mandag den 7. januar 2013

Når formen dræber fortællingen

Anmeldelse: James Lee Burke "Narrenes fest" Forlaget Hovedland.


Det var med forventningens nysgerrige glæde, at jeg modtog Burkes nye krimi med posten. En følelse der hurtigt falmede og blev tranformeret til skuffelse. Kriminalromaner er ikke en genre, jeg sædvanligt føler tilfredsstiller min hang til litteratur. Ikke desto mindre var det lige netop kriminalromanens underholdningsværdi og evne til at vække mit narrative begær, som jeg længdes efter oven på en hård eksamensperiode. Men allerede fra første færd, var jeg lige så lidt underholdt, som når jeg rører rundt i min morgenkaffe.

Først og fremmest er beskrivelserne næsten overgjorte, hvor forsøgene på at skabe intelligente, dybe metaforer falder til jorden med larmende klichefyldte brag. Dette skyldes at metaforerne enten stritter i for mange retninger eller at beskrivelserne bliver ødelagte af dobbeltkonfekt og ligegyldig information:

”Det mindede om et område, der kunne have været brugt i en film fra 1940’erne: Hårdt og sammenpresset, kiksefarvet og med bølgende konturer gennemskåret af klippekløfter og cedertræshegnspæle uden hegnstråd lå landskabet i et marmoreret lys under den rødmende himmel og lysglimtene på himlen. ”[i]

Ovenstående citat illustrerer, hvordan sætningerne er utrolig lange, hvilket bevirker, at man taber pusten i den endeløse, beskrivende og opremsende sætningskonstruktion. Således beskrives en masse, men skildringerne forekommer alligevel tomme, idet det som skildres, sløres i for mange nytteløse informationer og ofte forekommer famlende. Ydermere er beskrivelserne ofte domineret af en ensartet anvendelse af konjunktioner, hvor ”og” i særdeleshed optræder i flæng, hvilket ikke kommer til at fungere som et stilistisk greb, men blot fremstår fantasiløst.

Disse betragtninger gør sig ligeledes gældende i karakterskildringerne, hvor både deres udseende og indre konflikter udpensles ned til mindste detalje i et stræben efter at skabe levende karakterer. Det er tydeligt, hvordan der har været et ønske om at skabe komplekse karakterer med psykologisk dybde. Problemet er bare, at de aldrig rigtig vækkes til live, og kompleksiteten og dualismen i karakterne forekommer banal og forudsigelig, fordi læseren er taget for meget i hånden. Alle de tomme pladser er udfyldt, således at læserens fantasi ingenlunde får lov til at interagere med teksten og tage del i skabelsen af den.

Det kedsommelige skabes således i lyset af romanens form og fordi det narrative begær ikke pirres, hvorved spændingsmomentet kun får effekt ganske få steder i romanen, hvor scenerne selv her kan virke langtrukne og overgjorte. Formen dræber således sin fortælling, idet leveringen, af en potentiel god historie med mange lag, fejler.

Når det så er sagt, kan jeg ikke lade hver med at undre mig, fordi James Lee Burke er præsenteret som en anerkendt amerikansk krimiforfatter, der har modtaget og været nomineret til adskillige litterære priser. Dette er et faktum, jeg synes virker modstridende i forhold til den roman, jeg sidder med i hænderne som, efter min mening, ikke emmer af litterær kvalitet. Et spørgsmål som i den forbindelse virker rimelig er: Om romanens kvalitet frafalder i kraft af en dårlig oversættelse? Eller om jeg bare har fået fingre i triviallitteraturens pølseende, der hverken formår at udnytte sin genres eller sin fortællings muligheder.


[i] Burke, James Lee: s.23.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar