mandag den 3. februar 2014

Varulvens seneste hyl

Anmeldelse af Månens kald af Patricia Briggs, Tellerup Forlag, 2012. 
Af Mie Møller Nielsen

Varulven har flyttet sig fra vampyrens skygge og bliver i den første bog i serien om Mercedes Thompson selvstændig og mere karakteristisk. Desværre falder den kvindelige hovedperson igennem i en ellers udmærket tænkt fortælling.

Handlingen følger fra starten Mercedes, der arbejder som bilmekaniker på et lille autoværksted, og hun er det, der i bogen kaldes for en formskifter - en prærieulv. Da en ung varulv ankommer til værkstedet, er det starten på en række events, der kommer til at involvere Mercys nabo og kidnapningen af hans datter. Mercy må, for at hjælpe naboen, tage tilbage til den by, hvor hun voksede op. Dette sætter en masse følelser og minder i gang hos hende, da den varulveflok, hun levede sammen med, har et strengt hierarki og er meget territoriebevidste. Da Mercys nabo er alfa for den varulveflok, Mercy territoriemæssigt hører ind under, skaber denne konkurrence mellem de to grupper en masse interne udfordringer for samarbejdet.

Selve genren leger, ligesom i Anita Blake og Stormfront, med det urbane fantasy univers, hvor overnaturlige væsner er en accepteret del af hverdagen. Varulve, vampyrer og feer er lige så almindelige som bagere, bankmænd og trailerparker. Historien har derfor den fordel, idet genren implicit indikerer en accept af det overnaturlige, hvorfor den kan tillade sig at springe en masse læservenlig forklaring over og fokusere direkte på karakter - og plot-opbygningen. Dette er desværre ikke tilfældet her.

Fra de første kapitler får vi en masse viden om Mercedes liv og opvækst, men efter mange vendte sider og læste kapitler, føler man stadig ikke nogen særlig tilknytning til hende som protagonist. Troværdighed er essentiel inden for fantasy, og her er det, at historien falder lidt fra hinanden. Der er lagt op til et lidt ældre publikum, idet Mercedes er i tyverne og oplever kærlighed, fysisk tiltrækning og traumer forårsaget af en udfordret opvækst. Men den dybe refleksion, der forventes at findes hos en voksen kvinde, udebliver, og her hægtes jeg som læser personligt af. Mercedes er udmærket tænkt og opbygget, men hun ville have været mere stærk og troværdig i sit udtryk, hvis hun havde været yngre og ikke havde en forlist forlovelse bag sig. 

Med så dybe personlige ar på sjælen, og som enlig kvinde i et mandsdomineret hierarki, kunne hendes indre refleksion over sin situation godt have haft mere plads i fortællingen. Hvorfor hjælper hun varulvene, når det er en race, der dybest set fordømmer kvinder? Hvorfor vil hun ofre sig selv og sit liv på at hjælpe en, der aldrig rigtig har haft stor betydning i hendes liv? Historien kunne have fordel af, at have sat fokus på hendes indre udvikling igennem de mange oplevelser, frem for den ydre handling. Jeg er også ambivalent overfor den måde varulven bliver portrætteret i bogen. Det er forfriskende for genren at denne figur, der symboliserer mødet mellem mennesket og dyret, omsider bliver sat i et mere nuanceret lys end blot som en obligatorisk skikkelse ved siden af vampyren. Men de meget lange, gentagende beskrivelser af de mandschauvinistiske varulve gør, at fokus flytter sig så meget fra handlingen, at man mister interessen for historien. Månens kald kunne med fordel have været kortere fortalt, og med et større fokus på karakteropbygningen end det store persongalleri af væsner og pissekonkurrencer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar