mandag den 14. oktober 2013

Nuit Blanche

Kulturnat i Paris


Reportage fra Nuit Blanche, Paris, 5. oktober 2013 af Anne Skov Thomsen.

Billede: Fujiko Nakaya: Fog Square, Place de la Republique. Kilde: dailymail.co.uk

Hvad får hundredvis af mennesker til at stå og hænge over hegnet ved Canal St.
Martin en lørdag aften i oktober, tryllebundet i timevis af kunstinstallationer, som de
sikkert havde passeret forholdsvis hurtigt på et moderne museum? Eller at gå ind i en
toiletvogns-lignende boks og råbende eller syngende blive spillet højlydt ud på den
befærdede gade via en megafon i taget?

Det er Nuit Blanche 2013 – Paris’ svar på det, vi i Danmark kalder Kulturnatten.
Gaderne er tæt befolkede af mennesker i alle aldersgrupper, og det altid så beredte
franske politi holder vagt i metroen iklædt camouflage og med hænderne advarende
på maskingeværerne – just in case.

Fra trængslen i metroen op på den store Place de la Republique, hvis midte er sløret af
en fugtig dis. Her har den japanske kunstner Fujiko Nakaja iværksat sin såkaldte Fog
Square, og med en forbløffende umiddelbarhed træder de fleste forbipasserende ind i
den tågede installation med lige dele skræmte, advarende og jublende lyde -
selvfølgelig med øje for deres egen tilføjelse til værkets kompleksitet med fotografisk
(Facebook-)dokumentation af tilstedeværelsen. Situationen kan sammenlignes med,
når man som barn snurrede 50 gange rundt om sig selv og derefter med højlydte
”wå-Åååå-aah-ååå” slingrede fjollet og forundret rundt i selvforskyldt svimmelhed.

Som vi går ned langs Canal St. Martin passerer vi (foruden cirkler af unge mennesker
med rigelige mængder alkohol placeret mellem sig) en række andre installationer.
Først blændes vi af et gigantisk oplyst glaspendul, der svinger fra side til side over
kanalen under en af broerne med hypnotiserende virkning på beskuerne. Lidt længere
henne oplever vi italienske Rosa Babras installation Fosse d’orchestre
(Orkestergraven), som består af 5-6 oplyste cirkelformede stationer i vandet, der i takt
til en arytmisk baslyd pumper vandet op som bitte små gejsere. Og horden af
mennesker står næsten tavse, mange tager billeder, men lige så mange falder ind i sig
selv og ud og væk i den meditative betragtning af det pulsende vand.
Senere igen støder vi på førnævnte megafonboks, som spytter en lille gruppe
mennesker ud, der forinden har skrålet sig hjerteskærende falsk gennem et vers af et
fransk hit. Omkring boksen står tilhørere, som tålmodigt venter, enten på ’deres tur’
eller på mere underholdning.

Jeg kan ikke lade være med at forundres over, hvordan så mange mennesker samles
og øjensynligt tager de kunstneriske oplevelser ind på egen krop. Det er i dén grad
interessant at iagttage, hvad der sker, når kunsten rykker ud af museets trygge, vante
rammer og ud i det virkelige liv på gaden blandt mennesker, der ikke er begrænsede
af gængse normer for god opførsel på museer, endsige af interesse for Kunst. Her på
gaden investerer man sig selv i et værk, der bliver fælles mellem alle tilstedeværende,
og omvendt får værkinstallationerne os til at se, lytte og mærke med et anderledes
skærpet sanseapparat. Som barnet, der snurrer rundt om sig selv, ser vi med
forundrede øjne på et svingende pendul over vandet og synes, at den fagre verden er
ny og stor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar