mandag den 28. oktober 2013

Fiktion og fakta krydser spor i Østeuropa

Anmeldelse: Aleksandar Hemon "The Lazarus Project", Forlaget Picador, 2008
Anmeldt af Kristin Vego

En rejse gennem arkiverne hundrede år tilbage bliver omdrejningspunkt for en vellykket roman om den lille og den store historie, og om at høre til.



I forbindelse med researcharbejdet til The Lazarus Project rejste den bosnisk-amerikanske forfatter Aleksandar Hemon tilbage til det gamle Jugoslavien med sin ungdomsven, fotografen Velibor Božović. I romanen fra 2008 følger vi ligeledes to venner, forfatteren Brik og fotografen Rora, begge Sarajevo-fødte amerikanere, på roadtrip i Østeuropa. Projektet er at besøge hjemstedet for Lazarus Averbuch, en ung jødisk immigrant (og virkelig historisk person), som blev skudt og dræbt af politichefen i Chicago hundrede år tidligere. Det var borgerkrigens udbrud i Bosnien, der i 1992 førte til Briks (og Hemons) eksil til netop Chicago, og som et ekko gennem romanen lyder hans overvejelser om at høre hjemme, som binder de to fortællinger sammen: ”Home is where somebody notices when you are no longer there.”

Fotograferet fiktion
Ligesom Jonathan Safran Foer, der for længst har fået sit populære gennembrud i Danmark, tager Hemon arven op efter den tyske forfatter W. G. Sebald ved at inkorporere fotografisk billedmateriale i den fiktive fortælling. Hvert kapitel i The Lazarus Project er således akkompagneret af et sorthvidt fotografi, dels fra Božovićs hånd, dels fra arkiverne hos Chicago Historical Society. Fotografiet, der almindeligvis associeres med virkelighedsgengivelse, bliver hos Hemon sat i forhold til teksten på en måde, der ikke entydigt lader sig afkode. Billederne er uden billedtekst og står ofte uforklarede hen, og der henvises i fortællingen direkte til fotografier, som ikke er repræsenterede. Brugen af dokumenterende materiale i romanen bliver dermed mere end blot en ’gimmick’, og medvirker til at udfordre læserens opfattelse af virkelighed og fiktion.

De selvbiografiske sammenfald mellem Hemon og hans romankarakter er ikke til at overse, og på postmoderne vis kommenterer værket løbende sin egen tilblivelse: ”He could take fotos. I didn’t know how he would use them, but I could put some of them in my book when I wrote it.” Men The Lazarus Project er mere end en roman om at skrive en roman. Hemon formår, på trods af at karaktererne sjældent vokser til mere end overfladiske størrelser, at finde den store historie i den lille. Eller omvendt: Hvad der starter ud som en historisk undersøgelse, ender med at handle mere om den individuelle fortælling. Og heldigvis; for det er i den personlige rejseskildring, at Hemon skriver med stor indsigt om erindring, slægt, immigration og – ikke mindst – spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at skrive sand historie.

Glimrende prosa 
Hemon går måske et skridt for langt i sit forsøg på at tviste en overraskende slutning ind i et plot, som er mere eller mindre ikke-eksisterende. For det, der driver værket, er ikke handling, men derimod Briks eksistentielle overvejelser og Roras usandsynlige anekdoter, mens Averbuch-sagen mest fungerer som den strukturerende ramme. Forsøget på at rekonstruere omstændighederne omkring Averbuchs død bliver således katalysator for et helt andet projekt, nemlig Briks (og Hemons) ’genoplivelse’ som skrivende forfatter – som en anmelder fra Observer på bogomslaget er citeret, med et spil på Lazarus’ bibelske navnebror: ”Prose this powerful could wake the dead.”

Hemon er i den engelsktalende verden blevet hyldet som en ny Nabokov for sit enestående brug af fremmedsproget. Helt så langt vil denne anmelder ikke gå, selvom jeg anerkender en vis lighed i humoristiske formuleringer som ”clouds and cloudettes” eller Briks underfundige betragtning: ”Belief and delusion are incestuous siblings.” Men Hemons prosa rummer også håbløst overkonstruerede sætninger, som følgende fortænkte observation: ”I always like to see a full garbage container, because I relish the thought of emptying it, the complete unburdening implicit in it.” Nej, vel? Sproget slår knuder på sig selv for at tvinge metaforen igennem. Når det er sagt, er The Lazarus Project fyldt med sproglige guldkorn, og Hemon mestrer at balancere det tragiske og det komiske, som når Brik reflekterer over sit tabte hjemland: ”My country’s main exports are stolen cars and sadness.”

Som ’immigrantforfatter’ er Aleksandar Hemon højt værdsat på den internationale litteraturscene. The Lazarus Project blev indstillet som finalist til blandt andet the National Book Award i 2008 og udkom på dansk (Lazarusprojektet) på Gyldendal i 2009.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar