mandag den 9. september 2013

VMO: Forfatteren er gået hjem

Reportage fra samtale mellem Niels Frank og Maja Lucas til Vild med Ord 2013, lørdag d. 7. september.
Af Kristin Vego



Niels Frank omgivet af bøger. Foto af Finn Frandsen.

Niels Frank er måske hvad man kan kalde en ’digternes digter’. Som forfatter er han anerkendt blandt anmeldere og kolleger, men til et arrangement som litteraturfestivalen Vild med ORD, trækker han ikke lige så mange publikummer som enkelte mere folkelige forfattere. Alligevel er der et pænt fremmøde, da han og forfatterkollegaen Maja Lucas går på scenen i Ridehuset lørdag eftermiddag – og det til trods for et iøjefaldende lavere publikumstal til årets festival end i fjor. Emnet for samtalen er Franks seneste udgivelse: den sprogligt finurlige romandebut Nellies bog.


Delte meninger


Ved sin udgivelse i februar måned var Nellies bog i den grad en roman, som delte anmeldervandene. Udgivelsen blev på én gang kaldt ”noget af det bedste, der er sket i nyere dansk romankunst” af Berlingske Tidenes anmelder, [1] samtidig med at den i Jyllands-Posten blev fordømt som ”et radikalt, men utilgængeligt eksperiment.”[2] Personligt deler jeg begejstringen over Nellies gebrokne dialektsprog med Littunas anmelder Anne Skov Thomsen (læs anmeldelsen her). Samtalen mellem Niels Frank og Maja Lucas lægger også ud med en oplæsning fra bogen, så nye læsere kan stifte bekendtskab med Nellies unikke univers. Det er en oplevelse i sig selv at høre forfatterens eget bud på, hvordan Nellie lyder – under oplæsningen tillægger Frank sig en lettere naiv stemme, som passer godt på den unge Nellie, mens han hakker sig igennem de bevidst fejlskrevne sætninger. 

Hvordan oplever Nellie?


Nellies bog er en krævende tekst, som udfordrer det sædvanlige læsetempo. Men som Maja Lucas pointerer, fører Nellies fejlskrivninger ofte til forbløffende poetiske nyskabelser ”fejl er ikke bare fejl.” Hvordan har forfatteren så arbejdet med sproget i Nellies bog? Umiddelbart lader der til at være visse regelmæssigheder i Nellies grammatik, men det bliver hurtigt tydeligt for læseren, at hverken stavning er tegnsætning er konsekvent udført. Nøglespørgsmålet i Franks egen skriveproces har derfor været dette: ”Hvordan oplever Nellie?”, og ud fra dette spørgsmål har sprog og fortælling udviklet sig. I denne forbindelse gør Maja Lucas opmærksom på endnu et interessant aspekt af romanen: Der er ikke er noget ’modsprog’ inden for teksten, som kontrasterer Nellie med ’normalen’, og hele romanens univers bliver derfor filtreret gennem Nellie selv – ”forfatteren er gået hjem.” Maja Lucas’ analyse af romanen giver interessante indblik, men Niels Frank gentager flere gange, at han som forfatter ikke selv har tænkt over de detaljer, hun udpeger. Konfronteret med spørgsmålene om, hvordan Nellies specielle sprog er opstået, lyder det utraditionelle svar: ”Faktisk har jeg ikke tænkt på noget som helst – jeg har bare moret mig.”


Ingen illusionsnumre


Et spørgsmål fra publikum sender imidlertid forfatteren ind i en længere tænkepause: Hvorfor betyder det så meget for Niels Frank at gøre opmærksom på, at det ’ikke er ham’, som har skrevet det? Til dette svarer han, at Nellies bog ikke er konstrueret som en kriminalroman, der søger at lede sin læser på afveje; teksten er ikke bevidst kompliceret. Hermed retter han en indirekte kritik mod de anmeldere, som i dialogen om Nellies bog har stemplet værket som elitært og kunstlet, ligesom han tager afstand fra Per Højholts Gitte-monologer og 6512, som romanen er blevet sammenlignet med. Formålet har ikke været at provokere, fastslår han, men ganske enkelt at komme så tæt på figuren Nellie som muligt, ikke mindst Nellies ’autentiske’ sprog – ”der er ingen illusionsnumre”. Sessionen slutter med endnu en oplæsning fra romanen. Denne gang med et lidt mere lattermildt publikum, som måske har fået afkræftet et par fordomme om den pudsige, grønstribede bog.




[1] Jeppe Krogsgaard Christensen: ”Genforstryllelsen” i Berlingske Tidende, 22.02.2013
[2] Erik Svendsen: ”Nellie – et rejsende postulat” i: Jyllands-Posten, 27.02.2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar