mandag den 4. februar 2013

Hvordan Søren Ulrik Thomsen forpurrede mit digteriske forhold til min baggård


Et essay af Anne Skov Thomsen 


Det startede alt sammen på et sommerkursus på min højskole for et par år siden, hvor jeg for første gang stiftede bekendtskab med Søren Ulrik Thomsen og de, forekom det mig, næsten magiske linjer:

”Regnvandet driver
ned ad min arm
jeg er levende
         telefonen ringer
røret er koldt i hånden
jeg er levende 
               græder
        lægger min hånd 
mod min nakke
jeg er levende
                 porten smækker 
          bilerne suser bag muren 
             jeg er levende
mit tøj er beskidt
vandet koger
                   jeg er levende
  længes efter din stemme
    den er her ikke
 støder mod bordet
  jeg er levende
[…]”
(Cityslang: ”Levende”, s. 17)

Læst højt med Sørens egen syngende stemmeføring. På film godt nok, men nærværet var ægte nok. 
Siden slap disse ord mig ikke igen, og til min sidste fødselsdag skete der langt om længe det, at jeg modtog digtets hjemsted, digtsamlingen Cityslang, i gave. Forventningsfuld og hungrende efter gensynets glæde gav jeg mig derfor i kast med samlingen uvidende hvilke konsekvenser, det skulle få.

Lad mig først springe otte måneder tilbage i tid. Det var i juni, jeg var lige flyttet ind hos min kæreste i en gammel taglejlighed tæt på vandet og skoven i det dejlige, smukke Frederiksbjerg-kvarter. Disse kvaliteter var imidlertid ikke, hvad der optog mig mest. Nej, det allermest fantastiske ved dette forjættede sted var, at man fra soveværelsets og badeværelsets tagvindue kiggede ud i en baggård. Min helt egen kæmpestore, charmerende baggård med larmende børn, æbletræer, grillfester og silhuetter i de oplyste vinduer om aftenen. Jeg var, mildt sagt, forelsket på stedet, og i stedet, og ordene ”min baggård” klingede fantastisk i min bevidsthed om aftenen, når jeg børstede tænder og så lysene slukkes ét for ét derude. Eller når jeg lå i sengen og lyttede til en flok fulde tøser, der skrålede så højt og inderligt falsk, at man kun blev glad af det. For en landbo som jeg, der er vokset op uden andet end træer og marker bag huset, var det helt fantastisk at have denne romantiske rigdom lige uden for vinduet som en evig inspirationskilde.

Kort sagt: Den baggård var hundredvis af digte værd. 

Tilbage til Søren og Cityslang. Jeg tog som sagt forventningsfuld fat på læsningen og nød fra starten den syngende musik, som er så karakteristisk for denne digters poesi. Men glæden blev langsomt skåret. 

Søren brugte ordet ”baggård” i ikke mindre end 7 digte, og man kunne jo have forstillet sig, at denne sjælelige forbindelse i vores fælles kærlighed til baggården kunne have bragt os endnu tættere sammen. Men det skete ikke. Med Cityslang brast min romantiske forestilling om min egen baggårds helt unikke karakter og betydning for mig. Nu kan jeg ikke længere skrive et ord om den. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar