mandag den 11. februar 2013

Fint flimrende debut

Anmeldelse af Jonas Rolsted: Flex Death, Gyldendal 2012
Anmelder: Anne Skov Thomsen

Jonas Rolsted (f. 1980) er et af Forfatterskolens nyeste skud på den danske litterære stamme. Hans debut Flex Death med undertitlen ”Et digt” rummer som det spirende skud på den gamle stamme en udspændthed mellem det næsten barnligt naive registrerende og det erfarne, livskloge blik på grænsen til døden.



Flex Death er inddelt i 10 afsnit, som hver især adskilles af sorte sider. Første del udgøres af tre en halv side lang bloktekst af kortere sætninger, hvis indbyrdes usammenhængenhed får de enkelte udsagn til at flimre som korte billedglimt i læserens bevidsthed:


”Sneen er våd. Tyndt blodvand. Hvide småmaskede kniplinger. Kulden bider sig fast i træerne. Lyset synker tilbage i sin flamme. Han tænker han burde være barhovedet. For der løber murværk nede i græsset. Her har ligget en kirke. Musik er en undersøgelse af intervaller fuldstændig ligesom litteraturen. Afklædning i vildnisset. Ørets ryg. Uvilkårligt bliver man bleg. Vi er ikke uskyldige. Perpetua løb omkring ved floden. Knaldperler. Sit lilla og lysrøde.”
(Rolsted: 7)

At læse Flex Death er som at synke ned i digterjegets krop og ligge på ryggen i skovbunden mellem træerne og se op i solens hvide lys (begge gennemgående motiver i digtet), mens en sart flimrende strøm af levet liv præsenterer sig. Sproget bliver hjemsted for livets og erfaringernes passeren revy i det digteriske nu. Det understreges også med finurlige, kiasmer som: ”Skrift er en form for alder. Alder er en form for skrift.” og ”Et nyt sprog kræver et nyt samfund. Et nyt samfund kræver et nyt sprog.” (Rolsted: 7), der peger på hvordan sproget, og måske især digtningen, evner at samle stumper af verden og tegne nye billeder og sammenhænge for os.

Efter det indledende afsnits vandfald af autonome sætninger, bliver stilen anderledes berettende og reflekterende over jegets erfaringer fra den tidlige barndom til det præsente nu. Vi hører om arbejdet som hjælper for forskellige ’borgere’ med fysiske eller psykiske handicap, erindringer fra barndommen, farens alkoholisme og jegets ungdommelige rusture og forhold til kvinderne. Også her fornemmes udspændtheden mellem det (barnligt) oplevende jeg og det digteriske nus behandling af erindringen:

”Min far satte sig og kiggede på sin far. Han sad ved hans seng. Vi var i et lille værelse. Min far var beruset og rystende, pludselig rejste han sig og rørte ved den dødes ansigt, stødvist, strygende, famlende, æltende, et øjeblik virkede min farfars ansigt som en funktion af min fars hånd, en stemme som blev nødt til at svare når hånden spurgte, så glattedes det igen.”
(Rolsted: 17)

Hyppigt integreret i disse spredte livserfaringer dukker sætninger fra digtets første del op, som stadigt glimtende ordblomster, der minder om rammen om det hele; forholdet mellem det levede liv og det poetiske. For som et spejlende ekko af den første del tager den sidste form af den samme flimrende strøm af digterisk skønhed og intelligens, Jonas Rolsted med en overbevisende debut møder sin læser med:

”Min sovepose som var kold og gennemblødt af dug. Lyserødt og blå. Lysegrønt og orange. Et aftaget vognhjul. Det smalle engdrag. Finttegnet. Øjenlågene gumler på deres lyse last. Når jeg ligger under egen og kigger op. Men det er dit hår solen nulrer. Som et træ der er vokset gennem et trådhegn. Et fortættet niveau.”
(Rolsted: 91)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar