mandag den 24. februar 2014

Stærk sort kaffe i meget små kopper

– et essay om beatpoesi, småforlag, rejselængsel og regnbuefamilier

Skrevet af Kristin Vego.

Jeg bor i Oslo for tiden. Min mor er født i byens forstæder, hun boede her som ung, ikke mange gader fra hvor jeg sidder og skriver. Hun har tabt sproget siden, jeg prøver at samle det op igen.


Jeg opdagede Beat-litteraturen som teenager. Det gør vist de fleste. Der er en særlig glæde ved at opdage selv, vandre uden om gymnasiepensum og bestseller-hylder. For mig gik vejen gennem Bob Dylan, som i sin selvbiografi fortæller, hvilke forfattere han læste som ung: Allen Ginsberg og Jack Kerouac – foruden de ældre: Blake, Rimbaud. Jeg har læst min lille sort/hvide pamflet med Ginsbergs HOWL and other poems lige siden. Først dedikationen til venner og kolleger, Kerouac, Burroughs, Cassady. Derefter William Carlos Williams kollegiale forord, der også er en opsang til samtidens læsere: ”Hold back the edges of your gowns, Ladies, we are going through hell.” Så de vilde og velkomponerede digte, som ikke vil slippe taget i mig: hylet til Carl Solomon, som Ginsberg tilbragte 8 måneder i helvede med; visionen af Walt Whitman, desorienteret i et supermarked i Californien; den ambivalente anklage mod hjemlandet, som altid får mig til at gyse: ”America I’m putting my queer shoulder to the wheel.”

  •  

Den norske forfatter Linda Klakken har skrevet en bog, der hedder Den siste beatpoeten. Det er delvis personlige rejsebeskrivelser og interview-transskriptioner; en blandet essayistik. På en impuls rejser hun i 2009 til San Francisco for at møde gamle Lawrence Ferlinghetti: forfatter og kunstmaler, forlægger og boghandler, og et af de mindre kendte navne fra den løse gruppe af individer, vi regner som ’beat’. Han er til dato mest kendt som medejer af San Francisco-forlaget City Lights, der i 1956 udgav Howl og bragte sig en retssag på halsen for ’obskøn litteratur’. Klakken indleder sin bog om Ferlinghetti med fortællingen om, hvordan hun selv opdager ham som teenager: digtsamlingen A Coney Island of the Mind falder ud af reolen på biblioteket i Ålesund, da hun griber efter Fitzgerald, F. Scott. Hjerteknust, fordi en pige i klassen har forladt hende, indleder unge Linda et livslangt forhold med Ferlinghetti.



               Recipe for happiness in Khabarovsk or
               anyplace

               Lawrence Ferlinghetti

               One grand boulevard with trees
               with one grand cafe in sun
               with strong black coffee in very small cups

               One not necessarily very beautiful
               man or woman who loves you

               One fine day.

  •  

Jeg opdager Bob Dylan på bagsædet af en lejet familiebil i Nordnorge. Min iPod har shufflet sig hen på Bringing It All Back Home, jeg sidder og kigger ud på de blå fjelde, som vokser direkte op af havet her. Måske har jeg sovet med kinden mod ruden eller dagdrømt om noget, der snart skal ske. I et uforvarende øjeblik kommer jeg til at lytte til teksten på It’s Alright Ma (I’m Only Bleeding).

  •  

Linda Klakken er udgivet på Flamme Forlag. Den lille virksomhed fra 2008 drives af Bendik Wold og Nils-Øyvind Haagesen, som i 2013 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen God morgen og god natt. De satser på alternative udgivelser, som skal udfordre den etablerede forlagsbranche. Jeg bliver ærligt talt lidt træt, når jeg læser ’Manifestet’ for vores nye danske forlag, Gladiator, som vil ”sørge for at smerten og desperationen har et sted at være.” Sådan her kan det også lyde, i en lidt lystigere tone, fra Flamme:

               ”Vår virksomhet omfatter søvn, hjemmevideo, popmusikk,
               værvarsling, avstandsforelskelser, bordhockey, reising,
               oppvask, diktdeklamasjon, skjortestryking, spontan dans og en
               god del aktiviteter som er for betydelige til å nevnes her. Og ja,
               så gir vi ut en bok i ny og ne. Primært ny norsk skjønnlitteratur.
               Bøkene dukker opp når du minst venter det, i formater som
               passer veska di.”

En af forlagets satsninger er små farverige hæfter med elastik omkring, som kan findes i mere velassorterede boghandler. Det er såkaldte ’singler’, dvs. essays og kortromaner, med afsendere som Pablo Llambias, Stephen Fry og Pussy Riot. Det er desuden en del af forlagets politik ikke at anføre genreangivelser på bøgerne: ”Alt kan være en Flamme-bok. Nesten ingenting er det.”

  •  

Ferlinghetti opdager den 29-årige Allen Ginsberg på Six Gallery i San Francisco, oktober 1955. Det er Ginsbergs første offentlige læsning af Howl, og øjeblikket bliver notorisk. Dagen efter sender Ferlinghetti et telegram til den unge digter med et citat fra det brev, Ralph Waldo Emerson sendte Walt Whitman nøjagtig 100 år tidligere: ”I greet you at the beginnig of a great career.”

  •  

Den siste beatpoeten tager os med til en historisk støvet by, til de gamle barer og buler, hvor digtere og jazzmusikere holdt til i 50’erne og 60’erne. Det er på grænsen til det nostalgiske, men bliver afstemt af Klakkens personlige anekdoter om rejselængsel og hjemve. I Oslo har hun interviewet Jan Erik Vold (en folkekær digter heroppe), i San Francisco opsøger hun en række mennesker med tilknytning til Ferlinghetti. Vi kommer helt ind i privathjemmene hos disse efterhånden aldrende herrer, som skabte den norske og amerikanske litteraturscene for et halvt århundrede siden. Det er skrøbelige, arbejdsomme mennesker – dem, der er tilbage.

               ”Neal Cassidy døde i 1968. Jack Kerouac drakk sig ihjel et år
               seinere, i 1969. Lew Welch døde i 1971. Kanskje markerte
               dødsfallene et emosjonelt vendepunkt for beatpoetene: så var
               de ikke udødelige likevel.”



Jan Erik Vold opdager beatlitteraturen på Norges vegne. I slut-halvtredserne vandrer han rundt i Greenwich Village, går til poesioplæsninger på jazzbarer og sender rapporter hjem til Dagbladet. Jeg ser ham for nogle år siden, til hvad der må være verdens mindste litteraturfestival på en lille nordnorsk ø: rødmalede træhytter, fisk hængt til tørre overalt. Mens jazzmusikeren Kåre Virud improviserer, fremfører Vold sine norske gendigtninger af Bob Dylans tekster. Fyrre år tidligere sidder min mor i en fyldt sal på Asker Gymnasium uden for Oslo, Vold læser højt, det er begyndelsen på en stor karriere.



               Little Boy Blue 
               Jan Erik Vold

               Du prater og ler
               om deg og ditt mens jeg ser
               og ser på munnen din øynene
               dine pannen din for å finne ut
               hvordan du
               ser ut, hvorfor
               du er søt, hvem du
               egentlig er, da du
               sier: Du tror jeg
               er en liten pike
               du – gjør du ikke?

  •  

Linda Klakkens anden bog og skønlitterære debut, digtsamlingen Mamma, kone, slave udkom på Flamme Forlag i september 2013. Den kredser om livet som ’skeiv’ i en heteronormativ verden, ikke mindst opvæksten: ”ringeklokka i skolegården / redda meg hver dag / fra å bli døpt på nytt / av unger som ikke visste / om jeg var gutt eller jente”. ’Skeiv’ eller ’skjeiv’ er en fornorskning af ’queer’, dette ord, som årtier har generobret og tillagt positive konnotationer. Ordet bruges om alt heroppe: Oslos bedste boghandel, Tronsmo, har en hylde med ’skeiv litteratur’, magasinernes gå-i-byen-guide har en liste over ’skeive steder’, og den norske pendant til LGBT Ungdom hedder Skeiv Ungdom. Jeg samler på norske ord, som jeg kan tage med hjem, her er et af dem.



Digtsamlingen har en klar politisk agenda: Klakken iscenesætter samfundets fordomme, så deres absurditet bliver tydelig for enhver. Men det politiske afbalanceres af mere private digte, beskrivelser fra det stille liv med kone (K) og datter (E). Mamma, kone, slave kredser først og fremmest om hverdagens klichéer: sort kaffe om morgenen, en lejlighed uden vand i den fattige del af byen, den rædsomme chef. Når teksten hverken falder i den ene eller den anden grøft og bliver henholdsvis for politisk eller for banal, er det takket være Klakkens humor.

  •  
               puteprat etter bryllupet
               Linda Klakken

               vet du hva de gamle tantene mine
               sa til meg?
               nei
               de sa hvorfor bli homofil forfatter
               når du kan bli tannlegesekretær?
              
  •  

Der er plusgrader i Oslo for tiden. Igen i dag har jeg gået tur på Torshov, et par stop i den lyseblå sporvogn fra hvor jeg bor. Vandfaldene er taget til i styrke, sneen smelter. En dag støder jeg måske på Linda Klakken, skubbende sin barnevogn, eller for den sags skyld Jan Erik Vold. Eller jeg rejser på en impuls til den næste by, hvor en digtsamling falder ud af reolen, en sang skubber mig i en ny retning. Her er min opfordring til foråret derhjemme: Genlæs de gamle beatpoeter. Støt de små forlag. Flyt til nye byer. Skriv mere skeiv litteratur.

  •  

               hei verden

               Linda Klakken

               vi lover å gjøre alt vi kan
               for at E når hun vokser opp
               skal bli smart, snill og streit
               ikke minst streit
               superstreit
               überstreit
               hun skal bli det streiteste mennesket
               du har
               sett

               eller vi bare kødder [just kidding, red.]
               hva tror du?



Kilder

Allen Ginsberg: Howl, City Lights, 1956
Flamme Forlags hjemmeside: www.flammeforlag.no
Forlaget Gladiators hjemmeside: www.forlagetgladiator.dk
Jan Erik Vold, Mor Godhjertas glade versjon. Ja, Gyldendal, 1968
Linda Klakken: Den siste beatpoeten, Flamme Forlag, 2010
Linda Klakken: Mamma, kone, slave, Flamme Forlag, 2013
Nina Baym (red.): The Norton Anthology of American Literature, 8th Edition, W. W. Norton & Company, 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar