mandag den 4. marts 2013

Ikke flere geishaer

Anmeldelse: Julie Otsuka "The Buddha in the Attic" 
Anmeldt af Julie Luna Bayer. 


Den japanske ynde er på nedgang i Julie Otsukas prisvindende ‘The Buddha in the attic’ fra 2011, der handler om japanske ‘picture brides’ som sejler til Amerika på drømme og løfter om rigdom og smukke hvide mænd.


Dette lille spinkle værk fortæller om en række af disse unge japanske piger, som kommer til Californien i 1920’erne. De har for altid lagt Japan bag sig for, på deres mødres anvisning, at stige højere i livet, end hvad mødrene selv formåede. Første kapitel ’Come you japanese!’ afspejler de spændte forventninger, som præger pigerne på den lange sejlads til Amerika. Virkeligheden er dog langt fra så rosenrød. Da pigerne ankommer, viser det sig, at alle deres fremtidige ægtemænd er mindst 20 år ældre end på deres portrætter, og de er hverken rige eller landejere, men arbejder derimod på hvide mænds jord med at så og høste afgrøder. Derudover er de forvist til ’J-town’ - Japanese town.

Med isbjergteknik fortæller Otsuka nøgternt om de mange uretfærdigheder, der dernæst overgår de brave japanske piger. Det foregår via ’Vi’-form. Vi lærer aldrig nogen af pigerne at kende som enkeltpersoner. I stedet fortælles romanen som en kakafoni af stemmer - lidt som om, pigerne mange år senere sidder og fortæller deres historier til hinanden, hvilket giver en effekt af, at det hele glider sammen til en stor homogen masse af kvinde.

Ofte kommer tonen da også til at handle mere om det at være kvinde i en verden styret af mænd (der i de japanske mænds tilfælde styrer for at dulme følelsen af mangel på kontrol i et fremmed land), end om racekonflikten mellem japanere og hvide. Det handler om gyselige bryllupsnætter. Om at bevare en vis værdighed, selvom ens mand arbejder al kvindelighed ud af én i markerne. Om at bære tabet af de mange børn, der ikke overlever forholdene. Om at tage ved lære af de rige hvide kvinder: ‘how to wash a lipstick stain out of your husband’s favorite white shirt even when that lipstick stain was not yours’ (s. 39).

Men det er også en fortælling om, hvordan 2. Verdenskrig og bl.a. Pearl Harbor fører til en etnisk udrensning og hjemsendelse af omtrent alle japanere i Californien. Hist og her forsvinder en mand, og der går rygter om stikkere, lister og hvide naboer med onde øjne. Øjne, som får kvinderne til at brænde alt, hvad der forbinder dem til Japan; buddhaer, kimonoer, ceremoni-ting og familiefotos, mens de venter på, at det bliver deres tur. Endelig i kapitlet ’the last day’ beretter Otsuka, hvordan japanerne drives ud af byen som en samlet masse af folk. Nogle græder, nogle virker sindssyge, nogle er i rævepels (elskerindegave fra en rig hvid mand). Nogle efterlader sig intet, andre efterlader sig små hengemte japanske ting, så som en buddha på loftet, til den dag, de vender tilbage. Men det gør de aldrig.

I sin stil minder ’The buddha in the attic’ lidt om Arthur Goldens ’Memoirs of a Geisha’ som, også fra en kvindeside, fortæller historien om geishaernes nedgang, afspejlet i de store forandringer, der sker i Japan frem til og efter 2. Verdenskrig. Begge værker giver et sart og fint portræt af et land, hvis skikke og kulturer udefra set ellers kan synes hårde, mystiske og lukkede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar