mandag den 24. juni 2013

Inferno - den krimiglades rejseguide til Firenze

Anmeldelse: Dan Brown "Inferno", udgivet på dansk ved forlaget Hr. Ferdinand, 2013
Anmeldt af Mie Møller Nielsen


Hvis man ikke lader sig køre helt fast i fordomme om Brown og ærgrelse over fortolkninger af Dante, kan denne roman varmt anbefales til læsning i sommerens sol, særligt hvis man tilfældigvis befinder sig i Italien. Med Inferno får man nemlig ikke blot en etisk reflekterende og underholdende roman, men ligeledes også en fantastisk litterær guide til de steder, hvor Dante havde sit liv.

Inferno, den fjerde af Dan Browns bøger med symbolforskeren Robert Langdon, stiller atter sin læser overfor mødet med et af verdenshistoriens store kulturelle kunstværker, og holder således den røde tråd fra de forrige værkers opbygning. Som tidligere læser af Brown overraskes man derfor ikke af værkets forløb og fortællingens opbygning, men bliver til gengæld opfyldt af genkendelsesglæde. Vi ved, hvad Brown har leveret af spændende historier før – og med Inferno bliver man bestemt ikke snydt!

Vi møder Robert i det eksotiske sydeuropæiske land, Italien, hvor han vågner op på et hospital uden at have nogen erindring om de sidste 36 timers begivenheder. Hans hukommelsestab medfører forvirring og panik, især da en lyshåret kvinde tropper op på hospitalet med en pistol og begynder at skyde personalet. Robert flygter derfra over hals og hoved med hjælp fra lægen Sienna Brooks, der bliver hans følgesvend og hjælper gennem det meste af bogen. Hans flugt fra både snigmordere og organisationer, fører ham rundt i Firenzes smukke gader, hvor vi, udover at høre omkring plottet og Langdons indre monologiske tanker om sin egen situation, ligeledes får en grundig guide til alle byens seværdigheder og små, skjulte skatte af arkitektur. 

 

Handlingen i bogen er bygget op om en fortolkning af Dantes verdenslitterære værk Den Guddommelige Komedie, med særlig fokus på 1. del, Inferno. Den Guddommelige Komedie blev skrevet i slutningen af 1300-tallet, og har siden haft stor indflydelse på ikke blot det italienske sprog, men også selve helvedesopfattelsen hos det almindelige folk. Grunden til, at værket er en ’komedie’ skyldes, at den blev skrevet på italiensk frem for latin, og således synliggjorde den forskellen mellem høj litteratur (tragedien på latin) og den folkelige litteratur (komedien på italiensk). Det er første gang, at Dan Brown vælger at lade et litterært værk være selve plotmønstret for en af sine Robert Langdon-bøger. Tidligere værker såsom Engle og Dæmoner og Da Vinci-mysteriet har begge omhandlet enten malerier eller arkitektur, hvilket før har givet læseren en grundig introduktion til billedanalyse og symbolforståelser i gamle malerier og bygninger. Med Inferno skriver Dan Brown en såkaldt ’hyper roman’, der i sin struktur således hviler på et andet litterært værk [1]. Dette medfører visse udfordringer for Brown, da han dermed ikke har nogen direkte fysisk symbolik for Langdon at analysere, hvilket i tidligere værker har været muligt inden for analyse af malerier og små udhuggede symboler på gamle arkitektoniske bygninger. Til gengæld fokuserer Brown på de mange metaforer og billedsproglige greb, som Dante gør brug af i sit værk, hvilket således bliver udgangspunktet for Langdons viden om Dante. Til visuel guide gennem Dantes Inferno bliver illustrationen La Mappa dell’Inferno af Sandro Botticelli inddraget som en handlingsmarkør i Browns nye bog. Illustrationen giver samtidig læseren et overblik over de ni kredse i helvede, da der gennem romanen løbende bliver henvist til indholdet af disse. Illustrationen ses her:



Illustrationen La Mappa dell’Inferno af Sandro Botticelli som brugt i Inferno.

Det er tydeligt ved læsningen af Inferno, at Dan Brown har glædet sig til at skrive denne roman. De mange litterære henvisninger, og de mange synlige beviser på et værks indflydelse og betydning for en storby, bliver alle påpeget undervejs i Langdons hektiske flugt igennem både Firenze, Venedig og Istanbul. Man kan dog som læser tit få den følelse, at Brown mere er interesseret i at påvise Dantes betydning og kulturelle arv til byerne, end egentlig at fortælle om Langdons historie. Tit stopper fortællingen helt op, hvor Brown lader Langdon få et flash-back til en forelæsning om Dantes symbolske betydning og eftermæle hos flere kendte kunstnere og arkitekter, bare for at få slået helt fast over for læseren, at dette værk, Inferno, ”… kom i bogstavelig forstand til at omdefinere middelalderens opfattelse af fortabelse.”[2] Der kan således fint gå to-tre sider med historisk redegørelse og fakta om Dantes liv og værk, frem for et egentligt fokus på Langdons eventyr i Firenze. På trods af dette mister handlingen aldrig spænding eller tempo, men skrider konstant fremad med skiftevis handling, guidebeskrivelser, Dantes liv og handling igen. Personligt nød jeg at læse bogen, da jeg selv har læst Inferno af Dante og dermed kunne genkende mange af de henvisninger, Brown lavede. Sproget er letlæseligt, og selvom indholdet til tider kan blive forskningsmæssigt internt, formår Brown igennem Langdons humor at levere værkets metaforiske budskab, så læseren ikke bliver kastet af i det akademisk-nørdede sving.

Værkets egentlig etiske problemstilling ligger langt fra Dantes Inferno, og den måde, Brown får flettet et aktuelt globalt verdensproblem sammen med et af de største litterære værker, er i sig selv imponerende og ikke mindst meget underholdende og spændende.


En af Gustave Dores illustrationer af Dantes Inferno.

Med sans for metaniveauet påpeger Brown/Langdon undervejs i fortællingen; ”De tre dele af Dantes Guddommelige Komedie,” sagde Langdon. ”Inferno, Purgatoriet og Paradiset. De slutter alle sammen med det samme ord.” (…) ”hvilket ord er det?” spurgte Ferris. Langdon pegede på det nederste af den tekst han havde skrevet af fra masken. ”Det samme ord som det her digt slutter med: ’stjerner’”[3]

Hvilket ord tror I, at Browns Inferno slutter med?


Billeder fra:


http://www.liquida.it/dan-brown/

http://www.templarinfernobookreview.com/dan_brown_inferno_illustrations.htm

[1] Også set ved Joyce ’Ulysses’


[2] Brown, s. 71


[3] Brown, s. 301

Ingen kommentarer:

Send en kommentar