mandag den 1. april 2013

Nellies bog

Anmeldelse: Niels Frank "Nellies bog" Gyldendal 2013
Anmeldt af Anne Skov Thomsen 

Niels Frank, der siden 1985 har floreret i dansk litteratur som digter, har nu fået sin romandebut – og hvilken! Sjældent har jeg på samme måde følt mig så både rørt, udfordret og underholdt af et litterært værk.


Omslaget og bogens indre layout ligner til forveksling et tykt kladdehæfte, hvis forside med kuglepen oplyser titlen Nellies bog, og dét er netop, hvad værket er. Nellies bog på alle præmisser: Nellies gebrokne dansk-amerikansk, radbrækkede retskrivning og syntaks, den naive og fragmentariske tanke- og sanseverden samt det på én gang klichéfulde og originale sprog. Det er Nellie, der med sine egne ord (og de ting, som han alligevel ikke helt har ord for) beretter en dybt personlig fortælling uden en distancerende fortællers ironi eller vurdering.

Nellie er en (formodes) relativt ung mand, hvis forældre er døde, og som bor hos sin amerikanske ”Onkle Benn” og ”Tante Hellen”. Her lever han et tilforladeligt liv med ”Kafeslapperads” og onklens sømandshistorier, måltider med formaninger om at spise sine ”Rodbedder” og sin ”Lakriis” (til dessert), foruden den omfattende mængde ”medezin” (”Antibiokkat og Vittamin Piller og Peppepiller og Sovpiller, og de andrer merer beroligene Piller”) han tilsyneladende spiser, bl.a. mod ”Hallocioner”.
En dag indleder Nellie imidlertid sin søgen efter Benn og Hellens forsvundne datter Elin/Elain/Elian/Eiline (variationerne er endeløse); først ved tilfældige opkald via telefonbogen og senere på en strabadserende rejse, der fører ham til Mexico.
Som man sikkert allerede kan fornemme bare af handlingen og de få smagsprøver på vokabularet, har Nellies bog et for fortælleren utilsigtet humoristisk udtryk, der sine steder vækker højlydt latter. Tag bare scenen under et mexicansk bryllup, hvor Nellie har fået uopfordret kvindeligt selskab på dansegulvet:

Hun aet mig godt need i Lommen med små Fingrer rundtom på mine Klunker , og hvisket mig Ord i mit Ører som , Jeg , heldrigvis ikke forståer noen Brik af , eller noegt. Uha den bliver hård ! nu vendt , Jeg , mig rundt omkring til hends forbandet Smil , og kysset det såat Stivrikken ka gå ned i sigselv iggen . Jeg , får mig også en hånd i Nakken hvormed at hun presset os to til en ordnelig Smækkysser . Den gåer ikke need ! på min aller først DAG i MÉXICO . Jeg vilde da hvis at man tænker på det , da heller ha havt noget af den Lagkagen eggenlig nåk
(Frank: 144-145)

Men Nellies bog har også ”ting&sager” på hjerte. Det afsløres efterhånden, at hans mentale problemer skyldes et (forestilt) skyldpræget forhold til forældrenes død, og rejsen bliver derfor også udtryk for en anden og mere eksistentiel søgen end den konkrete. Midt i mellem alle de hændelser og relationer, den sært forsvarsløse og naive Nellie påtvinges, fremstår små underfundigt smukke refleksioner: ”Hvis at Tidden ikke standssed men noegt er standsen i Tidden , og dét så er døed&borte er dét så er Tidden så ikke Selv lidt døed? Dør Tidden så Selv lidt hel Tidden lidt” (54). Og efter at have betragtet en plasticpose svæve rundt i vinden:  ”Nogne gang blir man eller , Jeg , heel tung i hjerted ovre all den skøndhed som der er der , i verdnen fagtiskt alle vejne i den , og hjerted lisom tabt lidt luftnen lidt lisom Posen” (71).

I en tid og en kultur, hvor identitet og status i stadig højere grad hviler på den stærke sproglige beherskelse, er det på én gang befriende og knugende at læse Nellies dagbogsagtige skriblerier og anekdoter. Man mærker som (korrektur)læser en umiddelbar empati og medlidenhed med denne ubehjælpsomme skriftlighed og den tilsyneladende fattighed i sproget, men i samme ombæring tages man på sengen af det diametralt modsatte! Nellies forkvaklede sprog fremstår med ét rigt, fordi det netop synliggør alle de finurligheder og svagheder, som vi med vores trænede retorik normalt er så dygtige til at skjule. Stavefejl som ”underbusken” (underbukserne) eller ”forrentning” (forretning) danner utilsigtede ordspil, som undergraver originalen, ligesom de omstændeligt ’forklarende’ numre efter alle tal, fx ”han vild ha halfems TUSINDER for den (90 000 00)” peger på de store tals grundlæggende ubegribelighed.

Niels Frank har med sin særegne romandebut begået et dybt og indsigtsfuldt sprogligt portræt med stof til solid eftertanke og en rørende menneskelighed. Nellies bog er sin helt egen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar