mandag den 14. oktober 2013

Eventyr for sarte sjæle

Anmeldelse: Ingrid Ma Shantie Andersen ”Eventyr fra Skranefjell”, Forlaget Siesta, 2013
Anmeldt af Mette Christensen.



Der har netop været fokus på, at alt for mange forældre udelukkende præsenterer deres børn for børnelitteratur fra forældrenes egen barndom. Det giver børnene det fejlagtige indtryk, at børnene i litteraturen taler Karen Blixen-dansk og altid levede i gamle dage. Det er således altid dejligt med friske pust i dansk børnelitteratur og Ingrid Ma Shantie Andersens ”Eventyr fra Skranefjell” ser da også lovende ud på det farvestrålende omslag. Men ak, læser man eventyrene i bogen, må man hurtigt spekulere over, om de egentlig er skrevet til nutidens børn – eller til dem der levede for 50 år siden?

Drillenisser og havfruer
De smukke og farvestrålende illustrationer af kunstneren Susanne Ullidtz kan næsten, men også kun næsten, skjule den himmelråbende mangel på opfindsomhed og fantasi, der præger Ingrid Ma Shantie Andersens eventyr om børn, der samler urter, forærer hinanden ravhjerter og snakker med åkandebørn. Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg får serveret gammel vin på nye flasker. Er vi virkelig ikke kommet videre? De trivielle handlingsforløb kunne jeg måske leve med, hvis ikke det var fordi, at sproget i eventyrerne aldrig rigtig løfter sig fra papiret. Børn der siger ting som ”Nu har du set planeter nok for denne gang” og ”Uh! Hvor er her mørkt og koldt”, får desværre sproget i fortællingerne til at virke stift og dødt.

Hvor er den onde?
Det hele er meget idyllisk i ”Eventyr på Skranefjell” – måske lidt for idyllisk. Faktisk sker der aldrig noget uhyggeligt. I starten sidder man og tænker: ”Nu bliver det farligt…”, men efter mange skuffelser ved man én ting om eventyrene: Det bliver aldrig farligt. Alle skal have det godt. Hele tiden. Når troldkongen spørger lille Anne, hvad menneskebørnene har brug for, svarer hun ”musik, latter, eventyr og glæde” – og det er lige det, han giver dem! En troldkonge!? Og da lille Anne vil hjem, får hun en ønskesten, som tryller hende hjem til sin mor igen. Så meget for dét eventyr. Desværre er det handlingsforløb meget symptomatisk for hele børnebogen. Det onde udebliver med det resultat, at eventyrenes hovedpersoner aldrig udfordres og derfor heller ikke gennemgår nogen udvikling. Selvfølgelig er jeg enig i, at alle skal have det godt, men først skal de altså have det dårligt. For, som mange af os ved, så skal det være skidt, før det kan blive godt. Men hos Ingrid Ma Shantie Andersen er alting kun godt og derfor bliver det i virkeligheden bare skidt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar