mandag den 14. oktober 2013

Lyrisk krimi til tiden imellem

Anmeldelse af "Jacquelyn Kotarac" af Simon Holm Pedersen, Jorinde & Joringel, 2013.
Anmeldt af Mie Møller Nielsen.


Simon Holm Pedersen. Kilde: Facebook.

Hvis man ønsker plottvist, tydelig skildrede personer og en klar rød tråd i handlingen i debutantforfatter Simon Holm Pedersens krimi, går man forgæves. Til gengæld bliver læseren serveret en lille net bog, der delikat kombinerer lyrikkens syngende og lette fortællerstil med krimiens snørkler og intriger. Med et sprogbrug, der normalt ligger langt fra krimiens ellers tilgængelige jargon, lader Pedersen fortællingen om Lægen Jacquelyn Kotarac begynde:
Jacquelyn i sollys, der rikochetterer for hendes lukkede øjenlåg. Jacquelyn i et skørt, der kravler op ad låret. Ms. Matthews, hvis hals er en kødfuld støvsugerslange. [1]
Jacquelyn, eller Jackie, arbejder som læge, indtil hun bliver fundet død i en skorsten. Parallelt med fortællingen om Jackies liv og forhold til sin elsker, kører opklaringen af hendes død. Som læser får man dermed en dobbelt oplevelse af døden og livet, og hvordan det hele pludselig kan vende, idet Pedersen i øverste tekststykke fortsætter sin fortælling om den levende Jackie, og i nederste  tekststykke, adskilt af blanke linjer, kører efterforskningen om hendes død.

Som læser af bogen kan man hurtigt blive i tvivl om, hvordan man skal forholde sig til denne meget anderledes tilgang til begge genrer. Normalt tænker jeg lyrikken som noget svævende, uhåndgribeligt og eftertænktsomt – noget der er mere, end blot det, der står. Med krimien er det ofte omvendt, idet forfatteren ønsker at skrive mere handling og mere betydning ind i en mordsag, end der måske egentlig er grund til. Måden hvorpå disse to stilarter dermed kombineres er overraskende virkningsfuld, og
man hører vidnesudsagn om den døde Jackie som en slags tankestrøm fra fortælleren selv: "Hun havde sine problemer – hun havde sine dæmoner – men jeg mistede aldrig respekten for hende." [2] De små detaljer og spor i efterforskningen bliver til en filosofisk overvejelse, kombineret med humoristiske tvist om livets størrelse og betydning:
Men hvorfor ville den mand ikke svare hende – selv som en taknemmelig ven – for at have reddet hans hjerte.
Hans liv
Det er en kold, kold verden.
Og jeg har virkelig brug for søvn! [3]

Selve bogen består ikke af mere end 24 sider, og er i et lille, enkelt bind, der lige er til at have med i
tasken, når man er på farten. Som Pedersen selv har valgt at adskille sin fortælling med mellemrum mellem de to parallelle handlingsspor, således vil jeg opfordre til at læse denne krimi små bidder af gangen, eventuelt i de små pauser, dagen byder på.


[1] Pedersen, s. 3
[2] Ibid, s.10
[3] Ibid, s.14

Ingen kommentarer:

Send en kommentar