mandag den 2. september 2013

Knapt så magisk Saabye

Anmeldelse: Lars Saabye Christensen, Blink, 462 sider, C&K Forlag, 2013
Anmeldt af Kristin Vego


Lars Saabye Christensen kan med sin seneste roman føje endnu en underfundig og tragikomisk skæbnefortælling til den efterhånden lange liste. Men nogen storslået læseoplevelse er det ikke.


Stemningsbilleder fra Oslofjorden
Hvis man har læst bare et par af Lars Saabye Christensens romaner, er man næsten udrustet til at finde rundt i Oslos gader – så detaljeret beskrives den dansk-norske forfatters hjemby, hvor han voksede op i 1960’erne. I hans seneste roman Blink (efter norsk: Sluk) er handlingen henlagt til Nesodden, en halvø i Oslofjorden og ferieparadis for bybørn og husmødre. Det er sommeren 1969, som æstetikken på forsiden også indikerer, og den 15-årgie forfatterspire Funder (kaldet Chaplin fordi han er ”kejtfodet”, s. 40) er på ferie med sin mor.

 

Portrættet af moren er ømt og stemningsfuldt, og det er i høj grad hende, denne del af romanen bliver en lavmælt hyldest til; ”hun fortjener et eftermæle” (s. 38). Samtidig er der en typisk Saabyesk uro i sommeridyllen, frembragt af alt det, som forbliver usagt mellem mor og søn. Jeg har svært ved ikke at trække paralleller til forfatterens egen opvækst og øvrige forfatterskab, når jeg bevæger mig ind i Saabyes nostalgiske univers. Men det velkendte miljø bliver udfordret i Blink, som den 60-årige Funder senere bemærker: ”Det skulle være min mest personlige roman, og samtidig skulle den foregå længst muligt væk fra mig selv, så langt væk, at jeg blev usynlig” (s. 410).

To halve giver ikke én hel
Dette skift væk fra det personlige finder sted efter de første 200 sider, hvor vi brat forlader Nesodden, og en helt ny absurd fortælling tager form. I en øde og uddøende amerikansk landsby møder vi ’mellemmanden’ Frank Farrelli, som lever af at informere de pårørende efter dødsfald. Denne del af romanen minder mest om én af Roald Dahls sælsomme fortællinger, og de næste 200 sider berettes om de mere og mere groteske ulykker, som rammer den lille landsby og holder Frank beskæftiget.

 

Blink er blevet rost af både danske og norske anmeldere for at rumme to fremragende romaner i én. Jeg vil dog snarere sige, at bogen rummer to lange noveller, og de er hver især for spinkle og uudfoldede til rigtig at fungere. I romanens epilog kobles de to handlingsforløb sammen ved hjælp af Saabyes særegne opskrift på magisk realisme, men selv ikke dette stunt løfter den samlede tekst til mere end to sidestillede og, ærlig talt, temmelig uvedkommende fortællinger.

Nordisk sprogforvirring
Romanen er som sædvanlig befolket af sære eksistenser med pudsige navne og underlige skavanker. Den er velskrevet, uden at sproget i Blink dog helt lever op til mine forventninger. Til forfatterens forsvar så er det første gang, jeg læser Saabye på dansk. Den generelle oversættelsesproblematik i litteraturen er også aktuel de skandinaviske lande imellem og kan måske være medvirkende til det lidt flade sprog i Blink. Flere steder snubler jeg over oversætterens norskklingende ordvalg, som når karaktererne ”hører på” radioen frem for at lytte til den (s. 24), eller når Funder kører rundt i USA ”på lykke og fromme” og ikke på må og få (s. 452).

 

Når romanen skuffer så meget, hænger det altså sammen med mine høje forventninger til dens forfatter. Hvis man er Saabye-fan, er det værd at vente, til der kommer endnu et værk fra hans produktive hånd. Er man derimod ikke bekendt med Saabyes univers, foreslår jeg, at man begynder et andet sted; ved gennembrudsromanen Beatles, som ligeledes foregår i Oslo i 1960’erne, eller ved hovedværket Halvbroderen, som indbragte forfatteren Nordisk Råds Litteraturpris i 2001. Men jeg kan kun stå inde for de norske udgaver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar