mandag den 28. januar 2013

Forstyrrede pigebørn

Litterær artikel om bogen bag filmen "Girls Interrupted" 
Skrevet af Julie Luna Bayer 




Bøger filmatiseres på stribe for tiden, og tendensen er ikke ny. Ofte er fokus på filmen dog større end på bogen bag. Her skal der derfor ses på en mindre kendt bog, bag filmen af samme navn, Girl Interrupted, af Susanna Kayser.


Girl interrupted er en selvbiografi og handler om den unge Kaysers indlæggelse på et amerikansk sindssygehospital i 1967, efter et selvmordsforsøg. Hun er bare 18 år gammel og skal tilbringe de næste halvanden år sammen med en flok mere eller mindre psykotiske teenagepiger.

På overfladen er bogen ’bare’ et portræt af disse forstyrrede pigebørn, som ikke engang er ilde nok stedt til, at være blevet sat på den helt lukkede afdeling af hospitalet, blandt de ’’rigtige’’ tosser. Disse piger lever i stedet i mellemtingen, i et åbent miljø, men blandt 5-minutters checks, sikkerhedsskærme, ’keepers’ og ’the seclusion room’. Som alle andre teenagere keder de sig også, de snakker om sex, de laver påstyr. Andre gange slår det klik for dem og sindssygen glider generelt ubemærket ind og ud af deres hverdag.

Men her er også en parodi over et samfund, som udadtil dyrker love, peace and harmony, men som samtidig aldrig har givet slip på et ønske om orden og kontrol. En mangel på frihed som pigerne, der følger med i verden fra deres tv-stue af, bl.a. ser stærkt manifesteret i en hændelse hvor aktivisten Bobby Seale bliver bundet og kniplet i 1968.

Ironien er sjældent eksplicit i Kaysers værk, den er subtilt til stede i nøgterne beskrivelser af hvordan sygeplejersker giver bedøvende stoffer i flæng for at undgå besværligheder, hvordan Kaysers terapeut spørger om de skal have sex, eller i de mange uddrag fra sin journal som Kayser har ladet indgå i bogen, og hvis indhold er så klinisk og umenneskeligt, at det falder til jorden. Som Kaysers terapeut siger om borderline, hendes diagnose: it’s what they call people whose lifestyle bothers them’( s. 151).

Men ingen af pigerne formår at holde systemets stigmatisering fra livet med ironi. Hospitalet kryber ind under huden på dem. Det vises stærkest i Lisa, i filmen spillet af Angelina Jolie. Hun er rebellen som alle beundrer, og som med en humoristisk distance bliver ved med at kæmpe, bl.a. ved gentagne gange at stikke af fra hospitalet. I filmen krakelerer hun netop fuldstændig til sidst, fordi facaden ikke kan opretholdes. Før eller siden må pigerne stå ansigt til ansigt med det faktum at de er hvor de er.

Hos Kayser selv understreges denne sjælestrid i måden hvorpå værket ind imellem lader de helt kliniske betegnelser tage over. Som i kapitlet ’Borderline personality disorder’ hvor Kayser i lægesprog fortæller om diagnosen. I næste kapitel prøver hun søgende at sætte sig selv i forbindelse med den.

Mange år efter at Kayser er blevet ’lukket ud’ møder hun Lisa og en anden pige fra hospitalet, Georgina. Begge har formået en form for normaliseret liv, med henholdsvis et ægteskab og et barn, men samtidig er det tydeligt at de stadig ikke kan finde ud af at leve ’det’ liv. Det er det systemet gør, det gør én i tvivl: ’Maybe I was just flirting with madness’ filosoferer Kayser spørgende og lader på den måde også Girl interrupted blive en søgen i grænselandet mellem sane og sindssyg. ’People ask, How did you get in there’ […] ‘ All I can tell them is, it’s easy’ (5).


[1] fra 1995, filmatiseret i 1999

Ingen kommentarer:

Send en kommentar