mandag den 15. juli 2013

En tiltrængt debutant

Anmeldelse: Hassan Preisler "Brun mands byrde", Lindhardt og Ringhof, 2013
Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Den dansk-pakistanske Hassan Preisler debuterer med en aldeles skarp, på én gang menneskeligt eftertænksom, højtråbende temperamentsfuld og bidende sarkastisk skildring af et samfund, hvor det at være en hybrid mellem to nationaliteter næsten kan sidestilles med at være identitetsløs.


Jeg er den Hassan, jeg skaber. Jeg er Hassan Preisler, skuespilleren, debattøren, den urbaniserede, avanceret orienterede, superfremmelige Hassan, og jeg kan ikke tillade mig at gå i H&M, jeg kan ikke lade skjorten være knappet ned eller sætte hatten på sned. Ét fejltrin, én eneste påklædningsbrøler, og jeg er færdig. For meget polyester, og jeg er tyrker, for nystrøgede skjorter, og jeg er araber, for brede jeans, og jeg er pakistaner, for smalle, og jeg er græker. Det er en hårfin balance at skabe sin egen Hassan.” (Preisler: 51)

I dag skynder de allerfleste sig at forsikre: ”Altså, jeg er overhovedet ikke racist,” inden de udtaler sig negativt om ’folk af anden etnisk baggrund’, og hvad vi ellers har spundet de sagesløse ikke-danskere ind i af politisk korrekte termer. Men Hassans bog udpeger lige præcis de ømme punkter i vores stolte selvopfattelse af Danmark som en mangfoldighedens nation. På bogens gule omslag finder man en skægget Hassan Preisler udstyret med grøn paraply og iklædt postkasserød jakke, blå shorts og lilla snabelsko, mens et tomt smil ledsager en udslået arm. En stygt tæerkrummende pastiche over omslaget til børnebogen Lille sorte Sambo, der ikke desto mindre – ligesom bogens indhold – påpeger, hvordan den racetænkning, som vi af al politisk korrekthed forsøger at tale ud af systemet, stadig er uhyggeligt nærværende til dags dato. Titlens reference til Kiplings White Man’s Burden, der beskriver ’de vilde’ som ”Halvt Djævle og halvt Børn” er langt mere nærliggende, end vi ønsker at blive konfronteret med.

Sjælelig indsigt
I et rasende tempo river det autofiktive romanprojekt sin læser med gennem alle krinkelkroge af vrede, skamfølelse, frustration, frygt, underdanighed og trods hos den hybride identitet på måde, der ikke blot skarpt beskriver disse følelser, men samtidig mimer og lader sin læser mærke dem. Her er romanen ny: I slet skjulte ironiske skildringer af selvfede mangfoldigheds-konferencer gør Preisler op med en institution, der på én gang forsøger at tale sig ud af de racemæssige problemer, men med selvsamme ord blot forsegler og konserverer sagen yderligere. 

Brun mands byrde er ikke blot en klagesang, der råber ”Der er ingen i hele verden, der forstår mig!” Velkendte spørgsmål om hvem og hvad, der definerer en identitet, gives nyt blod i denne skildring af den hybride Hassan-figur, som højrøstet bestiller røde pølser for at bekende sig til danskheden, men som samtidig stadig må overveje, hvorvidt han skal barbere sig eller ej for at opnå mindst mulig similaritet med potentielle terrorister i lufthavne og metroer. Romanen formår indsigtsfuldt at sætte sine læsere ind i denne evige desperation efter at passe ind og den samtidige sjælelige forbandelse ved aldrig at høre hjemme – og det er vanvittig godt gået af Hassan Preisler!

Æstetik og virkelighed
Det er i imidlertid ikke bare indholdssiden, der rammer plet i Preislers debut. I en ’og’-bundet stream-of-consciousness vælter tanker, iagttagelser og (til tider åbenlyst opdigtede) erindringer over hinanden i rytmiske impulser af temperamenter. Hele romanen er bygget op af overvejende 1-2 sider lange fragmenter, hvori små glimt af slægtshistorie, ungdomseskapader, familie- og kærlighedsliv danner et virvar af forbindelser på kryds og tværs. Det er sprogligt såvel som digterisk gedigent håndværk, der samtidig har den effekt, at det åbenlyst fremstillede i den kunstneriske formgivning overskrider sin egen fiktionalitet: Vi mærker virkeligheden pulsere under det skrevne, fordi romanen ikke forsøger at fremstille en sammenhængende fortælling fra ende til anden, bygget på logiske sammenhænge mellem årsager og virkninger. Mennesket er fuldt af paradokser og modsætninger og lader sig vanskeligt modellere til en formfuldendt fortælling.

Mod en vildere race-tænkning
Man kan sammenligne med filosoffen Gilles Deleuze, der er fortaler for rhizomet som struktur for den vilde filosofiske tænkning. Rhizomet er en biologisk term for et uhierarkisk rodnet (fx ingefærknolden), der knopskyder i alle retninger, uden centrum eller afgrænsning (modsætningen hertil er træet, hvis rodnet altid kan ledes tilbage til den overordnede stamme). Rhizomet har ingen begyndelse og ingen ende, men tusinde niveauer eller miljøer, hvorfra det vokser og flyder ud over sig selv. Netop sådan en rhizomatisk struktur danner Brun mands byrdes fragmentariske fremstilling, og herved åbnes for en bevægelse ud af den vanemæssige race- og identitetstænkning. Skamfølelsen, som forfølger Hassan alle vegne, sniger langsomt ind på læseren selv som en insisterende prikken på skulderen: ”Hvad vil du egentlig gøre ved det her?”

Brun mands byrde er på alle måder den nye White Man’s Burden. Den er det nye sort – den opdaterede skildring af mødet mellem Os og Dem (eller Hassan og Alle de Andre) – men det er også manifestationen af en raceulighed, som emotionelt er den brune mands byrde at bære, men moralsk er den hvide mands ansvar at løfte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar