mandag den 16. september 2013

VMO: De små forlags chance


Af Stine Liberty Svenningsen

Forlagsstandene fyldte meget til Vild med ORD. Her forlaget Ådalens farverige stand.


Litteraturen har altid haft en særlig plads i mange menneskers hjerter, og skønt den har haft turbulente tider, er ingen tid vel så turbulent som nu. Bogmediet – den trykte, sortsværtede, fysiske bog – har set bedre dage. Dette til trods for, at jeg umuligt kan være den eneste, der får kuldegysninger af lyden af nytrykte sider, der bladres i for første gang. Der er et eller andet specielt ved følelsen af bogsiderne i hænderne, så skrøbelige, og alligevel indeholdende så meget viden, provokation og følelser, at det kribler i fingrene for at komme i gang, og man smuglæser sig til slutningen.
  
Den samme kriblen finder jeg også til Vild Med ORD, hvor det i år er første gang, jeg deltager. Derfor har jeg visse forventninger om et slags overdådigt opsat ensemble af bøger og forfattere, der går op i en højere litterær enhed, samt et stort fremmøde af litteraturinteresserede. Jeg imødekommes dog af en noget minimal velkomstkomité af en ti-femten mennesker, der stille og roligt vandrer gennem hallen og cirkulerer rundt mellem hinanden. Jeg havde forestillet mig en koncertscene med blændende lys og spotlight, men i stedet er scenen placeret bagerst, og det første, der møder mig, er forlagsstand på forlagsstand. De fleste forlag genkender jeg, men også de mere ukendte titter frem hist og pist.
 

Det lille forlag

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at forlagsstandene optager så stor en del af festivallens rum: efter hvad jeg kan bedømme, er Ridehuset fyldt trefjerdedele op med kun forlag. Den første, der falder mig i øjnene, er forlaget Ådalen, hvis farverige plakater unægtelig tiltrækker sig min opmærksomhed, så jeg træder frem og beder om en samtale med forlæggerne. Den gråhårede mand, der rejser sig, smiler venligt til mig.

Forlaget er øjensynligt ikke særligt stort, og standens langbord er fyldt med stakke af bøger, hvoraf jeg ikke kender én eneste. Manden, der hedder Mogens Stylsvig, imødekommer mine spørgsmål med en vis rolig eftertænksomhed. Hvorfor kommer de til en litteraturfestival som Vild Med ORD? Tjo, det er slet og ret grundet eksponering. For som et lille forlag er de ikke blot ramt af en hårdt kæmpende branche, men er for manges vedkommende komplet ukendte. Jeg genkender følelsen: Hvis jeg skal købe noget, næsten ligegyldigt hvad, går jeg efter de velkendte mærkevarer, fordi de per konvention er stemplet ’godkendt’. Men hvad gør masseproducenterne bedre end de mindre virksomheder? Det er svært ikke at vende harmen mod store forlag som Gyldendal og Politiken, der ikke er repræsenteret til Vild Med ORD. Men Mogens Stylsvigs frustration gælder ikke nødvendigvis de større forlag, men simpelthen alting omkring bogbranchen og -mediet.

Da jeg spørger, om det lykkes at få eksponering til Vild Med ORD, svarer han ærligt, at det snart er den eneste måde, hvorpå de kan synliggøre deres bøger. De kommer til Vild Med ORD for den gode samtale, for når folk rent faktisk ser den fysiske bog, tager den i hænderne og bladrer, indfanges de af indholdet. Problemet med at eksponere sig generelt er, at de 24 bøger, forlaget Ådalen udgiver hvert år, sjældent får omtale i aviser. Et eksempel: En bog om Århus’ fodboldklubber gennem 100 år har været på markedet i fire uger og endnu ikke fået én eneste omtale. Mogens Stylsvig forstår ikke dette, da det for forlaget Ådalen ikke så meget handler om profit, men om at bevare. Han betragter sig selv om en slags konservator, fordi der er så mange gode historier rundt omkring, der ellers ikke bliver fortalt. Bogen bliver et fysisk bevis på den gode historie, der fortjener at blive gemt for eftertiden. Når en bog er trykt, kan der ikke trykkes ’slet’.

Mogens Stylsvig er en ildsjæl, der kæmper for sit firma og den gode litteratur, men som også kæmper mod tidens kommercielle giganter. Jeg kommer hurtigt til at bebrejde netop forlag som Gyldendal, men de har vel også startet småt og arbejdet sig gradvist op. Det går op for mig, at der ikke kan udpeges blot én skyldner i dette spil om det læsende publikum, denne magtkamp om eksponering og popularitet i den litterære verden.

Det århusianske forlag

Efter snart et kvarters samtale går jeg nærmest forpustet af energi og pumpet fuld af viden videre rundt i Ridehusets sal. Forlagsstandene er sat op labyrintisk, og man må sno sig frem på stierne imellem dem, til man når sin destination. Jeg stopper op foran forlaget Klim, som længe har stået mit hjerte nært, fordi de i min optik har nogle meget interessante udgivelser, der både rammer det brede publikum med f.eks. Haruki Murakami og alskens krimier, men også forsøger at indoptage mindre kendte forfattere.

Jeg beder også her om en samtale med forlagets repræsentant. Hans navn er Carsten Vengsgaard og bringer mig villigt det større perspektiv på forlagsbranchens nød, hvis tråde breder sig længere ud, end jeg havde forventet.
  
For det århusianske forlag Klim gælder det ikke så meget om at eksponere sig til Vild Med ORD, da de allerede har etableret sig i bogbranchen, men slet og ret at fokusere på det kulturpolitiske. Der skal gang i litteraturscenen i byen, og de århusianske forlag som Klim eller Modtryk kan i forbindelse med Vild Med ORD sætte fokus på det kulturelle. Og det er der stærkt brug for! Skønt der i år er færre publikummer end forrige festivaller, er litteraturfestivallen en fast del af Århus Festuge, noget man snakker om – men mest lokalt. Hertil siger Carsten Vengsgaard noget meget rammende: Ting tager tid. Han estimerer, at der vil gå 10 år, før Vild Med Ord er blevet stor nok til at være kendt nationalt. Og så kommer forlag som københavnske Gyldendal formentlig.

Carsten Vengsgaard fortæller en grum historie, mens vi sidder ved det lille runde bord og snakker. Forlaget Klim havde på et tidspunkt en bog, der havde vundet Impact-prisen – en pris, biblioteker verden over giver et enkelt værk, hvortil der hører en klækkelig sum penge – og som de derfor ivrigt fortalte om til anmeldere og aviser. Men der var ingen, der opdagede deres pressemeddelelse. Så sendte de endnu en meddelelse ud om, at aviserne godt kunne få gang i anmelderiet. Her reagerede de prompte, og anmelderne blev nu selvkritiske: Hvorfor forsvandt denne bog, der havde vundet så stor en sum penge grundet sin kvalitet, blandt alle andre? Carsten Vengsgaard fortæller: En undersøgelse fra Biblioteksskolen viste, at bøger fra forlaget Gyldendal blev anmeldt 2,5 gange mere end forlaget Klim. I dette perspektiv synes Ådalens frustration over manglende anmeldelser berettiget, når selv et veletableret forlag som Klim må bukke under for højere magter. Kan det virkelig passe, at små forlag skal lide under, at anmeldere favoriserer de pengeindbringende bøger og tillige vælger de små forlags bøger fra? Det handler i denne sammenhæng altså ikke om kvalitet, men om en udvælgelsesprocedure, som de små forlag ikke har indflydelse på.

Samtalen ender altså med penge. Alt afhænger heraf. I Vild Med ORD-regi ville en øget kapital betyde, at man kunne tiltrække de helt store navne, hvorfor der ville komme flere (betalende) publikummer, hvorved festivallen ville vokse sig større. Men penge er svære at få fingrene i. Vild Med ORD har så meget potentiale, men har svært ved at komme frem, hvis ikke den støttes. Der skal simpelthen mere statsstøtte til litteraturscenen – og dét ikke kun i Århus, men på landsplan. Så vil litteraturen og bogbranchen måske ikke lide nær så meget.

Eftertænksomheden breder sig

Da Carsten Vengsgaard er færdig med sin indfangende talestrøm, takker jeg for en god samtale, men på en fortumlet og forvirret måde. Al den frustration, jeg har kunnet mærke i de to samtaler med forlagene, spreder sig i mig, og jeg har næsten lyst til at råbe, at litteraturen er fortabt. Eller er den? Hvad jeg har lært af dette års Vild Med ORD er, at der stadig er folk, der inderligt ønsker at give et frisk pust til bogbranchen, så den ikke længere blot lever af en respirator, men faktisk bruger sine lungers fulde kraft. Hvornår dagen oprinder, da bøgerne marcherer frem og tilbagetager, hvad der retmæssigt er deres – førstepladsen i danskernes underholdningshjerter – ved jeg ikke, men hvis det aldrig sker, håber jeg, at vi mennesker kan tage kampen op for dem. Jeg har en fyldepen, og jeg er ikke bange for at bruge den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar