mandag den 17. juni 2013

Idiot(et)ik – en føljeton (afsnit 3)

Litterær føljeton af Anne Skov Thomsen.
Første afsnit kan læses her.

Idiotens ret til egen stemme er et tema i denne uges idiot-føljeton.

I sidste uges føljetonafsnit kunne man følge en eksempellæsning af den splittede Madame Bovary som idiotfigur. I denne uge tager vi springet helt op i den allernyeste nutid – nemlig med en læsning af Niels Franks debutroman Nellies bog, som udkom dette forår. Idioten er denne gang fortælleren Nellie, som må siges at tilhøre en lidt anden idiotisk kategori end Emma Bovary.

En åndssvag idiot

Læseren husker måske, hvordan man i kristen tradition har hyldet ’den hellige dåre’, som mentes at stå i en mere direkte forbindelse til Gud. Hvis man med denne kristne tradition i baghovedet betragter dårens position i vor tid, kan man sige, at samfundet eller polis (eller velfærdsstaten) har overtaget Guds rolle som kompensatorisk beskytter af den nu hjælpeløse dåre – eller mere sigende: den åndssvage. Forestillingen om den forbilledlige guddommelige indsigt er nemlig erstattet af medlidenhed og overbærenhed med dåren, der ’ikke kan gøre for det’. Denne opfattelse af idioti har jeg ikke tidligere inddraget, men den optræder netop som et skelsættende forhold mellem Flauberts Emma Bovary og Niels Franks Nellie. Informationerne om Nellies medicinindtag, hans naive uforståenhed og formodede relativt lave IQ, samt indtrykkene af sporadiske mentale forstyrrelser, sætter spørgsmålstegn ved det, Lone Nikolajsen i sit speciale Nyttige idioter omtaler som forholdet mellem autonomi og heteronomi hos mennesket. Det vil sige hhv. menneskets selvstyre (myndighed) og det at være styret af andre eller andet end sig selv. [1] Man må altså spørge, om Nellie kan stilles til ansvar for sine handlinger? Og hvor vidt strækker hans myndighed over sig selv i forhold til andres kontrol over og styring af ham?

Jeg har indtil videre i føljetonen opereret med en definition af det politiske som en normativitet knyttet til en bestemt polis. Her bliver det imidlertid relevant også at skele til den mere dagligdags brug af begrebet, hvis man kaster et blik på dansk lovgivning. I Danmark mister man nemlig sin ret til at stemme og underskrive retslige dokumenter, hvis man kommer under en værges tilsyn, hvilket i stor udstrækning gælder handicappede og psykisk syge. [2] Nellies bog melder ganske vist intet herom, men jeg vil gennem min læsning argumentere for, at den indirekte kan tænkes som en problematisering af tankegangen bag en sådan lovgivning.

Idiotisk selvfremstilling

Genremæssigt er Nellies bog en slags dagbogsroman – en bekendelsesgenre, som klinger tæt sammen med vor tids optagethed af selvfremstilling via diverse sociale medier som Facebook og Twitter. ”For virkelig at vise, hvem jeg er, må jeg performe idéen om mig, snarere end realiteten om mig.” [3] skriver medieforskeren Bo Kampmann Walther, der peger på, at de sociale medieteknologier har skærpet ’kravet om performance.’ [4] Skulle man sætte den førnævnte lovgivningsproblematik lidt på spidsen, kan man sige at den umyndiggjorte på én gang fratages retten til og kravet om en performance af sig selv.

Tilbage er altså realiteten, som Nellie med radikal uforstilthed fremstiller for læseren i det, man kunne kalde en idiotisk selvfremstilling. Hans liv er langt fra perfekt med afdøde forældre og det omfattende indtag af ”medezin”, der skyldes, at: ”Lægen han sir , Jeg , for vesklet Bilder ved virklighedden”, tilsyneladende ”[…] en slakts Ellipsi”. [5] Han bor trods sin, formodes, voksne alder stadig hos ”Onkle Benn” og ”Tante Hellen” og lever, langt fra den sundhedsmani, der ellers præger vores samfund, for det meste af "Kafeslapperads”, ”Rodbedder” og ”Lakriis”.

Derudover fremstår Nellie hverken særligt selvstændig eller målrettet. Andre mennesker handler i vid udstrækning på hans vegne og bekostning, uden at han er i stand til at afværge det, endsige tænker på det. Et eksempel er den tvivlsomme ’hjælp’, tanten yder Nellie ved udfyldelsen af et spørgeskema på en datingprofil: ”ER DE UTRYK VED OG MØD NYE MENNISKE? Dét hvis et Ja ikke sand Nellie , heldrigvis har du jo Misi så vi sir A”. [6] Under sin jagt på Benn og Hellens forsvundne datter, Elin/Elain/Elian/Eiline (stavevariationerne er endeløse), fremstår Nellies forståelse af seksualitet desuden stærkt begrænset, og han bliver gang på gang mere eller mindre overfaldet af både vellystige mænd og kvinder. [7] Set ud fra et moderne ungt menneskes succeskriterier forekommer Nellies tilværelse i det hele taget medynkvækkende småt bemidlet. Det særlige ved Nellies bog som idiotlitteratur er, at idioten her selv er blevet fortæller. Vi ser verden gennem Nellies naive og uforstående øjne, og den polis, som han stiller sig uden for, er den, læseren selv bringer til fortællingen. Nellies afvigelse og idioti opstår, idet læseren installeres som det normbærende blik, Nellie afviger fra.

For at vende tilbage til spørgsmålet om hhv. retten til og kravet om performance af identitet kan man sige, at de andre personers umyndiggørelse af Nellie fratager ham retten til selv at vælge, hvorvidt han fx er til mænd eller kvinder. Men samtidig gør klassificeringen af Nellie som idiot, at vi ikke kræver eller forventer af ham, at han performer noget særligt – hvad der skal vise sig at blive af afgørende betydning.

En

Som det antydningsvis er fremgået af citaterne, er Nellies sproglige beherskelse, der er et uhyre vigtigt redskab i en nutidig image- og identitets-performance, ligeledes at betragte som idiotisk i sin anti-normative udformning. Teksten fremstår fragmentarisk og springende, retskrivningen radbrækket, formuleringerne ubehjælpsomme, udtryksformen en gebrokken blanding af dansk og især amerikansk, ligesom klichéer og (forkert brug af) talemåder er talløse: ”Jeg , lækket i Sengnen , og så faldt det en Arm ud og blir kold som Fandnen fåer sko på !” [8] Sproget volder ham åbenlyst besvær, og somme tider giver han endda helt op og skifter emne: ”Men nu skulde , Jeg , fagtiskt fortæl noget heel andet nu” [9] eller anfører et ”osvider >” eller ”PAUS” fulgt af sideskift.

Men, og selvfølgelig er der et idiotisk men, langsomt bliver det evident, at der er langt mere på færde under overfladen på Nellies forkvaklede sprog, hvilket bl.a. afslører sig gennem små underfundigt smukke refleksioner: ”Hvis at Tidden ikke standssed men noegt er standsen i Tidden , og dét så er døed&borte er dét så er Tidden så ikke Selv lidt døed? Dør Tidden så Selv lidt hel Tidden lidt” (54).

Eller efter at have betragtet en plasticpose svæve rundt i vinden: ”Nogne gang blir man eller , Jeg , heel tung i hjerted ovre all den skøndhed som der er der , i verdnen fagtiskt alle vejne i den , og hjerted lisom tabt lidt luftnen lidt lisom Posen” (71).

I en tid og en kultur, hvor identitet og status i så udbredt grad hviler på den stærke sproglige beherskelse, mærker man som (korrektur)læser en umiddelbar empati og medlidenhed med den sært forsvarsløse Nellies ubehjælpsomme skriftlighed og den tilsyneladende fattighed i sproget. Men denne opfattelse tages hurtigt op til genovervejelse! Nellies sprog fremstår ved nærmere eftersyn rigt, fordi det netop synliggør alle mulige sproglige finurligheder og svagheder. Stavefejl som i ordene ”forrentning” [10] (forretning) og ”vietnamsisk forrådsrul” [11] (forårsrulle) eller i udsagnet: ”Den har Skibber ærgelig fortjenet !” [12] danner utilsigtede merbetydninger, som undergraver originalen.

Forlegenheden, som jeg nævnte i forbindelse med Emma Bovary, virker også hos Nellie. Som sagt fungerer læseren i forhold til Nellie som den ekskluderende polis, men ved forlegenheden over at opdage det egentlige potentiale i Nellies alternative sprog og tanker er det læserens egne sociale adfærdsmønstre og fordomme og disses relativisme, der afsløres.

Anarki og demokrati

Nellies radikale forvaltning af sproget gør Michel Foucaults magtbegreb interessant at inddrage. Foucault ser ikke magt som værende lokaliseret hos et enkelt individ eller samfundets institutioner, men som en grundlæggende diskursiv formation, der kan defineres som de normative regler for hvilke udsagn, der bliver accepteret som meningsfulde og sande i en given historisk periode. [13] Disse diskursive formationer camouflerer sig med et skin af naturlig repræsentation, der gør dem usynlige som konstruktion for de mennesker, der bærer dens tegn. [14]

På samme måde kan man betragte Nellies såvel tematisk som sprogligt idiotiske selvfremstilling som en afsøgning af sprogets konstruktioner og sociale virkemåder. I Nellies fragmentariske og ekstremt flersprogede udtryk, der nærmest har karakter af en sproglig mosaik af genrer, (nationale) sprog, ordsprog, klichéer og jargoner kommer alverdens diskurser til syne på en måde, så ingen af dem bliver en egentlig ’naturlig’ diskurs. I forhold til Bachtins opfattelse af dårskabens sprog som polemisk over for ’den forlorne fornuft’ kan man sige, at Nellies sprog netop synliggør alle diskursers relativisme som naturaliserede konstruktioner i en (eller læserens) polis. Der sker en dekonstruktion af sproget indefra, der får gængse sproglige normer til at fremstå lige så tilfældige og arbitrære som det Scrabble-spil, der med bogstaverne ”TA HEL TIL MEWICO” får Nellie til at se et tegn om, at han skal lede efter Elain i Mexico. [15]

Anmelderen Erik Svendsen skrev om Nellies bog i Jyllands Posten: ”Der må for demokratiets skyld ikke herske sprogligt anarki.” [16] I tråd med problematikken om de umyndiges stemmeret, kan man omvendt og paradoksalt netop betragte Nellies anarkistiske sprogbrug som demokratisk, fordi det samtidig rummer alle sprog i sig. Det etiske potentiale i Nellies bog bliver netop flersprogethedens ligestilling af alle diskurser, som skaber et rum for herredømmefri [17] samtale, der om noget må kunne kaldes demokratisk, fordi enhver her har (ret til) en stemme.

Læs med i næste og sidste afsnit af den idiotiske føljeton, hvor det måske langt om længe vil blive afsløret, hvordan den kryptiske overskrift ”Idiot(et)ik” skal forstås, og hvad det i så fald betyder for litteraturen såvel som for læserens ’politiske’ tænkning.



Anne Skov Thomsen har tidligere anmeldt Niels Franks "Nellies bog" her.


Du kan nu læse fjerde afsnit af Anne Skov Thomsens idiot-føljeton her


Kilder:

Butler, Judith: Kønsballade – Feminisme og subversionen af identitet (1990), København 2010, Forlaget THP

Etik.dk: ”Handicappede fratages stemmeret”, 07.03.2012. Link: 
http://www.etik.dk/artikel/453893:Politik-og-moral-Handicappede-fratages-stemmeret

Frank, Niels: Nellies bog, Riga 2013, Gyldendal

Lindgren, Sven-Åke: ”Michel Foucault” i: Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (red): Klassisk og moderne samfundsteori, København, 2007, Hans Reitzels Forlag, p. 326-344

Nikolajsen, Lone: Nyttige idioter, konferensafhandling 2012, Københavns Universitet

Svendsen, Erik: ”Nellie – et rejsende postulat” i: Jyllands Posten (Litteratur), 27.02.2013

Walther, Bo Kampmann: ”DEEP FRONTSTAGE: Om dannelse, Facebook og kapitallogik version 2.0” i: Aktuel Forskning, 2010


1 Nikolajsen: 4

2 Etik.dk: ”Handicappede fratages stemmeret

3 Walther: 3

4 Ibid.: 3

5 Frank: 68

6 Ibid.: 16

7 Ibid.: 112, 144, 193

8 Ibid.: 255

9 Ibid.: 15

10 Frank: 36

11 Ibid.: 43

12 Ibid.: 8

13 Lindgren: 335-337

14 Butler: 39

15 Frank: 126

16 Svendsen (2013)

17 Begreb lånt fra Jürgen Habermas – men her blot anvendt i betydningen ’uden politisk hegemon’.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar