mandag den 27. maj 2013

Idiot(et)ik - en føljeton (afsnit 1)

Litterær føljeton af Anne Skov Thomsen.

Maleri af Jan Matejko.
There is a space – more precisely still, a caesura – for which no account has been made, although its disruptive force has been acknowledged in various historical guises.[1] 

Denne cæsur, dvs. ophold/hul, i vores tankeverden, som den amerikanske filosof Avital Ronell omtaler, har til gengæld et væld af betegnelser: idioti, dumhed, dårskab – og på udenlandsk; stupidity, bêtise, foolishment, ignorance, Blödigkeit osv. Det svære ved at redegøre for de forskellige begrebers eksakte indhold ligger dels i deres individuelle betoninger af forskellige nuancer af bevidsthed, intelligens og dyriskhed, men også i det forhold, at: "stupidity does not allow itself to be opposed to knowledge in any simple way, nor is it the other of thought.” [2]

Stupidity’ (i nærværende føljeton oversat med ’idioti’) kan altså ikke defineres som klogskabens blotte modsætning, men snarere som et ubeskrevet kognitivt domæne. Trods sin uomgængelighed gælder nemlig det faktum, at: “stupidity has no place on the map drawn up by dogmatism” [3]. Ronell opfatter idioti på linje med bl.a. begreber som fejhed og ondskab; ikke som kropslige fænomener eller blotte karaktertræk, men snarere som strukturer for tænkning, idet idioti altid går forud for formningen af subjektet. [4] Det interessante er i denne sammenhæng at undersøge, hvilket potentiale der kan ligge i idiotien - eller nærmere bestemt; hvilke etiske spørgsmål og virkninger den litterære idiotfigur kan kaste af sig.

 

Idiotopfattelser

Idiotfiguren optræder i litteraturen fra de tidligste romaner (tænk bare på Don Quijote), men diskuteres også helt tilbage i det antikke Grækenland. Her er idioten en, som står uden for samfundet. Aristoteles beskriver agroikos (bonden) som en stædig og uvidende person, ufølsom og uden raffineret tale – modsat den kultiverede og forfinede elegance, som man dyrkede i polis (Athen). Idioti er altså lig med ’det-som-står-uden-for-det-politiske’ og lokaliseres i det før-politiske eller i glemslen af politik. Idioten er en, der er ude af stand til at leve i et samfund, og den essentielt selvforsynende bonde, der netop er kendetegnet ved et fravær af relation eller forbindelse til samfundet, udtrykker derfor social og politisk underlegenhed; han ejer ikke statsborgerskab. [5] Betragter man i forlængelse heraf ordets etymologi, finder man sigende hhv. betydningerne idiotes: ’privatperson, udannet’ og idios: ’ejendommelig, særegen’. [6]

I kristen tradition optræder en næsten modsatrettet opfattelse af idioten, idet moralsk renhed her kun kan sikres gennem en radikal ignorans; man taler om ’den hellige dåre’ eller ’enfoldige’. Idiotens manglende vid bliver her adgangsbillet til Guds kompensatoriske beskyttelse. [7] Dåren mentes i kraft af sine manglende intellektuelle evner at besidde en mere direkte og forbilledlig forbindelse til det guddommelige. En opfattelse, der nok finder sit mest direkte (og alligevel nok så tvetydige) udtryk i den parodiske lovtale, Tåbelighedens lovprisning. [8]

Litteraturens idioter
Så vidt antikkens og kristen traditions to divergerende opfattelser af idioten. En tredje opfattelse foretager en slags kobling af de to. Litteraturkritikeren Roger Ellis beskriver, hvordan idioten i litteraturen såvel som andetsteds ofte er fremstillet for os som objekt for morskab og som bekræftelse af vores gældende samfund og værdiers gyldighed og berettigelse. Men, påpeger Ellis, denne fremstilling af idioten afhænger af, at forfatteren ukritisk tager sit publikums fordomme ind og kun studerer idioten udefra. Litteraturen har nemlig den essentielle rolle, at den kan forsøge at indoptage eller repræsentere den fulde spændvidde af verdenssyn, der forekommer. Vil den derimod kun skildre en enkelt gruppes etik, risikerer litteraturen at blive noget andet [9] (fx en slags propaganda, kunne man tænke sig).

Det at lade flere holdninger eller sprog repræsentere side om side er netop, hvad Michail Bachtin i Ordet i romanen fremhæver som definerende ved romanens stiltræk. Romanen skal være ”et mikrokosmos af forskelligsprogethed" [10], som det er op til forfatteren at orkestrere. Et særligt sprog, der kan finde plads i romanen er dårskaben, som ifølge Bachtin altid er polemisk: ”den forholder sig dialogisk til fornuften (den forlorne ophøjede fornuft), polemiserer imod den og afslører den.” [11] Og videre: ”Ved ikke at forstå de alment anerkendte og tilsyneladende almengyldige sprog lærer han [dåren] at sanse deres genstandsmæssige karakter og relativitet, at objektivere dem, befamle deres grænser […]”. [12]

Hvad både Ellis og Bachtin således peger på, og hvad der altså vil være omdrejningspunktet for denne føljeton, er idiotens potentiale til at fremhæve og stille spørgsmålstegn ved givne sandheder i et samfund. Idiotfiguren installeres som en slags modstemme ’ude fra’. Husker den kære læser tilbage til den antikke græske opfattelse, er idioten en, som står uden for polis. Som Ellis skriver, er idiotens verdenssyn funderet i ham selv og hans anderledeshed, mens ’almindelige folk’ finder deres værdier placeret uden for sig selv i en naturaliseret konsensus. I mødet med idiotens afvigende verdenssyn i forhold til denne værdimæssige ’polis’ har dens borgere således ikke andre fortolkningsmuligheder end mærkatet ’idiot’. Idioten er i alle ordets potentielle betydninger udenfor(-)stående. Men samtidig lukker den litterære flersprogethed ikke for, at idioten, jf. den kristne tradition, skulle rumme en anden og dybere indsigt i tilværelsen.

Mod en litterær idiotik
Som også antydet indledningsvis, ligger der i selve idioti-begrebet (og dets mange mere eller mindre nære eller fjerne synonymer) en tvetydighed og uafgørlighed, som jeg vil forsøge at spore som en genkommende struktur i idiotlitteraturens flersprogethed (jf. Bachtin). Gennem en temalæsning på tværs af historien vil formålet med føljetonen være at kaste lys over, hvordan idiotmotivet gennemgående kan siges at tegne en ideel modstandsfigur for vanemæssig tænkning i en given polis og som vækker af etisk refleksion [13] og stillingtagen hos læseren. Jeg vil herigennem forsøge at indkredse en særlig idiotik, altså en idiot-etik, der både kommer til udtryk gennem måden, hvorpå figurerne forholder sig til deres samtid og sociale omgangskreds, men også i romanernes fremstilling og form, der kan anskues som ’idiotiske’ i sig selv.

Som afsluttende cliffhanger for denne første del af føljetonen kan man passende knytte an til Gustave Flauberts benævnelse af det at skrive som “l’acte pur de bêtise”, altså som en handling af ren idioti. [14] 

Får skribenten ret i sine hypoteser? Har idioterne virkelig noget at lære os? Og hvor skal denne idiotiske føljeton dog ende?!

Følg med, når fortsættelse følger…



Du kan nu læse andet afsnit af Anne Skov Thomsens idiot-føljeton her

 

Kilder


[1] Ronell, Avital: Stupidity. 2002. University of Illinois Press, Chicago: s. 19

[2] Ibid.: 4-5

[3] Ibid.: 20

[4] Ibid.: 11, 21

[5] Ibid. 40-41

[6] www.denstoredanske.dk

[7] Ronell: 55, 174

[8] Erasmus af Rotterdam. Tåbelighedens lovprisning (1509-1511). 1979. Gyldendal, Viborg: s. 18

[9] Ellis, Roger. The Fool in Shakespeare: A Study in Alienation. 1968. Critical Quarterly, vol. 10: s. 245

[10] Bachtin, Mikhail. Ordet i romanen. (1925) 2003. Gyldendals Bogklubber, s. 269

[11] Ibid.: 257

[12] Ibid.: 258

[13] Jeg har i denne del af problemstillingen ladet mig inspirere af Lone Nikolajsens speciale: Nyttige idioter, som jeg vil vende tilbage til senere.

[14] Ronell: 11

Ingen kommentarer:

Send en kommentar