mandag den 11. marts 2013

Underskønt opus? S.'Gernes!

Anmeldelse af Ulrikka S. Gernes: Flosset opus for strygere og blæsere
Anmeldt af: Anne Skov Thomsen



Ulrikka S. Gernes (f. 1965) er født og delvis opvokset på svensk grund med danske forældre og er, nu bosiddende i København, en verdensberejst kvinde. Hun har siden sin debut med digtsamlingen Natsværmer i 1984 udgivet både et par børnebøger og hele elleve digtsamlinger, hvoraf de to er skrevet på hhv. engelsk og tysk. Med den nyligt udkomne digtsamling Flosset opus for strygere og blæsere fornemmer man ligeledes en digter, der helt i tråd med titlens musikalske klangbund, forstår at spille på mange strenge.


“ET FLOSSET OPUS FOR
strygere og blæsere
og et oplyst cykelskur
i baggården; al den trang,
der trænges i vaklende
ejendomme, hvorfra
min tanke vandrer
ad døgnstejle bjergstier
for at rulle sig sammen
op ad din sovende ryg
på en henvendt klode.”
(Gernes: 9)

Sådan indleder Gernes sin fejende poetiske symfoni med små distinkte anslag til de temaer, stemmer og figurative variationer, som resten af værket udfolder. Digtene, der varierer i længde fra to korte linjer til tre tætskrevne sider, rummer fine spændinger mellem urbane miljøer og storslået natur. Et vedkommende, konkret og hverdagsligt realplan over for et imponerende rigt facetteret billedplan. Et evigt genkommende du, som alligevel skifter skikkelse og karakter fra en næsten direkte læserhenvendelse, over digterisk selvhenvendelse til det længselsfuldt savnede du. En stormfuld dynamisk fabuleren, der hiver læseren gennem kendte og ukendte miljøer i sin bevægelse.

Gernes’ poetiske blik er originalt og underskønt. Hun mestrer eminent de enkelte sætningers sublimitet. For bare at nævne nogle stykker: ”åretætte plankegulve, mætte af harpiks, de knastøjne har for længst tørret deres tårer” og ”cikader saver og filer i stilhedens monument” og ”jeg skulle lukke øjnene, måtte ikke se dig, når du lod mit legeme flyde over papiret, som om du græd mig abstrakt ud i akvarel.”

Men også situationers storhed får toner i opusset, som for eksempel denne stærke fødselsscene:

”når veers hovslag dundrer
skælv i kroppens grund, et opløb af tilverdenkomst.
Ha! Her må jeg selv, og dét nu! bygge pyramiderne,
Suez-kanalen, Den Kinesiske Mur, jeg ene og alene,
i færd med at krænge min bælg, vriste et hjerte
ud af mit hjerte.”
(Gernes: 18)

Gernes’ murværk (en anden betydning af ’opus’) er så overbevisende imponerende, at jeg blot vil lade hende selv få ordet med digtsamlingens sidste linjer:

”lad mine perler kaste en mild
melankoli over aftenens lille selskab af skygger
og spejlinger og lad denne flig af et opus ligge
på bordet til i morgen, så skriver jeg det færdigt,
jeg lover, og det bliver smukt!”
(Gernes: 63)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar