mandag den 9. september 2013

VMO: Med sproget i forgrunden

Reportage: Lone Hørslev og Stefan Kjerkegaard i samtale til Vild med ORD søndag d. 8. september 2013.
Skrevet af Mette Christensen.

Lone Hørslev i samtale med Stefan Kjerkegaard om at finde sig til rette.

Stolerækkerne foran pavillonscenen er propfyldte. En munter og forventningsfuld stemning har bredt sig blandt publikum, da Lone Hørslev sætter sig til rette i lænestolen til dette års Vild med ORD Festival i Aarhus. Lone Hørslev er som altid elegant og skiller sig ud fra mængden i sin gule kjole og med sin knaldrøde læbestift, der er en vigtig del af karakteren Lone Hørslev – en kvinde man lægger mærke til i dansk litteratur.

Lone Hørslev er kommet til Aarhus for at tale med Stefan Kjerkegaard, der er lektor på Aarhus Universitet, om at ”finde sig til rette” under overskriften ”hjem til nisselandskabet”. I sin præsentation af Lone Hørslev lægger Stefan Kjerkegaard vægt på, at hun er en forfatter, som har en stærk og genkendelig stemme i sine tekster. Han fremhæver også, at hun ofte arbejder på tværs af kunstarterne og særligt er kendt for Mouritz/Hørslev Projektet. Samtalen denne dag på Pavillonscenen skal dog tage udgangspunkt i hendes roman Sorg og camping.

I må ikke sige det til nogen” 

 

Stefan Kjerkegaard går lige til kernen og lægger ud med at spørge til, om der er noget ”kitschet” over nisselandskabets rolle i Sorg og camping. Han bider mærke i, at særligt kvinderne i bogen har det svært – ligger der en implicit feminisme i værket? Lone Hørslev lader dog ikke til at have nogle ambitioner i den retning netop her, men understreger at kvinderne i værket interesserer hende. Der er altså ikke nogen mission med værket og Hørslev skriver ikke bevidst ironisk, men der eksisterer derimod en ømhed for de personer, der skildres.

Noget andet, Stefan Kjerkegaard også gerne vil vide i forbindelse med romanen Sorg og camping, er, hvorfor Lone Hørslev har valgt, at den skal foregå netop i 80’erne. Lone Hørslev svarer, at det ofte er svært at sige, hvorfor man skriver de ting, man gør, men at det vigtigste er, at der er en energi i det. Hun afslører, at energien i denne historie stammer fra en fascination af sin mor. Den blev til, da hun som 35-årig sammenlignede sit liv med sin mors livssituation som 35-årig i 1985. ”I må ikke sige det til nogen,” tilføjer hun og understreger, at romanen ikke handler om hendes mor, men nærmere leger med tanken ”hvis nu det var mig?”

Samtalen krydres med en oplæsning fra bogens begyndelse.

Øjenkontakt med forfatteren 

 

Stefan Kjerkegaard begiver sig ind i tekstens sproglige plan og spørger til det ”jeg”, som pludselig optræder i romanen, der ellers er skrevet i tredje person.

”Jamen det er jo mig, der sidder der og fortæller derudaf,” svarer Lone Hørslev og pointerer, at det er vigtigt for tekstens energi, at man kan mærke, at man bliver talt til. Jeget er en henvendelse til læseren, for forfatteren skal, efter Lone Hørslevs mening, være den, der ser læseren ind i øjnene og siger: ”Det er mig, der taler til dig.”

Dette udsagn får samtalen til at handle om, hvordan Lone Hørslev eksplicit bruger sig selv i kunsten, og hvordan dette er en naturlig del af hendes praksis, som hun er meget bevidst om. Stefan Kjerkegaard kan ikke lade være med at spørge til, hvordan hendes image skal kontrolleres og om det, i sig selv, er en del af projektet. Til det svarer Lone Hørslev, at hun ganske rigtigt skaber versioner af sig selv, især i sin poesi, men understreger, at det altid er i bearbejdet form. Hendes udgangspunkt er, at hun er så ”relativt almindelig”, at de ting, som interesserer hende, sikkert også interesserer andre. Elementer fra virkeligheden køres gennem Hørslevs ”litterære maskine”, så de bliver noget andet i sig selv.

Hvad undersøgelsen går ud på

 

Et andet emne, som Stefan Kjerkegaard også tager op i samtalen, er Lone Hørslev som litterær performer. Han spørger, om man skal gøre noget mere end bare at skrive bøger. Hvortil Lone Hørslev svarer, at hvis der var noget hun følte, at hun skulle gøre i sit forfatterskab, så ville hun nok ikke gøre det. Stefan Kjerkegaard fremhæver også, at det er svært ikke at læse forfatteren ind i værket, når man læser Lone Hørslevs forfatterskab, hvortil hun medgiver, at det kan være problematisk, men at det er svært at kontrollere, hvor meget folk læser ind. Her hives Hørslevs ”skilsmissedigte” frem og Stefan Kjerkegaard sammenligner dem med 70’ernes bekendelseslyrik, som ifølge Hørslev havde det problem, at temaerne blev sat over det sproglige.

Her er Lone Hørslev i stedet inspireret af Højholt og sætter sproget i forgrunden. Særligt evnen til at bringe ”det morsomme” ind i teksterne og forene ”det høje og det lave” er elementer Hørslev beundrer hos Højholt. Stefan Kjerkegaard tilføjer, at Hørslev og Højholt også deler en mundtlighed og fremhæver afslutningsvis bogen Lige mig. Hvad er ”lige dig”? spørger han Hørslev.

”Det er jo det, undersøgelsen går ud på,” svarer Hørslev og citerer sætningen ”Man kan ikke få en anden til at male sit selvportræt.”

Stefan Kjerkegaard afrunder samtalen med at spørge til, om Lone Hørslevs tekster således handler om at opdatere den viden hun har om sig selv, men her tager han fejl.
”Nej. Jeg er ikke interessant,” svarer Lone Hørslev. ”Det er undersøgelsen af, hvad det vil sige at være menneske i verden, det handler om, og jeg er tilfældigvis det menneske, der er tættest på.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar