mandag den 31. marts 2014

Aldeles tomt begær

Anmeldelse: Hanne Ørstavik: "Det finnes en stor åpen plass i Bordeaux". Forlaget Oktober, 2013
Af Kristin Vego

Det finnes en stor åpen plass i Bordeaux handler om mødet mellem mennesker. Romanen kredser om en kvindes søgen efter sin identitet og, ikke mindst, seksualitet. Teksten er selve denne søgen, og sproget har derfor en famlende, upræcis form, som jeg ikke er videre begejstret for.



Hanne Ørstavik har længe stået for mig som en af Norges bedste forfattere. Hun skriver klar, smuk prosa og smertelige skildringer af menneskelige relationer, særlig mellem forældre og børn. Romanerne Kjærlighet (1997), Like sannt som jeg er virkelig (1999) og Tiden det tar (2000), der tematisk udgør en trilogi, er for mange et hovedværk i ny norsk litteratur. De seneste år har Ørstavik imidlertid skrevet romaner,som ikke i lige så høj grad er must-reads. Dette gælder særlig hendes nyeste roman: Det finnes en stor åpen plass i Bordeaux er en af de mest intetsigende bøger, jeg har læst.

Feminin selvdestruktion
Kunstneren Ruth skal have en udstilling i Bordeaux og rejser alene til den fremmede by. Hun er i fyrrerne, og hjemme efterlader hun en forsømt teenagedatter og kæresten Johannes, som hun er i et mildest talt destruktivt forhold med. Johannes har, hvad han selv kalder ”et pornografisk begjær”, og udlever sin seksualitet iklædt latex og læder på fetichklubber i Berlin, men kæresten vil han ikke gå i seng med. Hans livsstil driver Ruth til at udforske sin egen seksualitet, men desværre for både hende og romanen, opnår hun aldrig nogen stor selvindsigt.

Ligesom i Josefine Klougarts Hallerne ligger handlingen i Ørstaviks roman på et meget lille sted. Teksten er en undersøgelse af et forhold mellem en mand og en kvinde, eller af kvindens oplevelse af sig selv i dette forhold: som tomme fabrikshaller, eller en stor åben plads. Men hvor uligheden hos Klougart er iscenesat parret imellem, kommer alt det destruktive og skrøbelige hos Ørstavik inde fra kvinden selv. Som læser bliver man aldrig indviet i Johannes’ oplevelse af situationen, og fortællerperspektivet tilfører således en ekstra dimension af usikkerhed til parrets relation. Ruth er selvoptaget, skamfuld og paranoid, og der er noget anorektisk over hendes manglende seksualitet og den konstante søgen efter bekræftelse. Dette tema er ikke fremmed for forfatterskabet, og på bogens forside ses også en meget tynd kvinde med synlige ribben og indfalden talje. Uanset den faktiske årsag, så lader der til at være mere på spil i Ruths psykiske forfatning, end en almindelig midtvejskrise. Her er tale om en godt voksen kvinde, som kun tilnærmelsesvist kan definere sig selv, sin identitet og sine lyster, i forhold til ham. Hun længes efter nærhed og tryghed, men i sin jagt på bekræftelse ender hun i stedet med at underlægge sig den anden: ”Du kan gjerne få gjøre det i min rompe, sier jeg, hvis du vil. Jeg ville bare at han skulle ville noe med meg.” Det er nedtrykkende og frustrerende læsning, og ikke på en måde, som styrker romanen.

Sproglig tomgang
Der er ikke umiddelbart noget, der driver plottet, som mest består af tilbageblik og små tilfældige møder. Dette havde selvsagt ikke været et problem, hvis begæret lå i selve sproget, hvis det var her, fremdriften fandtes. Men prosaen i Ørstaviks seneste udgivelse er noget af det tammeste, jeg har læst. Romanen er fortalt i et hverdagsligt sprog med Ruth som den bærende fortællerstemme, men de store tanker, hun gør sig, mens hun vandrer rundt i Bordeaux, er hverken særlig originale eller særlig smukke. Der er bestemt humor i flere af tekstens små scener, men det hele drukner i fortællerens endeløse, hjælpeløse ordstrøm:

      Som om det fantes en verden jeg var utestengt fra. Som ikke var for meg.
      Som var natten, det under, inni. Kroppene i det flimrende lyset. Hva var
      det der. Hva var det jeg ikke kom inn i. Jeg ville jo, forsøkte til og med så
      vidt. Men jeg våget ikke. Jeg forsto jo det. At jeg ikke turte. Men jeg forsto
      ikke hvorfor. Og jeg visste ikke hva jeg skulle gjøre med det.

Paradoksalt nok er teksten på én gang alt for vag og alt for udtalt. Sproget er uanfægtet eksplicit, her tales om ’fitte’ og ’pikk’ og ’puling’, med den konsekvens, at det hele bliver uelegant og usexet, for ikke at sige ufrivilligt komisk. Det undrer mig, at sexscenerne er så mekaniske og distancerede, når resten af teksten er så overdrevent følsom. Dertil er ingen overvejelser overladt til læseren, for Ruth er hele tiden med i tankerne og spørger sig selv: ”Er denne smerte SÅRBARHET?” eller: ”Så redd for å miste. Er det det?” Hun kredser om en selvindsigt, som er lige uden for rækkevidde, og det bliver i længden ganske kedeligt.

Hvorfor er det interessant?
Rent analytisk er der meget at tage fat på i denne roman, som altid hos Ørstavik. Man kan læse Ruth mere eller minde vrangforestillet, og læserens indtryk af de andre karakterer ændrer sig alt derefter. Er hun for eksempel troværdig i sin fremstilling af Johannes? Og er de bi-karakterer, vi møder i Bordeaux, virkelige mennesker, eller er de fantomer af fortællerens bevidsthed? Men som en roman om kvindelig seksualitet, eller seksualitet i det hele taget, er Det finnes en stor åpen plass i Bordeaux mislykket. Ruths udforskning af sit eget begær føles aldrig oprigtig, for uden en klar bevidsthed om sin egen identitet, er hun ude af stand til at definere sine lyster. Hun forbliver desorienteret i et forhold, hvor Johannes sætter den seksuelle standard, og lader aldrig til at mærke efter, hvad hun selv har lyst til – på trods af at hun bruger romanens 200 sider på at filosofere over sig selv. I sidste ende bliver det hele meget ligegyldigt for mig, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg ikke helt forstår, hvorfor romanen er skrevet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar