mandag den 7. april 2014

Det glemte ord

Anmeldelse: Kristian Leth: "Før og efter videnskab", Lindhardt og Ringhof, udgivelse 7. marts 2014
Af Anne Skov Thomsen


Det er en ambitiøs titel, Kristian Leth lægger for dagen i sin tredje digtsamling Før og efter videnskab, men trods en fintfølende menneskelighed taber forfatteren desværre sin læser undervejs i projektet.


Da jeg skrev mit første udkast til denne anmeldelse, var resultatet frygteligt kritisk, og jeg så mig nødsaget til at gennemlæse værket endnu en gang, hvilket skulle formilde mit anmelderblik, men dog ikke fuldstændigt overbevise mig. Jeg skal forsøge at forklare mig.

Vi følger i Før og efter videnskab det unge mandlige digterjegs færden i en hverdag med børn og kæreste, på forskellige rejser og i tanken gennem historien.

”Jeg har fire engle omkring mig / og et glemt ord i mit hjerte”, skriver Leth, og vi fornemmer da også hvordan jeget bærer både før og efter videnskab i sig; både forhistorie og historie, nutid, fremtid og forestilling. Et hypermoderne menneskeskes indre før-videnskabelige møde med den eftervidenskabelige verden.
Samlingen indledes med et i grunden ret fint digt, der starter således:

      Jeg venter på at internettet
      vender tilbage
      og lytter til huset over mig
      Der er lyde i sten
      hvad end de siger
      så er der lyde i stille sten
 

Et hypermoderne jeg lytter ind i grundfjeldets dybde i en verden præget af teknikkens og videnskabens overflader. Men som værket skrider frem, er det, som om digtene mangler retning, og ”Spørgsmålet er om solen er gået ned, når toget når / frem.” Digtsamlingens modsvar og reaktion på verden efter videnskab er en insisteren på menneskeligheden, og digtene er præget af en indtagende nærhed, der også tæller personligt dedikerede digte. Men undervejs forstyrres læsningen af mange passager, som simpelthen mangler intensitet og nerve, og derfor glemmer man efter endt læsning, hvor gode en del af digtene faktisk er!

Nogle forfattere skriver tekster, som pumper derudaf i et rasende tempo og netop i kraft af tempoet holder sin læser fanget i en læsning, der lige så meget som indholdet handler om en glæde ved at forsøge at holde trit med sprogets rytmiske fremdrift. Andre forfattere praktiserer i højere grad den langsomt grundende tekst, som måske også oftere arbejder mere i dybden med sit indhold. Kristian Leths digte hører klart til i den mere langsomme ende af tempospektret, men mangler nogle steder mere dybde til at bære dette tempo.

”Jeg holder af hverdagen,” skrev Dan Turéll, ligesom verdenslitteraturhistorien har vist talrige eksempler på, hvordan netop hverdagen kan være dobbelt interessant i sin hverdagslighed, og det er da også tilfældet hos Leth. Men lidt for ofte glider digtene hen i banaliteter og floskler som i: ”Der findes en afgrund / et dyb jeg ikke kan se enden på /en kløft uden bund.” og ”Jeg skulle bare hente noget / som i en drøm / noget til livet / og til kærlighedens handel”.

Sammenligningen er en hyppigt genkommende sproglig figur i digtene, og mange rummer da også fine billeder som i: ”Vinden / kastede sig i græsset som en våd hund” og ”Et tyndt lag skyer ligger / som et ligklæde over Sverige”. Men ofte bliver sammenligningerne for mange og for overflødelige og kedsommelige som de følgende i samme digt: ”En pludselig skysamling / ligger under mig / som perler / på et køkkengulv” og ”Sommeraftener / lyden af glas der klinger / som klare dråber / og aftenvinden ...” I det hele taget er tendensen til den dobbelte beskrivelse lidt trættende i længden: ”din hud er et bakket hav af historier / et hus med uendelige rum” eller: ”idet jeg ankom / ved min egen glemsels havn / mindernes labyrint”.

Vi følger jegets og menneskelighedens færden rundt i hverdagen og verden på forskellige rejser, men digtene synes ikke rigtig at bevæge sig hverken frem eller tilbage med de fire engle på sidelinjen. Og det glemte ord i jegets hjerte – ja, det bliver også et (eller en masse fine) glemt(e) ord hos læseren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar