mandag den 4. november 2013

Tomgang i Tisvilde

En roman om fest, fisse og hornmusik (OG kunst) 


Anmeldelse: Martin Kongstad "Fryser jeg", Art People/People's Press
Anmeldt af Nicoline Thoning. 



Det var godt henslængt i sofaen og med høje forventninger, at jeg slog op på første side af Martin Kongstads nyudkomne roman, Fryser jeg. Men efter endt læsning blev jeg overvældet af en følelse af, at være uanfægtelig indifferent. At være placeret midt i noget, hvor der ikke er så forfærdelig meget, der rører sig eller overrasker, men blot en masse som forbliver i gentagelsens trættende cirkularitet.     

Selve plotstrukturen minder meget om den, man finder i novellerne fra Kongstads anmelderroste debutsamling, Han danser på sin søns grav (2008). Personer og miljø genbruges, hvilket jo egentlig kunne have været ganske vellykket. Kongstads noveller var originale, provokerende og grænsesøgende. Det samme er Fryser jeg – men bare påtrængende for meget. Her er madanmelderen Mikkel Vallin præcis så alkoholiseret som altid, og katastrofekursen vil ingen ende tage. På baggrund af en række pinagtige fadæser er han nu forladt af konen og fyret fra jobbet, hvorfor han kaster sig ud i et romanprojekt, der indledningsvist handler om en kærlighedsrelation mellem to bekendte – Søren og Signe. Men som fortællingen skrider frem, kommer dette projekt mere og mere til at manifestere Mikkel Vallins vision om at sætte kærligheden fri af parforholdet: ”Farvel til parforholdet og tak for ingenting!” Et mantra, der kommer til at runge i romanen såvel som det romanprojekt, dens fortælling centreres om.
   
Det er således den frie kærlighed, som Vallin og hans unge kunstnerkæreste dyrker. En kærlighed, hvor man hæver sig op over jalousien og den monogame tosomhed, for i stedet at dele ud af kærligheden, (hvad end det er) på baggrund af flygtige forelskelser eller sanseløst begær. Man skal unde sin ”partner” at blive forelsket i andre, da man kun ønsker det bedste for vedkommende, hvilket da også lyder meget smukt og omfavnende, men på den anden side fornemmer man et skalkeskjul for en patetisk retfærdiggørelse af utroskab. Og det hele ender da også ud i noget så banalt som bunkepul i Tisvilde, og hvis det da bare var stoppet der. Men nej, og det er netop denne romans problem – der stoppes aldrig, mens legen er god. Teltene kastes op i en sommerhusbaghave, voksne mennesker marinerer sig selv i sprut, mens den ene kvinde efter den anden smides op på en massagebriks for at få sprøjteorgasme af mesterslikkeren fra Ørby, med resten af den sørgelige flok som vidner!

Endvidere erfarer læseren gradvist, at vores kære hovedperson afsløres som mere og mere hyklerisk og ude af stand til at følge sit eget værdisæt. For det er nemlig rigtig problematisk, at lade den man elsker elske andre. Så i sit forsøg på at slippe kærligheden fri og dermed undgå at størkne i en ubehagelig stilling i den bastante sokkel som, parforholdet, ifølge fortælleren, nu engang er – gør han netop dette. Han forsøger ubehjælpeligt at klynge sig fast til den kvinde, som i romanen næsten bliver en personificering af den fri kærlighed, der ikke vil bindes, hvorfor hans vision uundgåeligt må mislykkes.
   
At plottet, efter min overbevisning, ikke er noget at klappe i hænderne over, kommer næppe som en overraskelse, men jeg må dog erkende, at det sproglige niveau hiver romanen op på et plan, hvor der bliver lidt at komme efter. For heldigvis finder vi Kongstad præcis lige så sarkastisk og sproglig velfunderet som i debutsamlingen. Og kontinuerligt efterlades et skævt smil på læben, når man udsættes for hans verbale riffel, som leverer den ene intelligente fuldtræffer efter den anden. Men Fryser jeg ligner unægtelig debutsamlingen for meget, bare længere og med en forøget perlerække af seksuelle eskapader. Dertil kommer det, at det dårlig kan kaldes intelligent at sætte lighedstegn mellem frisind og det at have sex med alle og enhver på må og få.

Dog vil jeg næve den overvejelse, at jeg til tider, netop i kraft af sproget, er blevet i tvivl om, hvorvidt der hersker en skjult latterliggørende tone i romanen. Lagt ud som en tynd dis over fortællingen, der kun lige akkurat anes. For hvem går egentlig fri, når alt kommer til alt? Her må mit umiddelbare svar være: Ingen -hverken den frie kærlighed eller parforholdet. Et greb, der for mig, gør plottet bare en smule mere interessant.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar