mandag den 21. januar 2013

Uhåndgribeligt mærkelighedssprog

Anmeldelse af Marianne Larsen: Med skyer under fødderne, 2012, Borgen
Anmelder: Anne Skov Thomsen

Forfatteren Marianne Larsen (f. 1951) har siden 1971 udgivet mere end 40 litterære værker vidt spændende fra digte over romaner til børne- og ungdomslitteratur. Nu er hun aktuel med udgivelsen Med skyer under fødderne – en samling af 50 korte ’fantasterier’.




Titlen ”Med skyer under fødderne” beskriver meget godt den fornemmelse, jeg sidder med, mens jeg læser Marianne Larsens fantasterier. En fornemmelse af ikke at have fast grund under fødderne og aldrig helt at have styr på, hvad det hele egentlig handler om. (Og måske en følelse Littunas læsere vil genkende i udformningen af denne anmeldelse.)


Jeget befinder sig ofte i skyhøje luftlag med poetiske refleksioner over tiden, livet, digtningen og kærligheden. Højtflyvende perspektiver, der med pludselige, jordnære elementer punkteres til hverdagsniveau. Som for eksempel stykke 13.:

”Mine kropsvante porer drog luften til sig.
Jeg mærkede i et hurtigt sug gennemsigtige
millionvis af måske måske ikke kommende
lyskurver og sving gøre det samme.
Og give slip igen. Og se sig flygtigt omkring
i køkkenet.”

(Larsen: 17)

Marianne Larsen præsenterer os for en sær blanding af småligegyldige hverdagsligheder og ordkvilibristiske fantasirejser. En stærkt personlig stil med hovedet i skyerne og fødderne på jorden, eller som Larsen skriver i stykke 19.: ”Om fredagen gemte jeg ugen der var gået / i seneste nye mig-sky-format.”

Som skyformationer tager fantasterierne, der varierer fra blot et par linjer til en sides længde, foranderlige, uhåndgribelige skikkelser med Larsens opfindsomme og finurlige ’mærkelighedsprog’ (Larsen: 8). Ordene og syntaksen er aldrig blot stivnede og genkendelige størrelser, men genstand for evig legen. Det giver, sine
steder, helt sublime fraser som i stykke 29.:

”Jeg stod med valmuen i hånden.
Tog bid efter bid af dens røde pragt med øjnene
som man nu engang læser den slags digte.
–  Rødt – reciterede jeg
Jeg reciterede det der ord rødt der varer en forsvunden tids
biden en valmue i sig med øjnene.”

(Larsen: 33)

Larsens digte kræver af sin læser, at man tør miste jordforbindelsen og svæve rundt med ordskyerne. Lade sig lede af ’omfavnelsesparathed’ (Larsen: 48) og føre med af de sproglige skønheder og refleksioner – men aldrig forvente at lande sikkert på benene. Og det er ikke helt let.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar