mandag den 18. februar 2013

En (for) lang selvbigrafi

Anmeldelse af Gine Præstgaard Sølvsten
Neil Young: Selvbiografi (På dansk ved Søren Vinterberg), Politikens Forlag 2012

Neil Youngs selvbiografi er interessant læsning og kommer omkring mange aspekter af troubadourens liv, men kunne godt have brugt en ekstra opstramning i redigeringsfasen.



Med Neil Youngs selvbiografi i hænderne, sidder man med en fængende og medrivende bog, hvor Young skriver om alle de personer, der har stået ham nær. Om dem, han har mistet, samt om de hårde kår, han har været igennem med sygdomsforløb og op- og nedture i karrieren.


Det er så også samtidig bogens akilleshæl, at Young til tider løber af med sig selv i lovprisninger til de mennesker, der har hjulpet ham igennem de svære tider. Det bliver m.a.o. lige lovligt anstrengende, at der eksplicit skal stå ”Tak!” til hvert enkelt, når takken jo kunne have været udført mere implicit og allerede eksisterer i det faktum, at Young har valgt at nævne personerne i sin bog.

Det havde angiveligt været mere optimalt, hvis Young havde skruet ned for tankestrømmen, reduceret takketalerne og strammet op i redigeringsfasen af biografien. Hvad Young har at fortælle, er nemlig både interessant og medrivende. Beretningerne vidner om, at der er en stor personlighed bag, hvor Young bl.a. med sine velgørenhedsprojekter og Pono-projektet - hvis hensigt er at gøre musik tilgængeligt i væsentligt højere kvalitet end for andre musik-mediers vedkommende - rummer meget andet end blot den udøvende musiker, Neil Young. Det kunne dog let have været fortalt på et mindre antal sider, hvis biografien havde været igennem en ekstra redigeringsfase.

Karakteristisk er det, at Young skriver bedst, når han skriver om sin musik:

”Og pludselig fik jeg en idé til den næste turné med Crazy Horse.
Den skulle opleves ud fra en drømmende lille drengs synspunkt. Alle forstærkerne var enorme, og der skulle være en kæmpemæssig mikrofon. Alle roadierne var store som Jawa’er fra Star Wars! Lyset blev styret af en troldmand med kegleformet hoved, og lydmixerne var videnskabsmænd i laboratoriekitler.”

Det er, som i dette eksempel, i omtalen af musikken, at Young til tider formår at sparke sproget ud af sin hverdagslige og realistiske ramme til en mere figurativ kontekst. Det er ligeledes i omtalen af sin musik, Young for alvor skriver, så man rives med og virkelig fornemmer, at hans erfaringer og følelser kastes direkte og effektfuldt i synet på læseren.

Andre steder virker Youngs sprog kluntet og unødvendigt gentagende. Et af mange mulige eksempler er, når han omtaler produceren David Briggs’ familierelationer:

”Shannon var en skøn pige, og han elskede hende. Han var en vild mand, og hun elskede ham. Lincoln var en god dreng, og jeg ved ikke rigtig, hvordan det går ham nu, selv om jeg sommetider bekymrer mig om det.”

Sproget er her mættet af klichéer, og den uvarierede sætningsopbygning gør det uinteressant for læseren, der vil have tendens til blot at skimme sig igennem ligegyldighederne.

Derudover er den springende kronologi, selvbiografien gør brug af, både en gave og en forvirring for læseren. Selvbiografien brydes op i mange små kapitler, der gør bogen overskuelig at læse på trods af sine godt 500 sider, men omvendt kræver det også en læser, der er inde i sit Neil Young-stof at kunne holde rede på alle springene. For at blive klogere på Neil Youngs karriere, må man derfor i høj grad søge sine informationer andre steder.

Så om læseren bryder sig om Youngs selvbiografi eller ej, må nok afhænge af forventningerne til genren ”selvbiografi”. Skal sproget være gennemredigeret, eller skal der være plads til det legende, når det nu i Youngs tilfælde er en kunstner, der har forfattet den? Skal selvbiografien tjene til information, eller skal læseren selv være inde i stoffet på forhånd? Læs og døm selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar