mandag den 18. november 2013

Poetisk spejlbillede

Anmeldelse: Yahya Hassan: Yahya Hassan, Gyldendal, 2013
Anmeldt af: Anne Skov Thomsen

Samfundsdebattører, menigmand, sociologer, litterære kritikere, tabloidpressen, ja, selv den udenlandske presse – alle har de tilsyneladende et eller andet at ytre om den 18-årige palæstinensiske digter, Yahya Hassan, hvis debutsamling af samme navn udkom i oktober.


Skrevet med lutter versaler vækker Yahya Hassans hudløse skildringer af opvæksten og livet i den århusianske ghetto hurtigt associationer til Broby-Johansens digtsamling Blod fra 1922, der med lignende skandaløs råhed skildrede storbyens underklasse. Men den impersonale observerende udsigelsesinstans, der kendetegnede Blod, er i Yahya Hassan afløst af en brændende personlig tilstedeværelse. En stemme hvis vrede og indignation over forældresvigtet og det sociale og religiøse hykleri blandt indvandrerne i ghettoen er en eksplosiv drivkraft gennem bogen som fx i digtet FAR MIN UFØDTE SØN:

”JEG SPILDER TYVE LITER MØRKE
OG EN BARNDOM OP AD VÆGGEN
EN STENALDERHÅND EN PAPERBACK-KORAN
MÅSKE VILLE JEG HAVE ELSKET DIG
HVIS JEG VAR DIN FAR OG IKKE DIN SØN” (103)

Yahya Hassan er ikke selv inkarnationen af den reneste uskyld med sin, trods den unge alder, imponerende løbebane inden for en bred vifte af kriminalitet. Røverier og (tanker om) vold skildres uden anger bogen igennem, og som læser sidder man med en ambivalent følelse ved mødet med en samling digte, hvis roterende moralske pegefinger sidder på et offer, der også selv er skurk. Alligevel drages man videre gennem sidernes lokomotiv-tunge rytmiske bevidsthed. Som Lars Bukdahl også har påpeget, er Yahya Hassans recitation af sine digte (der findes flere optagelser tilgængelige på nettet) næsten rappende, og brugen af allitterationer og gentagelser fremhæver digtenes rytmiske udtryk på lydsiden:

”DEN ARABISKE PRINS
ER IKKE NØDVENDIGVIS DEN FØRSTEFØDTE
MEN DEN FØRSTE DER FÅR EN FLAD NÅR FAR FÅR FRI” (11)

På indholdssiden er sproget en effektfuld maskine af sammenstød mellem religiøse og vantro verdener, ghettosprog og poesi. Kontrasterne hersker i linjer som: ”SYNDERNES FORLADELSE I EN LEJET SPORTSHAL” og ”NU ER DER KUN PANSERSVIN I MINARETERNE”. I det hele taget virker den sproglige bevidsthed på et plan, hvor Yahya Hassan overlegent demonstrerer, hvordan det at digte på dansk i et multikulturelt miljø er et mange-facetteret spektrum af muligheder. I samlingens sidste 34 siders LANGDIGT, der fungerer som en slags resumé af forfatterens biografi, tager han således ’perkersproget’ på sig: ”MIG JEG SIGER HAN SKA HOLD HANS FUCKING KÆFT”, men selv her formår Hassan at snige poesien ind ad bagdøren: ”MIG JEG KIGGER PÅ MIN SELV I SPEJLEN / JEGEN I SPEJLEN KIGGER PÅ MIN SELV”. Netop denne linje bliver betegnende for digtsamlingen, der tegner en sproglig spejling, der på én gang går fra forfatteren til sproget og omvendt.

Man kan opfatte Yahya Hassan som en 18-årig selvbiografi i digtform. Hermed tilslutter digtsamlingen sig den autobiografiske tendens i ny litteratur, men hvor det hos inspirationskilden Knausgaard er det æstetiske, der inddrager virkeligheden, er det hos Hassan omvendt. Yahya Hassan, den kriminelle, småtbemidlede ghettodreng, skriver sit illusionsløse spejl, og finder, at poesien på siderne skinner forvandlende tilbage på ham, nu en digter. En voldelig, barsk og illusionsløs virkelighed er på paradoksal vis vokset ud af elendigheden og er blevet et kraftfuldt poetisk værk. Som læser er man blot vidne til denne uventede forvandling, der gør poesien dobbelt stærk. Yahya Hassan skriver det selv smukt i bogens sidste linjer:

”MIG JEG ER HUND
MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG
OG OVENPÅ UGERNINGEN DØSER JEG HEN I FORÅRSSOLEN” (169)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar