mandag den 16. december 2013

Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark

Anmeldelse af filmen “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark” instrueret af Peter Jackson, præmiere 11.12.13
Af Ditte Obeling


Der er ingen tvivl om, at Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark er storslået og eventyrlig i sit visuelle udtryk. Men er man Tolkien-fan, og er den glæde, man oplever ved Tolkiens værker, baseret på det storslåede, medrivende og hjertegribende, der gemmer sig i den episke fortælling om små skabningers sejr over det onde, er det ikke sikkert, at den visuelle skønhed er tilstrækkelig.

Et, to, tre – penge i kassen
Da jeg sidste år anmeldte Hobbitten: En uventet rejse – den første del af den planlagte Hobbit-trilogi var jeg skeptisk, fordi remedieringen af én kort Tolkien-bog var blevet til tre lange spillefilm. (Læs anmeldelsen her) Min skepsis blev sidste år overvundet af bl.a. min glæde ved at gense karakterer, miljøer og tematikker. Men nu, hvor vi er nået længere ind i historien, og jeg kan se, at værket er blevet for langstrakt, er jeg ikke længere overbevist.

Når man fortolker og remedierer et værk, skal man ikke nødvendigvis holde sig hundrede procent til bogen. Det er faktisk oftest bedre at lade være. Men det endelige værk skal i en vis grad leve op til det oprindelige værks kvalitet, når man som filmskaber fortolker en litterær fortælling særligt når værket er så elsket som Tolkiens.

I år gik det episke tabt i Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark: Filmen var længere end bogen, og det, der var blevet tilføjet, var lange kampscener, en kikset slapstick-humor og et ligegyldigt trekantsdrama. Det episke går tabt i klichéerne.

Et lidt for belejligt trekantsdrama
Det siges – i hvert fald i Hollywood-film – at kærligheden elsker udfordringer. Og i Tolkiens univers er det netop en udfordring, at få kærligheden til at blomstre, for den romantiske kærlighed er slet ikke i centrum. I bogen Hobbitten er den der slet ikke. I stedet er kærligheden til eventyret og hjemmet i centrum.

Men den slags kærlighed er ikke nok for Hollywood. Man har derfor valgt at indføre et trekantsdrama, hvor kærligheden er dobbeltumulig, idet skovelveren Tauriel pga. klasseforskelle ikke må være sammen med elverprinsen Legolas, og hun pga. raceforskelle heller ikke må være sammen med dværgen Kili. Teorien er, at det er dén slags umulig kærlighed, publikum vil have. Men hvad nu, hvis man havde fulgt Tolkiens lune og ladet en anden type kærlighed være i centrum hele filmen igennem? Havde det virkelig været så forfærdeligt?

Hvis man ændrer på et solidt værk som Tolkiens – for eksempel ved at tilføje figurer som Tauriel, eller ved at skrive karakterer som Legolas og Radagast ind i værker, de ikke oprindeligt indgår i – bør det føre til noget nyskabende – ikke til klicheer. Det klichéfyldte gør filmen forudsigelig, langsommelig og til tider ligefrem kedelig.

En knap så episk fortælling
Ligesom kærligheden ikke længere er rettet mod eventyret, rejserne og hjemegnen, mangler filmen generelt det storslåede og den sjæl, der ellers går igen i Peter Jacksons filmatiseringer af Tolkien-værker. Kampscenerne er så langstrakte og slapstick-humoren så hyppig, at man ofte falder helt ud af den episke stemning, der kendetegner Tolkiens univers. Den hjertevarme og ironiserende humor, vi kender fra Tolkiens Hobbitten, formår Peter Jackson ikke at oversætte til et filmisk sprog uden at gøre den plat. Filmens lette humor resulterer i en form for overfladiskhed frem for hjertevarme.

Genkendeligheder i glimt og filmisk skønhed
Selvom jeg er skuffet, vil jeg også gerne give ros, for ind i mellem lykkes det alligevel Jackson at lade det episke skinne igennem. Især min yndlingsfigur fra Hobbitten, dragen Smaug, er rent visuelt en enorm fornøjelse, og med 3D-effekter tilføjet er portrættet storslået. Desværre er Smaugs tragic flaw, som Tolkien gav ham – nemlig hans forfængelighed – helt uforklarligt blevet tonet ned, og det udvander karakteren. Men i det store og hele er Smaug en lækker, dyster oplevelse, der bidrager med en storslåethed, som giver en tiltrængt kontrast til den lethed, filmen ellers bærer præg af.

Ligeledes er de forskellige miljøer gennemførte og en fornøjelse at træde ind i: Dunkelskov, Beorns hjem, elverkongens slot, Søby, Det Ensomme Bjerg – alle steder udgør en troværdig og interessant baggrund og giver den trofaste Tolkien-læser et stik af gensynsglæde.

Men når alt kommer til alt, er Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark trods de skønne miljøer, den mægtige Smaug og de flotte 3D-effekter desværre en skuffelse, der ikke formåede at gribe mig på den måde, et Tolkien-baseret værk ellers kan. Mit håb for trilogiens sidste afsnit er derfor meget skrøbeligt.

Læs også: Ditte Obelings anmeldelse af "Hobbitten: En uventet rejse".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar