt og nærmest overtaget af Boyfrinds destruktive blik.  




Et værk skabt i samspillet mellem sprog, skrift og billeder 
I sin æstetik rummer Boyfrind både en grim perversitet og en naivisme, som skabes i samspillet mellem det skriftlige og visuelle udtryk. Værket er skrevet på et upoleret engelsk, og typografien er en sjusket håndskrift. Der staves, som vinden blæser, skiftes skriveredskaber i en uendelighed (for farvevariationens skyld), små hjerter svæver som prikken over i’erne eller drysses ud over siderne som pynt sammen med adskillige andre finurlige indslag og små tegninger. Alt dette er medvirkende til at skabe det naive udtryk, der virker meget piget på en klichéfyldt måde. Men så er der billederne og sproget. Fotografierne i bogen er meget påtrængende og ofte grynede i opløsningen, hvilket ligesom håndskriften bidrager til skabelsen af en æstetik, der ynder det upolerede og uperfekte. De fleste motiver rummer en overdrevet grad af kropslighed i form af nøgne kroppe, der er fanget i fragmentariske og skæve øjeblikke, så man til tider har svært ved at afgøre hvilken del, der egentlig er tale om. Andre derimod er momenter fra forskellige rum og lokaliteter, hvor motiverne er et nabopar på altanen, Boyfrind ved sit vindue eller et hygiejnebind henkastet smidt på badeværelsesgulvet.  Der forekommer en fin sammenhæng mellem sproget og billederne, hvor kropsligheden i billederne afspejles i en lige så overdrevet kropsfokusering hos det skrivende jeg:  
I like cock. I am afraid that other girls, girls at the beach, are interested in the cock belonging to me at the moment.”[2]              
Citatet viser hvordan ”cock” eksempelvis anvendes som en metonymi[3] for Boyfrind og er samtidig repræsentativ for måden, hvorpå kroppen ofte bliver italesat af det skrivende jeg. Denne perverse, lettere sexistiske italesættelse af kroppen iscenesættes ligeledes ofte i billederne, hvilket forsiden er et godt eksempel på, da den prydes af en slap penis i close-up.      
  
De betragtende blikke
Gennem værket bliver Boyfrind nærmest et mantra for det skrivende jeg: Boyfrind says, Boyfrind does, og det er med Boyfrinds blik, at det skrivende jeg ser sig selv.  Med en hungrende optagethed og kærlighed omsluttes jeget af negativ selvopfattelse og paranoid mistænksomhed som resultat af dette meget åbenlyst usunde kærlighedsforhold. Det ses, hvordan jeget ønsker at forstå Boyfrinds måde at tænke på, og nogle steder indtræder hun selv i en sexistisk rolle overfor andre kvinder, fordi: ”That was what Boyfriend would have told her.”  
Det interessante i dette værk er, hvordan de betragtende blikke ødelægger det, de ser, og dermed ligeledes den kærlighedsrelation, de indgår i. Det skrivende jeg og Boyfrind presser hinanden ned i disse karikerede stereotyper, hvorved de reduceres. Hun bliver en hysterisk, mistroisk, klæbrig, naiv, kærlighedssyg og selvfornedrende kvinde, der forfølger sin Boyfrind, opdigter problemer og sulter sig for hans skyld, så hans kærlighed brænder mere intenst.  Han, derimod, bliver en dominerende, kynisk, nedladende og uærlig kvindebedårer, der nægter at få børn med det skrivende jeg, og går i seng med dem han har lyst til. Således skildres et par, der ser det værste i hinanden og bliver dermed medskaber af selvsamme.

Christina Hagens nye værk rummer rigtig mange gode elementer og giver en provokerende, grænseoverskridende og sjov læseroplevelse, hvor man på en og samme tid griner opgivende af og genkendende med alle klichéerne og de karikerende karakterer.  Dog må jeg indrømme, at benene ikke for alvor er slået væk under mig. For selvom Boyfrind er et helstøbt værk, hvor billeder, sprog og skrift arbejder godt sammen, læner det sig meget op af Hagens tideligere værker. Særligt fra ”White Girl” genkendes en del tematikker og stilistiske greb med få modifikationer, hvilket af og til formindsker min nysgerrighed gennem læsningen. Men når det så er sagt, formår Boyfrind ligeledes at vedholde en vis særegenhed, hvilket gør, at der stadig er et utal af gode grunde til, at jeg kaster mine varme anbefalinger efter den.           




[1] Klougart, Josephine d. 2/3 2014, studenterhuset Århus.    
[2] Hagen, Christina, Boyfrind, 2014.  
[3] Metonymi: Når en del kommer til at udtrykke en helhed.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar