mandag den 1. juli 2013

Maskerade uden ansigt

Anmeldelse af filmen "The Great Gatsby", instrueret af Baz Luhrmann.
Anmeldt af Kristin Vego.


F. Scott Fitzgeralds lille mesterværk fra 1925, The Great Gatsby, er endnu en gang blevet adapteret til det store lærred. Denne gang er det Moulin Rouge-instruktøren Baz Luhrmann, der gør forsøget med spandevis af glitter og en velvalgt Leonardo DiCaprio i rollen som den mystiske Jay Gatsby. Som litterat har jeg svært ved at tilsidesætte mit kendskab og kærlighed til romanen, når jeg ser en filmatisering som denne – og som forventet, kunne jeg kun blive en lille smule skuffet.

Imponerende scenografi
Baz Luhrmann kan noget med spektakulære sceneshows og vilde kostumer, og filmens største fortrin er uden tvivl den visuelle legesyge, der kendetegner fremstillingen af New Yorks ’roaring twenties’. Gatsbys overdådige havefester er ganske enkelt god underholdning: Kvindernes diamantbehængte flapper-kjoler er en fryd for øjet, for ikke at tale om Gatsbys lyserøde jakkesæt og gule bil. De markante farver og den teatralske lyssætning giver indtrykket af, at filmen er optaget i kulisser, og denne karikerede iscenesættelse afspejler livsstilen, som møder Nick Carraway i West Egg. Også på lydsiden imponerer filmen med stort overskud. Jeg kan ikke andet end blive begejstret, når Kanye West & Jay-Z, Jack White og Florence + The Machine leverer rytmerne til dansegulvets charleston, foxtrot og swing!

Ikke overbevisende skuespil
Men al denne pragt er ikke nok til at underholde i 2½ time, og filmen flader ud lidt over halvvejs. DiCaprio som Gatsby og Joel Edgerton i rollen som Tom Buchanan er begge fremragende, og Carey Mulligans Daisy er langt hen af vejen akkurat så materiel og pyntesyg, som hun skal være. Tobey Maguire er imidlertid langt fra overbevisende som den psykisk nedbrudte Nick Carraway, der tænker tilbage (der skal mere til end et par skægstubbe!), lige så lidt som Elizabeth Debicki formår at gøre den ellers dragende karakter Jordan Baker bare en smule interessant. Deres roller forbliver unuancerede karikaturer, og også Daisy skuffer i sidste ende; det er langt fra Fitzgeralds subtile karakterskildringer, hvor der trods alt er dybde under overfladen.

Klodset rammesætning
En af filmens store udfordringer er selvfølgelig at få inkorporeret Fitzgeralds glimrende prosa på en naturlig måde. Handlingsmæssigt følger The Great Gatsby romanforlægget til sidste komma, men de ikoniske replikker virker ofte forcerede, og særligt Nick Carraways fortællerstemme bliver til tider forstyrrende. Dertil er det en ærlig talt kluntet løsning at lade den alkoholiserede, udslidte fortæller indlægge på en anstalt, hvor en psykolog opfordrer ham til at ’skrive det hele ned’. Helt galt bliver det, når teksten fra Nicks skrivemaskine, ”So we beat on, boats against the current…”, bliver trykt henover lærredet, mens han skriver. Baz Luhrmann har sans for iscenesættelse, men denne nydigtede rammestruktur kunne uden tvivl være udført mere elegant.

The Great Gatsby er en maskerade, men hos Luhrmann falder masken aldrig. Filmen er bestemt værd at se, men mest for dens lækre scenografi og finurlige soundtrack. Måske den samlede oplevelse er bedre, hvis man ikke kender bogen – men det er jo aldrig nogen overraskelse.

1 kommentar:

  1. Jeg er helt enig i dommen. Jeg synes, at det audiovisuelle er vildt lækkert, men at især rammefortælleren og Tobey M. trækker en del ned. Jeg har også et problem med, at alting skæres så meget ud i pap for seeren. Jeg synes netop, at en af bogens største kvaliteter er, at den forbliver subtil og ikke gør alt arbejdet for sin læser. I denne filmudgave er det som om, at man var for bange for, at alle ikke ville kunne følge med, hvis man ikke ligefrem tog seerne ved hånden og guidede dem igennem oplevelsen.

    SvarSlet