mandag den 24. februar 2014

Statusopgørelse over litteraturen

Anmeldelse af Erlend Loes "Status", udgivet 6. februar 2014, Gyldendal.
Af Ditte Obeling.


Da jeg mødte hovedpersonen i Erlend Loes nye roman Status for første gang, virkede både hun og præsentationen af hende foruroligende normal. Jeg blev faktisk helt bekymret. Men det er netop normaliteten, der snyder læseren. Dét, som Status gør helt sublimt, er at tage normalitetens skingrende vanvid gravalvorligt ved langsomt, ganske langsomt, at fremmedgøre os fra en karakter, vi troede, vi havde regnet ud som normal. På samme måde præsenterer teksten formelt sig selv som normal ved en refererende, næsten faglig, tone.

Lyrikeren vender tilbage
I Status møder vi Loes kvindelige hovedperson Nina Faber, der, ud over at fodre det laktoseintolerante pindsvin Jussi med soyamælk, er forfatter og havde sin lyriske storhedsperiode i 70'erne. Men tiden er gået. Nina er nu 66 år gammel og lige vendt hjem fra et ophold i Istanbul, der blandt andet inkluderede en ulykkelig forelskelse. Det er der kommet digtsamlingen BOSPORUS ud af, og med den i hånden forsøger hun at snige sig op på den litterære scene igen.

Men mens Nina har været væk fra den litterære scene, er der sket ting og sager – ikke alene med litteraturen, men også med Nina selv, og det skal snart vise sige, at landets anmeldere ikke er lige så begejstrede for Ninas svævende lyrik, som hun selv er.

Vinden kommer om aftenen,” læser hun, “omslutter vandet, broen, bådene, menneskene, omslutter mig, dig, et kærtegn, et fængsel, et kærtegn, mig, dig som jeg ikke har set siden i går, gik du? Hvor gik du hen?” Nina ser ud over den lille forsamling. Fra den ene til den anden. Så bladrer hun uden at forhaste sig. (“Status” s. 134)

Det skøre i det normale
Er der noget, jeg elsker ved Erlend Loes romaner, er det de skæve, afsporede karakterer, som vi blandt andet kender dem fra forfatterens nok mest læste roman, Doppler, hvor Andreas Doppler pludselig flytter ud i skoven og bosætter sig sammen med en elg. Sådan en karakter er Status' hovedperson også. Det lykkes hende ikke at blive en del af den etablerede litterære scene, for Nina Faber er lyriker til benet: Hun er styret af følelser, beruselser og lyster. Det er denne lyriske flyden i verden, der er katalysator for et plot, som forsvinder fuldstændig ud af Ninas kontrol. Det er denne svævende væren i verden, der skridt for skridt får hende til, snublende, på bedste “hovsa”-manér, at begynde sit hævntogt på den litterære verden, der så brutalt ekskluderer hende.

Der var dem, der mente, at Nina Faber burde have fået Nordisk Råds Litteraturpris tilbage i 1970'erne. Hun var, på sin egen varsomme måde, en fin lyriker, men faldt aldrig helt i trit med den tids manierede politiske melodi. Hvor andre skrev om mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger og om vejret i byer, hun aldrig havde været i. Den hæderkronede litteraturpris, og ikke mindst prispengene, gik konstant til andre. Danskerne fik den, finnerne, svenskerne, forsmædeligt nok selv islændingene. Nina kunne godt have brugt såvel anerkendelsen som pengene. Det kunne de andre sikkert også. (“Status” s. 5)

At gøre status over litteraturen
Det er helt tydeligt, at der i Status er en sammenhæng mellem det voksende vanvid og den lyriske følelses-rablen. Men hvilken? Her konfronterer Nina f.eks. anmelderen Kulpe fra universitetbladet:

Det essentielle i det her, Kulpe,” fortsætter hun, “er at du er et menneske, der ikke på nogen måde har forudsætninger for at skrive om lyrik. Og så gør du det alligevel. Det er en så grænseløst arrogant ting at gøre, at jeg er nødt til at sige fra, forstår du det?” Kulpe nikker. (Status s. 111)

Et spørgsmål, man kan stille sig selv, er, hvem der er skurken i Loes diskussion af den litterære scene. Dét spørgsmål svæver på lyrisk vis ubesvaret over teksten, for Loe trækker på smilebåndet af såvel den sanselige lyriker som den taktiske forlagsredaktør, den uvidende anmelder, det sensations-søgende publikum og hele det lidt opblæste menageri, den fine litteratur ofte omgiver sig med. Det kalder til eftertanke, ligegyldigt hvilken plads man indtager i det litterære spil. Så vi sætter os ned og reflekterer over litteraturen. Men på bedste postmodernistisk vis er Status en roman, der nægter at komme med konklusioner.

Det hele rabler i Loes statusopgørelse over litteraturen. Dér er konklusionen. Og sådan skal det nu engang være. Og det er skræmmende, når det normale bliver vanvittigt. Men Loe gør det så mesterligt, at det er en fryd at blive forfærdet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar