mandag den 14. januar 2013

Hobbitten - en uventet rejse

Anmeldelse: Filmen "Hobbitten" instrueret af Peter Jackson. 
Anmeldt af Ditte Obeling.


There and back again – selvrefleksion

“In a hole in the ground there lived a hobbit.” Sådan begynder Tolkiens værk fra 1937, og sådan begynder også Peter Jacksons filmatisering, der for nylig havde premiere.

I biografsalen indhylles Tolkiens ord i tonerne fra Howard Shores mesterværk af et soundtrack, og ved gensynet og genhøret med Tolkiens univers, Herredet, hobbitter, dværge og troldmænd, mærker man, som inkarneret fan af Tolkiens univers, en brusende glæde og en klump i halsen. Som den skarpe læser nok allerede har gættet, er undertegnede hverken upartisk eller objektiv i nærværende anmeldelse. I biografens mørke vakuum føler man sig suget mere end ti år tilbage i tiden – til første gang, Tolkiens univers udfoldede sig på storskærmen – og jeg opsluges af den velkendthed og nostalgi, der flyder i musik og billede. Jeg føler, jeg er vendt hjem.

Som Tolkien-fan afventede jeg filmatiseringen af Hobbitten med en blanding af længsel, glæde og frygt. Særligt bekymrende var det, da jeg hørte, at Peter Jackson ville skabe tre film ud af én bog. Mange andre fans frygtede også, at det elskede stykke litteratur ville blive maltrakteret i det kommercielle maskineri. Vi tog heldigvis fejl – indtil videre.

Har man læst Hobbitten, holder filmen sig så tro mod bogen, man kan forvente af en remediering – og lidt til – og er man bekymret for, om filmen har nok indhold, kan man også godt læne sig tilbage og slappe af. Filmen raser af sted med hæsblæsende action-scener så vel som de smukke og reflekterende scener, man som Tolkien-fan elsker så højt.

Hjemmet som værdi

Hobbiten er forhistorien til Ringenes Herre-trilogien. Er man fan af dén, er Hobbiten en kærkommen indbydelse til at reflektere over alt det, man elskede ved trilogien: Universet, de små væsners mod, det episke, det heltemodige, og ikke mindst: Vigtigheden af at have et hjem at vende hjem til – og et hjem at kæmpe for.

Bilbo Baggins drager på Gandalfs opfordring ud med tolv dværge ledet af den heltemodige kriger Thorin for at generobre dværgenes hjem med alle dets skatte fra dragen Smaug. Bilbos uselviske færd for at hjælpe dværgene med at finde det, han selv holder mest af i livet – nemlig et hjem – er rørende i al sin enkelhed.

Refleksion og tilbageblik

I Hobbitten får vi lov at reflektere over Bilbos mod, Gollums besættelse og individets magt til at skabe eller ødelægge. Mødet mellem Gollum og Bilbo i filmen er et fantastisk højdepunkt i sin fremhævning af Gollums menneskelighed, det empatiske i Bilbo og vigtigheden af ét væsens eksistentielle valg. Andy Serkis leverer igen en uforglemmelig og dyb Gollum-skikkelse. Martin Freeman spiller til perfektion den hjertevarme og jordbundne hobbit, hvis vigtighed for Midgårds skæbne i Ringenes Herre vi først helt kan erkende, når vi læser eller ser baggrundsfortællingen.

Castet er i det hele taget fænomenalt, og man sidder med tilbageholdt åndedræt over storheden, når fire af vor tids største skuespillere – Sir Ian McKellen, Christopher Lee, Cate Blanchett og Hugo Weaving – samles og inkarnerer fire af de mest magtfulde skikkelser i Midgård. Det episke er bestemt ikke gået tabt, omend der skal noget andet til for at nå samme niveau som Ringenes herre – og dét er netop Hobbitens svaghed: Den vil altid stå i sin forgængers skygge.

Det storslåede ved de små ting i livet

Forventer man, at Hobbitten er på samme niveau som Ringenes Herre, vil man gå skuffet ud af biografen. Forventer man derimod en hjertevarm fortælling, der både er action-præget og reflekterende over livets store spørgsmål og værdier, og elsker man Tolkiens univers, vil man gå fra biografen med en følelse af at være blevet inspireret og opløftet.

”Saruman believes it is only great power that can hold evil in check, but that is not what I have found. I found it is the small everyday deeds of ordinary folk that keep the darkness at bay. Small acts of kindness and love. Why Bilbo Baggins? I don't know. Perhaps because I am afraid, and he gives me courage.”

Gandalfs ord bringer os hjem til Ringenes Herre og trilogiens menneskesyn, hvor empati og viljen til ikke at slå ihjel kan redde verden, hvor rigdom og magt udgør det svage menneskes største trusler, og hvor det største mod findes de mest uventede steder. Vi vender hjem til det univers, hvor de menneskelige valg er i centrum, fordi ethvert menneske besidder det største potentiale – til at gøre  gode eller onde gerninger.

Dérfor er man så rørt og lykkelig over at være vendt hjem – fordi Tolkien med sit univers skabte et hjem for undertegnede og millioner af andre fans. Et hjem, man kan vende hjem til, hvor de menneskelige værdier er storslåede, og de store slag udkæmpes med dem.

Og sådan kom vi altså både ud og hjem igen – indtil næste del af Hobbitten kommer på lærredet. Det bliver spændende, hvilke nye og uventede eventyr, Hobbitten i de kommende år vil føre os ud på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar