mandag den 1. juli 2013

Idiot(et)ik - en føljeton (afsnit 4)

Litterær føljeton af Anne Skov Thomsen.
Første afsnit kan læses her
.


Idioten er i denne føljeton først og fremmest blevet defineret som en person, der stiller sig uden for en given polis – et genkommende tematisk træk, som jeg også har identificeret i de litterære værkanalyser i føljetonens tidligere afsnit. I Madame Bovary står Emma som en aparte skikkelse, der af landsbyboernes stereotypiserende blikke formodes at være syg, når hun ikke passer ind i deres provinsielle skikke. I Nellies bog bliver den naive og uforstående Nellie idiot i kraft af læserens eget normative eller ’politiske’ blik på ham.

Flersprogetheden er et andet genkommende træk i idiotlitteraturen. I Madame Bovary kommer den både til udtryk gennem karakterernes forskellige holdninger og romanens divergerende romantiske og realistiske skildringer. Men også Gustave Flauberts stilistiske brug af formen dækket direkte tale spalter det skrevne sprog ud i endnu flere mulige afsendere og intenderede modtagere. I Nellies bog afløses den ironiserende fortællers strukturering af stoffet af idioten Nellie som romanens øjne, ører og vidneberetter. Her opstår flersprogetheden i sproget selv, der fremstår som et mosaisk sammensurium af talemåder, jargoner, tilfældige merbetydninger, metaniveauer, diskurser etc.

Værkernes formelle træk kan også tænkes ind i den idiotiske rammesætning. Flauberts realistiske æstetik satte en ny dagsorden, der i høj grad kom til at præge den realistiske strømning i litteraturen, men som i datiden virkede chokerende og stødende nok til, at det affødte en retssag. Nellies bog kan tænkes som en idiotisk variant af vor tids selvfremstillende tendenser, idet han afstår fra kravet om performance og ærligt fortæller om realiteterne, som de foreligger for ham. Hans sproglige formåen ligger ligeledes langt fra den gennemførte perfektionisme, der er norm for selvfremstillingen.


Idiotik – mod en definition

På baggrund af de ovenfor genopridsede pointer vil jeg nu forsøge at indkredse, hvad jeg forstår ved denne idiotik, som jeg har betitlet føljetonen med. Fælles for de idiotiske værker er, at de virker ’polis-opløsende’, idet de med flersprogetheden gør det umuligt at opretholde opfattelsen af ét værdifællesskab som værende ’bedst’ eller ’mest berettiget’. I henhold til Ellis’ problematisering af litteratur, der kun skildrer idioten udefra, er føljetonens værkudvalg netop kendetegnet ved dybdegående indre portrætter. Poliser iagttages med den udenforstående idiots blik og afsløres og synliggøres som arbitrære konstruktioner, der altid må stå til diskussion.

Det er her interessant at inddrage Judith Butlers køns- og identitetsteori i Kønsballade (1990). Hun taler her som pendant til Foucaults magt- og diskursteori om kulturelle forståelighedsdomæner for identitet – der igen kunne sidestilles med mit begreb om polis. Identitetsmæssige positioneringer uden for disse domæner findes der ikke begreb for. Imidlertid kan en identitet foretage en forhandling af den sociale virkelighed, og her nærmer vi os forståelsen af idiotik og dets kritiske potentiale. Idioten har med sin udenforstående identitet potentiale til at afstedkomme såkaldte ’produktive kriser’ og i et værdifællesskab, som afstedkommer en ’radikal reartikulation’ eller genforhandling af det. [1]

Med idiotlitteraturens æstetiske strategier, kan man desuden iagttage en aktivering af læseren i denne genforhandling. Flersprogetheden sikrer, at idiotlitteraturen aldrig bliver ren propaganda, dvs. at idiotens ’radikale reartikulation’ ikke blot overtager som ny herskende diskurs eller nyt paradigme i et værdifællesskab, men at læseren tværtimod inddrages i en varig forhandling og refleksion over det beståendes berettigelse og fundament.

Men hvor stiller det os? Denne idiotikkens fænomenologi kan måske i værste tilfælde også kamme over i en værdimæssig relativisme, som givetvis ikke altid vil være lige anvendelig eller frugtbar i praksis. Når mennesker søger værdimæssige fællesskaber, hvad enten det er religiøse, politiske eller andre, er det jo netop for at undgå en tilværelse i total meningsløshed. Den altid gyldne middelvej må derfor ideelt set gå mellem en lydhør demokratisk flerstemmighed i et samfund og retten til at indgå i et værdifællesskab, der trods alt bygger på det, som man til en given tid opfatter som det fælles bedste. Men måske er vi på nuværende tidspunkt i føljetonen alligevel ikke helt færdige med idiotikken.


Det idiotiserende samfund

Lone Nikolajsen påpeger, hvordan idioterne afsøger ”vores forståelse af menneskets status som autonomt,” [2] dvs. grænseområderne for menneskets myndighed. Der er ganske givet forskel på Emma Bovary, der er underlagt en vis heteronomi alene i kraft af sit køn og den tid, hun lever i, og Nellie, der snarere er domineret af andres handlinger pga. sin mentale fremtoning. Alligevel mener jeg, at man givtigt kan undersøge idiotik-begrebet for endnu en dimension; nemlig hvordan de litterære idioter synliggør strukturer i samfundet, der gør mennesker til idioter for hinanden og sig selv.

Jeg har allerede kort været inde på en identitets- eller kønskritisk tilgang til problematikken hos Judith Butler, der ser et samfunds kulturelle forståelighedsdomæner som afgørende for de identitetspositioner, det er muligt – og ikke muligt – at indtage. Mennesket fødes ind i en social orden, hvor identitet allerede er givet på forhånd, således at det at ’være en mand’ i virkeligheden er at citere allerede eksisterende forestillinger og praksisser for, hvad en mand er. Kun gennem radikale (eller idiotiske) brud med disse citerende og praksisser kan man indsætte noget nyt i forestillingen, [3]og det er som sagt det, jeg bl.a. forstår ved idiotens kritiske potentiale eller idiotik.


Processen

Man kunne også foretage en mere ideologikritisk tilgang til spørgsmålet, som jeg her vil forfølge med en kort perspektivering til Franz Kafkas Processen (1925) – herunder også den gådefulde fortælling-i-fortællingen, Foran loven.

Processen kan formmæssigt tænkes som en idiotisk fremstilling i kraft af romanens fragmentariske og ufuldstændige udtryk. Kafka nåede aldrig at færdiggøre værket, hvis spredte passager og kapitler blev samlet og udgivet posthumt. [4] Også i klassisk narrativ forstand fremstår fortællingen idiotisk amputeret. Trods det tematiske anslag mod en slags omvendt detektivroman, hvor protagonisten K forsøger at opklare, hvorfor han selv er anklaget (og for hvad!), når fortællingen aldrig til en opklaring. Protagonisten såvel som læseren forbliver foran Loven, fordi det aldrig bliver muligt at gennemskue, hvad der ligger til grund for den dom, der med så stor selvfølgelighed optræder i fortællingens univers. Man kan, meget apropos, sammenligne med adjektivet ’kafkask’, der i Hans Hertels verdenslitteraturhistorie kort defineres som: ”når alt forløber strengt logisk – og det hele er aldeles absurd.”[5]

Processens uforklarethed har gjort værket til genstand for en lang række allegoriske læsninger.[6] Jeg vil selv i den ideologikritiske optik foreslå, at værket kan læses som en kritik af det system, der gør mennesket til idiot for sig selv og sin eksistens. Igen vil jeg knytte an til Butler, der skriver: ”Juridisk magt ”producerer” uundgåeligt det, den hævder blot at repræsentere.”[7] For hvad er dette ’foran Loven’? Hvad er det, Loven producerer?

– Idioti! vil jeg her driste mig til at foreslå. Loven danner strukturerne for, hvad der accepteres inden for en given ramme – og hvad der modsat ikke gør. Det idiotiske er et produkt af Lovens naturaliserede polis, der skal forestille altid at have været der.


Foran idiotikken

Jacques Derrida har i sin diskussion af Foran Loven foreslået, at litteraturens væsen også kan tænkes som værende ’foran loven’. Litteraturen udkaster sin egen lov, idet den som fiktion ’forestiller lov’ (eller polis), og bliver således selvlovgivende eller autonom: ”[…] på bestemte betingelser kan den bruge den lingvistiske performativitets lovgivende magt til at rette på de eksisterende love, fra hvilke den ikke desto mindre får sin fremkomsts garantier og betingelser.” [8] Om det er Nellies ublufærdige, idiotisk realistiske selvfremstilling, Emmas splittede figur eller Ks absurde rettergang er det karakteristisk for den idiotiske fortælling, at den medtænker læserens ikke-fiktive, ’politiske’ blik – men samtidig drejer dette blik idiotisk reflekterende mod sig selv og dets fundament. Idiotlitteraturens etiske potentiale eller idiotik kan således også tænkes som udformningen af en foran idiotikken, en fiktiv naturaliseret polis, der med en omvendt parafrasering af Butler negerer den idioti, den hævder blot at repræsentere.

Man kunne sammenligne med konceptet fiksér-billeder (jf. illustrationen), som kan antage to motiver alt efter hvordan, øjet fokuserer. Man er ude af stand til at fiksere begge motiver på én gang, men bevidstheden om 'det andet' er alligevel til stede i 'det ene'. Den idiotiske litteratur kan således siges at tvinge øjet ind en tilstand mellem forskellige fokuseringer, som udvisker de idiotiserende grænser.

Således nåede vi langt om længe i mål med den idiotiske føljeton, kære læsere. Men idiotikken spøger heldigvis fortsat derude, hvis blot man har øje for den. Har I det?


Kilder:

Butler, Judith: Kønsballade – Feminisme og subversionen af identitet (1990), København 2010, Forlaget THP

Derrida, Jacques: ”Foran loven” (1985), i: Dekonstruktion, 2004, Aarhus Universitetsforlag, pp. 61-95

Ellis, Roger: “The Fool in Shakespeare: A Study in Alienation” i: Critical Quarterly, vol. 10, 1968

Hertel, Hans: Verdens litteraturhistorie b. 6, Gyldendal

Kafka, Franz: Processen (1925), Gyldendal

Kont, Birte: Skyldidentiteten hos Franz Kafka - En moderne jødisk tvivlers livtag med loven, København 2002, Nansensgade Antikvariats Forlag

Nikolajsen, Lone: Nyttige idioter, konferensafhandling 2012, Københavns Universitet

Sørensen, Villy: Kafkas digtning, 1968, Gyldendal


1 Butler (1990)

2 Nikolajsen: 4

3 Butler (1990)

4 Kafka: 276

5 Hertel: 102

6 Bl.a. Hertel (1995); Sørensen (1968); Kont (2002)

7 Butler: 39

8 Derrida: 89

Ingen kommentarer:

Send en kommentar