mandag den 25. november 2013

Why live when you can rule?

Anmeldelse af filmen The Kings of Summer (2013)
Af Stine Liberty Svenningsen



Den oprørske teenager
Fra Peter Pan har vi lært, at barnet ikke altid er autoritetstro, men tværtimod styrer efter egne lyster og behov. Peter Pans tankegang fungerer dog kun i et eventyrunivers af fjerntliggende dimensioner,som kan virke uvedkommende for en nutidig læser. Men filmen The Kings of Summer viser, hvorledes dannelsesprocessen og det antiautoritære barn stadig er relevant. Tre teenagedrenge – bedstevennerne Joe og Patrick samt den noget ekstraordinære Biaggio, der på mystisk vis har hægtet sig på de to drenge – beslutter sig en dag for, at det skal være slut med regler sat af strikse forældre, og flytter derfor ud i en hengemt, idyllisk skovplet i en hytte, de selv har bygget, hvor mottoet er ”Why live when you can rule?” Drengene vil fra nu af være deres egne herskere.


Når knuden strammer til
Per konvention ved vi, at i et klassisk dannelsesforløb ånder alt tilsyneladende fryd og gammen i starten, hvor barnet kan udfolde sit ønske om frigørelse, men at problemerne snart vil vælte ind. Og det gør de. Det største problem er – også ret traditionelt – af kvindelig skikkelse i form af den smukke pige Kelly. Et trekantsdrama opstår, og venskaber sættes på en stram prøve uden for lands lov og ret, hvor det vilde i mennesket titter frem og gør dreng til bæst og ikke mand. Stridspunkter kan ikke løses ved andres (forældrenes) hjælp og må søges løst af drengene selv – spørgsmålet er så, om de som uprøvede teenagere er klar til at håndtere dette på egen hånd.

Usædvanligt nærvær...
Men The Kings of Summer er utroligt meget mere end de sædvanlige, stive problemstillinger, som et klassisk dannelsesforløb ellers kan indeholde. Det hyppigt anvendte udviklingstema, som man ellers kender det til hudløshed, har i filmen nogle ikke altid let gennemskuelige twists, og historien er yderst velfortalt og langtfra typisk. Samtidig er skuespillet – ”trods” rollelisten af forholdsvist ukendte skuespillere – fænomenalt. Man mærker drengenes ønskede frihed og frustration over manglen herpå, deres tætte sammenhold og forsøg på at klare sig på egen hånd – sammen, og intensiteten, der opbygges under trekantsdramaet.

... og rytmisk tilstedeværelse
Dertil kommer det, for mit vedkommende, bedste aspekt af filmen: musikken. Mange filmskabere underminerer musikkens betydning og stærke virkning, hvilket er synd, da det i film som The Kings of Summer med sin alternative indierock spiller en vigtig rolle for det samlede indtryk – nemlig dét af frigørelse og kærlighed.

Dog er der især én scene, som virkelig sætter sit aftryk, både rent filmisk og lydligt: Drengene er gået på opdagelse i den dybe skov og finder et gigantisk, hult rør. Snart har Joe og Patrick med kraftige pinde skabt en rytme af næsten stammelignende karakter ved at slå voldsomt på røret, mens den mildest talt underlige Biaggio danser rundt på både hænder og fødder. Deres vildskab i den forbudte skov er komplet – ligesom deres indbyrdes forhold er på sit højeste.

Knuden løsnes
The Kings of Summer ender, som man kunne forvente: Drengene vender tilbage fra deres frivillige eksil i skoven og træder igen ind i civilisationens og reglernes regime med en rygsæk fuld af livsændrende erfaringer. Men filmen portrætterer dette afsluttende led i udviklingshistorien på en yderst velgjort og inddragende måde, der ikke efterlader én med en klistret klump af feel-good-film i halsen, når den er slut. Tværtimod indser man, at man både har grædt, råbt og leet i takt med drengenes udforskning af både sig selv og verden omkring dem, som for dem nu er blevet lidt mere acceptabel at eksistere i

Ingen kommentarer:

Send en kommentar