mandag den 10. marts 2014

Bridget Jones er tilbage

Anmeldelse af Helen Fielding: Bridget Jones - Vild med Ham, Lindhardt og Ringhof, 408 sider, 2013
Anmeldt af Sandra Bello Sørensen


Der er gået mere end et årti, siden vi mødte Bridget første gang. Igennem årene har hun fået to børn med Mark Darcy og er blevet enke. Læseren bliver inviteret ind i hendes liv som en 51-årig singlemor, der prøver at få hverdagen til at fungere. Men desværre fungerer historien ikke helt.

Hele verden mødte første gang Bridget Jones i 2001, da Helen Fielding udgav sin første roman om den klodsede og elskværdige singlekvinde. Bridget tog verden med storm og kvinder overalt fandt endelig en litterær karakter, som de kunne relatere til, især pga. hendes åbenlyse uperfekthed og kurvede krop.

Med romanen blev en ny genre, chicklit, grundlagt – en genre, der sidenhen er eksploderet. Den litterære kvalitet har aldrig været særlig høj i bøgerne om Bridget (såvel som andre chick-lit bøger) og er det heller ikke i denne tredje bog. Dog vil Bridget altid stå som en særlig unik karakter på grund af den ærlighed og ægthed, hun indeholder. Man ser alle hendes fejltrin, hendes charmerende klodsethed og er med hende i de svære tider, hvor hun føler sig ensom. Samtidig er man med, når livet endelig tilsmiler hende – hun får et godt job og får endelig sin Mark Darcy. Da vi sidst forlod Bridget Jones, var hun lykkelig og forelsket.

Men mere end 10 år senere er historien en helt anden. Og så alligevel ikke.

En sørgelig gentagelse
Den tredje bog, i serien om Bridget Jones, Vild med ham, byder på et længe ventet gensyn med Bridget, som nu er 51 år og lever alene med sine to børn. Hun arbejder på et manuskript, men er økonomisk uafhængig efter at have arvet fra sin afdøde mand. Hun har stadig de samme venner og tæller stadig kalorier. Meget af sin tid bruger hun på det sociale medie Twitter, hvor hun også møder sin 30-årige elsker.

Helen Fielding har tydeligvis forsøgt at hive Bridget med ind i nutiden, hvor de sociale medier fylder meget i vores hverdag. Samtidig har hun skabt et billede af en kvinde i 50’erne, som ikke har ladet sig aldre betydeligt. Ideen er ikke dårlig, da det er interessant at se et billede af en kvinde i den alder, som skiller sig lidt ud. Men spørgsmålet er, hvorvidt det er realistisk, og endnu vigtigere - hvor vidt, det er relevant?

Bridget er ikke mindre forvirret og klodset, forskellen er bare, at hun nu også har ansvar for sine to børn. Hun er stadig ligeså usikker på sig selv og sine evner som tidligere. Moderskabet og ægteskabet, samt tabet af Mark, har ikke ændret hende betydeligt. Dette er ret ærgerligt, da det ellers kunne have skabt en ny og interessant vinkel på historien om Bridget.

På trods af gode hensigter har Helen Fielding formået at fryse sin karakter fast, hvilket har resulteret i en skuffende gentagelse, og trods en god letlæselig fortælling, falder historien igennem og lander hårdt på bunden sammen med mange andre chick-lit fortællinger. Jeg mener, at genren bør forny sig selv, og gensynet med Bridget burde have vist en fornyet kvinde. Da genren første gang så dagens lys var den et friskt pust og havde en stor betydning for kvinder, som kunne relatere til de problemstillinger, som de kvindelige karakterer i genren kæmpede med. Eksempelvis lavt selvværd, karrieren, familieliv, etc.

Men meget er sket siden – gennem forskellige medier har kvinder fået adskillige heltinder, som de kan relatere til. Derfor bør de "gamle" heltinder følge med tiden og kvinderne.

Bridget er stadig en karakter, som mange kvinder vil kunne relatere til, men det er ærgerligt, at hun stadig kæmper med de samme problemer, som hun gjorde første gang, vi mødte hende. Hun ville fremstå som en meget stærkere karakter, hvis hun også var blevet en stærkere person. Trods de ærgerlige gentagelser og en lidt for let fortælling, er det alligevel et glædeligt gensyn med Bridget. Hun vil aldrig miste sin plads som en af de vigtigste karakterer i chick-lit genren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar