Litterær artikel af Julie Luna Bayer.
Det, der gør stedet smukt, er trods alt ikke det, der var arkitektens hensigt, men ruinerne af det.
Det, der gør stedet smukt, er trods alt ikke det, der var arkitektens hensigt, men ruinerne af det.
I sin Istanbul – erindringer og byen fra 2003 fortæller nobelprisvinder Orhan Pamuk om, hvorfor Istanbul ikke længere er et mystisk, haremsk Konstantinobel, og hvorfor byens skønhed bl.a. er at finde i dens ruiner.
Skal man forstå det med ruinerne, hjælper det at kaste et blik på Istanbuls lange historie. Først 1923 bliver Tyrkiet officielt en repuplik. Men på det tidspunkt har Istanbul allerede været områdets, og Tyrkiets, knudepunkt i mange århundreder. Før tyrkerne hed den Byzans og siden Konstantinobel, under romerne. Denne by, som lå gunstigt mellem to have, mellem Europa og Asien, har været hittitisk, thrakisk, græsk, persisk og romersk og mere endnu, indtil tyrkerne, oprindeligt et nomadefolk fra vestasien, erobrede Konstantinobel og uddrev de kristne i 1453 og gjorde det muslimske, såkaldt Osmanniske rige, til det tidlige Tyrkiet. Et land som altid har været stridspunkt for hvorvidt det skulle være vestligt eller østligt.






